Materialer bliver i stigende grad udgangspunktet for innovation i stedet for blot at være et middel til at realisere et design

I denne sammenhæng har det spanske firma BIRDMIND præsenteret RiceTab, som er miljøvenlige plader fremstillet af risskaller, der udmærker sig ved deres høje tekniske ydeevne. På messen har virksomheden desuden præsenteret et helt særligt samarbejde med industridesigneren Ignacio Ciocchini, som har udviklet et eksklusivt design med dette materiale og fremvist det for publikum under arrangementet.

Vi har talt med Ciocchini om hans kreative proces, hans syn på biomaterialer og hans erfaringer med at arbejde med RiceTab. Resultatet af dette samarbejde er PAELLA, en skammel, der viser, hvordan landbrugsaffald kan omdannes til et moderne designobjekt uden at gå på kompromis med æstetik, holdbarhed eller funktionalitet.
 

Dit arbejde har altid været tæt forbundet med det offentlige rum, bydesign og innovation. Hvornår begyndte din interesse for biomaterialer?

Materialeinnovation har altid været en del af mit arbejde og min løbende research som designer. I store dele af min karriere har jeg arbejdet med det offentlige rum, design i gadebilledet og byinfrastruktur, hvor materialevalget er overraskende begrænset. Vi sætter stor lid til stål, rustfrit stål, aluminium, beton og en række gennemprøvede materialer, der kan modstå årtiers brug og slid.

Jeg har altid været lidt misundelig på industrielle designere, der arbejder med møbler og forbrugsgoder, hvor det synes at være meget mere almindeligt at eksperimentere med materialer. For et par år siden besluttede jeg at holde op med at vente på, at materialevirksomhederne skulle finde mig, og i stedet aktivt opsøge innovatører, der er på forkant med materialeudviklingen. Et af mine mål har været at samarbejde med virksomheder, der udvikler den næste generation af materialer, og være med til at omsætte disse innovative materialer til meningsfulde produkter, rum og oplevelser. BIRDMIND og RiceTab er et godt eksempel på denne tilgang.

For mig handler biomaterialer ikke blot om bæredygtighed. De giver mulighed for at udvide designernes værktøjskasse og gentænke, hvordan materialer ikke blot kan bidrage til ydeevne, men også til mening, identitet og kultur.

I de senere år har vi set en stigende interesse for cirkulær økonomi og bæredygtighed inden for design. Hvordan har dette gjort sig gældende i dit eget arbejde?

Vedligeholdelsesvenlighed og holdbarhed har altid været afgørende for min måde at designe på. Allerede i de allerførste skitser tænker jeg på samling, adskillelse, reservedele, fremstillingsprocesser, og hvordan et produkt vil ældes med tiden. Den tankegang stammer direkte fra arbejdet i det offentlige rum, hvor produkterne forventes at holde i årevis, nogle gange i årtier.

For mig hænger cirkulær økonomi og bæredygtighed tæt sammen med disse tanker. Et produkt, der holder længe, og som kan repareres og genbruges, er ofte i sig selv mere bæredygtigt. Inden for bymøbel- og arkitektbranchen har diskussionen traditionelt været centreret om at anvende materialer i deres reneste form og undgå unødvendige processer, der mindsker genanvendeligheden eller gør det vanskeligt at genbruge dem senere.

Udfordringen har altid været at finde den rette balance mellem holdbarhed, pris, ydeevne og miljøpåvirkning. Der findes ingen nemme svar. Det, der glæder mig i dag, er, at bæredygtighed ikke længere bliver betragtet som en biting. Det bliver i stigende grad en integreret del af selve designopgaven, hvilket tvinger os til at tænke over hele produktets livscyklus lige fra starten.

Tror du, ud fra din internationale erfaring, at materialer er ved at få en mere central rolle i selve designprocessen?

Ja, helt sikkert. Materialer bliver i stigende grad udgangspunktet for innovation i stedet for blot at være et middel til at realisere et design.

Da jeg har boet og arbejdet i Argentina og New York og nu arbejder i Danmark, samtidig med at jeg er vokset op med både argentinsk og italiensk kultur, har jeg stiftet bekendtskab med meget forskellige tilgange til design, fremstilling og bæredygtighed. Fælles for alle disse tilgange er, at materialer spiller en stadig mere central rolle i diskussionen om design. Designere spørger ikke længere kun, hvad de vil skabe, men også, hvad materialerne kan muliggøre, formidle og bidrage med i et projekt.

Jeg tror heller ikke, at innovation blot kan overlades til materialevirksomheder eller producenter.

Designere har et ansvar for at udfordre sig selv og deres kunder til at finde bedre løsninger. Over hele verden udvikler man bemærkelsesværdige nye materialer, som endnu ikke har fundet deres naturlige anvendelsesområde eller marked. Designere kan være med til at bygge bro over den kløft. Vi kan identificere muligheder, skabe nye anvendelsesscenarier og fremskynde implementeringen. På mange måder fungerer vi som mellemmænd mellem materialeinnovation og praktisk anvendelse.

