<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
261008-DS-Flexhal-x-Everllence-x-Connect-Køge-x-Roskilde-kommune

Erhvervsfolk kom tæt på The Valley Campus: Erfaringer fra stort erhvervsbyggeri skal inspirere på tværs af kommunegrænser

Hvordan realiserer man et stort erhvervsbyggeri på en tidligere grusgrav, og hvilke overvejelser ligger bag valget af Roskilde som lokation? Det var nogle af emnerne, da omkring 40 erhvervsfolk fra Connect Køge den 8. oktober besøgte Everllences The Valley Campus i Roskilde.

Besøget var første stop på Connect Køges årlige udsynstur, som i år gik til Roskilde under temaet ”Fremtidens vækstmuligheder”. Formålet var at hente inspiration og erfaringer, som deltagerne kunne tage med tilbage til erhvervslivet i Køge.

På byggepladsen blev deltagerne budt velkommen af Everllence, Roskilde Kommune og totalentreprenøren DS Flexhal. Her fik de indblik i visionerne for The Valley Campus, byggeriets udvikling og samarbejdet mellem bygherre, entreprenør, rådgivere og kommune.

”På vores årlige udsynstur søger vi inspiration og viden, som vi kan tage med hjem til Køge, og Roskilde er et oplagt sted at kigge hen. Besøget på The Valley Campus gav os mulighed for at komme tæt på et stort og spændende byggeprojekt og høre Everllence fortælle om overvejelserne bag valget af Roskilde som lokation, mens DS Flexhal gav os indblik i byggeriet og de erfaringer, der følger med at realisere et projekt i denne skala. Undervejs brugte vi også tiden sammen til at diskutere, hvad vi kan lære af det, vi oplever, og hvordan Køge og Roskilde kan inspirere hinanden i arbejdet med erhvervsudvikling,” siger Allan Munch, direktør i Connect Køge.

Byggeriet rykker frem på flere fronter

The Valley Campus opføres på et 175.000 m² stort campusområde i den nordlige del af Roskilde og kommer til at omfatte cirka 70.000 m² bruttoetageareal med blandt andet kontorer, research center, produktion, logistik og akademi.

DS Flexhal er totalentreprenør på projektet, hvor arbejdet er opdelt i flere etaper. Kontorbygningen og den centrale Social Hub omfatter tilsammen cirka 28.000 m², og arbejdet følger tidsplanen. Bygningerne har tæt tag, vinduerne er monteret, og den grønne facadebeklædning er under montering. Indvendigt er apterings- og teknikfagene godt i gang.

Arbejdet med produktion og logistik er ligeledes i gang. Her er omkring 5.000 af i alt 6.000 pæle rammet, og fundamentsarbejdet er godt i gang.

På landskabsdelen følger arbejdet også planen. De første parkeringspladser er taget i brug, forsyninger bliver etableret i jorden, og beplantningen begynder senere på året.

”Der sker rigtig meget på The Valley Campus lige nu, og man begynder for alvor at kunne se konturerne af det færdige projekt. Vi er samtidig nået til et stadie, hvor mange forskellige fagligheder arbejder side om side, og det stiller store krav til koordinering og samarbejde. Det var en fornøjelse at åbne byggepladsen for Connect Køge og dele nogle af de erfaringer, vi har gjort os undervejs i et projekt af denne størrelse og kompleksitet,” siger Morten Kragelund, projektdirektør hos DS Flexhal.

Indblik i beslutningerne bag The Valley Campus

En del af besøget handlede om de særlige forhold, der knytter sig til at bygge på et område, der tidligere har været grusgrav.

Tommy Andreasen, Vice President og CFO, Denmark hos Everllence, fortalte om virksomheden, visionerne for The Valley Campus og overvejelserne bag etableringen i Roskilde.

Julian Wehbi, chefkonsulent i Erhvervsafdelingen i Roskilde Kommune, gav samtidig deltagerne indblik i myndighedsprocessen og samarbejdet mellem kommunen, bygherren, entreprenøren og projektets rådgivere.

”The Valley Campus er et vigtigt projekt for Everllence, og vi glæder os over interessen for vores projekt. Besøget gav os en god anledning til at fortælle om vores visioner for campus og overvejelserne bag etableringen i Roskilde. Samtidig kunne vi dele nogle af de erfaringer, der følger med at udvikle et projekt af denne størrelse i tæt samarbejde med de mange parter omkring byggeriet,” siger Tommy Andreasen, Vice President og CFO, Denmark hos Everllence.

Besøget blev afsluttet med en bustur rundt på området. Her kørte Christian Møller, projektchef hos DS Flexhal, med og fortalte om byggeriets forskellige etaper og den aktuelle aktivitet på byggepladsen. Herefter fortsatte Connect Køges udsynstur til DTU Risø og Roskilde Universitet.

 

Fakta om The Valley Campus

  • The Valley Campus er Everllences nye campus i Roskilde.
  • Campusområdet omfatter 175.000 m² med cirka 70.000 m² bruttoetageareal og skal samle blandt andet kontorer, research center, produktion, logistik og akademi. Der bliver plads til minimum 1.500 arbejdsstationer.
  • DS Flexhal er totalentreprenør på projektet.
  • Arkitema er arkitekt, og COWI er ingeniørrådgiver.
  • Kontorbygningen omfatter tilsammen cirka 28.000 m2 og bliver DGNB Gold certificeret.
  • Det samlede projekt forventes færdigt i 2028.

 

Om DS Flexhal A/S

DS Flexhal er en totalentreprenør, der udvikler, projekterer, dimensionerer og opfører såvel traditionelle som innovative erhvervsbyggerier – herunder administration, logistik og lager, produktion samt parkeringshuse. DS Flexhal ønsker at være en betroet partner i byggebranchen og har stor erfaring i at opnå både DGNB- og BREEAM®-certificeringer i totalentrepriser.

 

Yderligere information

Morten Kragelund, Projektdirektør: mok@ds-flexhal.dk · Tel.: +45 60 29 12 55

www.ds-flexhal.dk

 

Kontakt for pressebilleder

Tina Woods, Head of Marketing & Communications: 

two@ds-gruppen.dk · Tel.: +45 60 20 39 16

 

Flere informationer om projektet findes desuden på:

https://www.ds-flexhal.dk/da-dk/the-valley-campus

 

 

Kontaktinformation