I både Danmark og Tyskland er arkitekter og bygherrer blevet lune på stålprofiler, der tidligere næsten udelukkende blev brugt i landbrug og industri.
Tekst af Frank Ulstrup
Det går rigtig godt for DS Stålprofil, der producerer en lang række forskellige stålplader til brug på facader og tag. Og det er ikke kun i Danmark, at stålprofiler, der tidligere næsten udelukkende blev brugt i landbrug og industri, har fået en renæssance:
- Vi oplever en meget stor efterspørgsel i Tyskland, og har af samme grund for mange år siden oprettet vores eget salgskontor syd for grænsen, fortæller salgschef Tonny Køhler Simonsen.
Han peger på, at DS Stålprofil har været en aktiv spiller på markedet i 51 år, og dermed fra første parket har set hvordan efterspørgslen har forandret sig gennem tiden:
- Stålprofiler var jo det foretrukne valg i landbrug og industri fordi det er stærkt og billigt og ikke kræver nogen synderlig vedligeholdelse. Nu er der så kommet mange andre profiltyper til, så kreative arkitekter og bygherrer i stor stil er begyndt at bruge dem i mange nye sammenhænge. Det er selvfølgelig en udvikling, vi er rigtig glade for, smiler han.
Årets Byggeri
Men udviklingen er dog ikke kommet helt af sig selv, tilføjer Tonny Køhler Simonsen. For virksomheden har arbejdet målrettet på at åbne bl.a. arkitekternes øjne – en bestræbelse, der blev hjulpet godt på vej ved kåringen af Årets Byggeri i 2018 og 2019 Begge år var der i det vindende byggeri gjort brug af stålprofiler fra DS Stålprofil.
- Jeg tror, det var en øjenåbner for mange og dermed også en milepæl i brugen af stål og den positive udvikling vil fortsætte – både herhjemme og i udlandet, lyder det.