Hvad var det første, der fangede din opmærksomhed ved RiceTab, da du stiftede bekendtskab med materialet?

Det første, der slog mig, var, hvor samarbejdsvilligt det føltes. Med nogle nye materialer er der en betydelig læringskurve, før man begynder at forstå deres muligheder. Med RiceTab var det anderledes. Jeg kunne straks forestille mig at designe med det.

Samtidig føltes det helt klart som noget nyt. Det har en varme, en struktur og en taktil fylde, der straks får det til at skille sig ud. RiceTab forsøger ikke at efterligne et andet materiale. Det har sin egen karakter og identitet, men føles alligevel overraskende bekendt. Som designer fangede den kombination straks min opmærksomhed.

Hvordan har det været at arbejde med RiceTab, både kreativt og teknisk set?

En af de ting, jeg satte mest pris på, var, hvor naturligt materialet blev integreret i designprocessen. Det føltes lidt som at møde en ny ven, der på en eller anden måde allerede føles bekendt. Jeg kunne næsten med det samme begynde at skitsere og visualisere idéer.

Set ud fra et teknisk synspunkt var jeg imponeret over, hvor godt materialet kunne maskinbearbejdes og fremstilles, samtidig med at det bevarede en fin overfladekvalitet. Mange nye materialer har en spændende historie, men støder på udfordringer, når det kommer til produktion og skalerbarhed. RiceTab byder både på en stærk fortælling og ægte designfleksibilitet, hvilket er afgørende, hvis et materiale skal komme videre fra eksperimentfasen og ud til bredere anvendelse.

I forbindelse med dette samarbejde ved 3 Days of Design har du udviklet en skammel ved brug af RiceTab. Hvordan var den kreative proces bag designet?

Projektet startede med et simpelt spørgsmål: Hvis RiceTab er lavet af risskaller, hvilken type genstand skulle det så blive til?

Fra starten ønskede jeg, at designet skulle afspejle både materialets oprindelse og den kultur, det stammer fra. RiceTab er udviklet og produceret i Spanien, og ris og paella er blevet stærke symboler på den spanske kultur over hele verden. Det føltes naturligt at udforske den sammenhæng gennem design.

Inspirationen kommer fra den traditionelle spanske trefod (trébedes) og det metalstativ, der bruges til at understøtte paellapanden, når der laves mad udendørs. Sammen med paellapandens cirkulære form udgjorde disse elementer grundlaget for PAELLA-konceptet.

Det, der overraskede mig, var, hvor hurtigt ideen opstod. Nogle gange tager det måneder, før projekter finder deres rette form. I dette tilfælde dukkede de første skitser op meget tidligt i forløbet. Konceptet føltes helt rigtigt lige fra starten.

Som en person med argentinske og italienske rødder har jeg altid været klar over de stærke kulturelle bånd mellem Argentina og Spanien. Det gjorde projektet særligt meningsfuldt. Jeg ønskede, at designet på en diskret måde skulle afspejle denne arv gennem form, materiale og konstruktion i stedet for gennem direkte symbolik.

Hvilke egenskaber ved materialet har haft indflydelse på eller været en inspiration for projektets design?

Materialets tekstur, ærlighed og markante identitet.

Det, der interesserede mig mest, var muligheden for at lade materialet fremstå som sig selv. I årtier har mange bæredygtige materialer skullet efterligne træ, sten, plast eller andre velkendte typer finish. RiceTab behøver ikke at give sig ud for at være noget andet. RiceTabs tekstur, varme og visuelle rigdom er i sig selv fascinerende.

Det forhold har spillet en central rolle i designet af PAELLA. I stedet for at skjule materialet ønskede jeg at sætte det i forgrunden. Sædet er designet til at fremhæve risskallernes tekstur og samtidig vise, hvor præcist RiceTab kan bearbejdes uden at gå på kompromis med overfladekvaliteten.

Jeg tror, vi er på vej ind i en tid, hvor nye materialer kan begynde at skabe deres egne nye æstetiske udtryk. PAELLA er en lille udforskning af denne mulighed.

Tror du, at fremtiden inden for arkitektur og design nødvendigvis indebærer cirkulære materialer og løsninger som f.eks. RiceTab?

Ja, men kun hvis disse materialer kan stå distancen med hensyn til ydeevne, æstetik, bearbejdelighed og pris.

Designere, arkitekter og kunder bør ikke være nødt til at vælge mellem bæredygtighed og kvalitet. De mest populære materialer vil være dem, der leverer begge dele. Efter min mening er RiceTab et af disse materialer. Det har en interessant bæredygtighedshistorie, men hvad der er endnu vigtigere, er, at det er et virkelig nyttigt og attraktivt designmateriale.

I sidste ende tror jeg ikke, at cirkulære materialer vil slå an, fordi de er bæredygtige. De vil slå an, fordi det er fremragende materialer, der samtidig er bæredygtige.

Hos BIRDMIND har vi bemærket, at de nordiske lande synes at have en langt større integration af bæredygtige og cirkulære materialer inden for arkitektur og design. Er du ud fra din erfaring enig i den opfattelse?

Ja, jeg tror, der er noget om det. Jeg har arbejdet meget i New York og arbejder nu i Danmark, og en af de ting, jeg beundrer mest ved de nordiske landes tilgang, er deres fokus på at disponere langsigtet. Disse lande lægger stor vægt på at skabe rammer, afprøve idéer, opnå konsensus og indføre processer, der gør det muligt at gennemføre innovation på en velovervejet måde.

Nogle gange kan den proces føles langsom, og der er tilfælde, hvor det ville være gavnligt med lidt mere tempo. Intet system er perfekt. Men når de nordiske lande beslutter sig for at rykke, gør de det som regel med stor grundighed og høj kvalitet.

Det, der har gjort størst indtryk på mig, er drøftelsernes dybde. I øjeblikket foregår der i Skandinavien en debat om biomaterialer, biodiversitet, cirkulær økonomi og regenerativt design på et niveau, som jeg ikke har set andre steder. Jeg er ikke i tvivl om, at regionen fortsat vil spille en førende rolle i udformningen af fremtiden inden for bæredygtigt design.
 

Hvad tror du, der skal til, for at andre markeder kan tage denne type materialer til sig på en mere selvfølgelig måde?

Implementering kræver synlighed, tillid og støttende rammer. Designere, arkitekter, producenter og kunder skal have mulighed for at se, røre ved og opleve disse materialer på tæt hold. De skal have tillid til, at materialet lever op til forventningerne, at det kan specificeres allerede nu, og at det kan konkurrere med de traditionelle alternativer.

Myndighederne kan bidrage ved at skabe lovgivningsmæssige rammer, der fremmer innovation, i stedet for at gøre det unødigt vanskeligt at eksperimentere.

Samtidig skal branchen blive bedre til at skelne mellem materialer, der reelt er cirkulære, og dem, der blot markedsfører sig selv som sådan. Efterhånden som markedet modnes, vil gennemsigtighed, sporbarhed og ydeevne blive stadig vigtigere.

Er den største udfordring af teknisk, kulturel eller økonomisk art, eller handler den om holdninger i branchen?

Alle disse faktorer spiller en rolle, men hvis jeg skulle vælge én, ville jeg sige holdninger.

Mange af teknologierne findes allerede. Vi ved, hvordan man udvikler innovative materialer. Vi ved, hvordan man fremstiller dem. Vi ved, hvordan man tester dem.

Det, der ofte mangler, er viljen til at løsrive sig fra de velkendte specifikationer og fastlåste vaner. Hver eneste større materialeinnovation gennem historien har krævet, at folk har turdet satse på noget nyt. Det samme gælder for nutidens biomaterialer.

Udfordringen består ikke blot i at bevise, at disse materialer fungerer. Udfordringen består i at gøre folk trygge ved tanken om at skulle bruge dem.

Mener du, at designere også bør understøtte indførelsen af nye materialer og være med til at ændre den måde, vi opfatter rum på?

Ja, helt sikkert. De færreste mennesker kommer i berøring med materialeinnovation via laboratorier, faglige artikler og produktionsanlæg. De kommer i berøring med materialeinnovation gennem en stol, en bygning, en bænk i det offentlige rum eller en genstand, de bruger hver dag.

Designere er i en unik position til at indføre innovation i folks hverdag. Vi hjælper folk med at forstå ukendte materialer ved at omdanne dem til produkter, genstande og rum, der føles nyttige, tiltrækkende og meningsfulde.

Det pålægger designere et stort ansvar. Vi udgør ofte broen mellem teknologisk innovation og offentlig accept.

Vi ser, at affald fra landbruget, tekstilindustrien og også havmiljøet indgår i nye materialer. Hvordan tror du, at materialerne vil udvikle sig i de kommende år?

Jeg tror, vi går ind i en spændende periode, hvor definitionen af materialeressourcer udvides markant. Affald fra landbruget, tekstilindustrien og havmiljøet og fra mange andre oversete affaldsstrømme begynder at blive betragtet som muligheder i stedet for problemer.

Samtidig tror jeg, at diskussionen vil udvikle sig, så den ikke kun handler om, hvor et materiale kommer fra. Vi vil i stigende grad vurdere materialer ud fra deres samlede livscyklus, sporbarhed, ydeevne, holdbarhed, reparerbarhed og langsigtede værdi.

De materialer, der i sidste ende slår an, vil ikke være dem med den bedste bæredygtighedsmarkedsføring. Det vil være dem, der løser reelle problemer, har enestående ydeevne og samtidig bidrager med betydelige miljøfordele.

De mest populære materialer vil ikke blive taget i brug, blot fordi de er bæredygtige. De vil blive taget i brug, fordi det er fremragende materialer, der samtidig er bæredygtige.