Keflico med til at hylde Jørn Utzon på Utzon Center

I anledning af, at Jørn Utzon i år ville være fyldt 100 år, åbnede Utzon Center i går udstillingen “Horisont”. Keflico havde fornøjelsen af at være med, da HKH Kronprins Frederik indviede udstillingen.


Udstilling om Jørn Utzons rejse

“I 2018 ville Jørn Utzon være fyldt 100 år og det fejrer vi på Utzon Center med en rejseudstilling, der viser hvordan hans oplevelser med fremmede kulturer farvede hans arkitektursyn og dannede grundlag for nogle af hans mest vidunderlige og ikoniske bygninger.” (Kilde: http://www.utzoncenter.dk/ da/udstilling/horisont-7061). Således beskriver Utzon Center den nyindviede udstilling.


Samtidig kan Utzon Center i år fejre 10-års jubilæum. Jørn Utzon skabte Utzon Center, der er beliggende i Aalborg, i samarbejde med sin søn Kim Utzon tilbage i 2008. Utzon Center blev hans sidste værk.


Som del af Utzon Partners fik vi den store ære af at være med ved åbningen af “Horisont”. Keflico har desuden leveret træmaterialer til podierne, der er anvendt i udstillingen.


Del af Utzon Partners

I Keflico er vi dagligt i tæt dialog og samarbejde med det danske byggeri – herunder arkitekter og entreprenører – gennem vores projektsalg og rådgivning omkring træbaserede produkter. Derfor finder vi det naturligt at støtte op omkring ét af de danske hovedsæder for arkitekturens historie og kultur ved at blive Utzon Partner.


Keflico har tidligere leveret træmaterialer til Utzon Center. Læs mere og se billeder fra denne udstilling.


Vores hyldest til manden bag

Jørn Utzon Foto: Utzon Center


Det er med stor respekt og begejstring, at vi ser tilbage på Jørn Utzons inspirerende liv og virke. For os står han som en af Danmarks mest betydningsfulde og trendsættende arkitekter, der som bekendt blev verdenskendt for sit design af det storslåede Operahus i Sydney, Australien.


Jørn Utzon var, som udstillingen “Horisont” udtrykker, utroligt eventyrlysten og fascineret af det enklere liv i pagt med naturen. Hans målsætning, om at skabe et stærkere forhold mellem den moderne verden og det uspolerede landskab gennem arkitekturen, den lever tydeligt videre i nutidens byggeri. En målsætning som også vi i Keflico kun kan beundre og støtte op omkring ved blandt andet at tage den bæredygtige udvikling seriøst.
 

Med start i Aalborg, hvor det hele startede tilbage i 1918, bevæger rejseudstillingen sig fysisk videre ad dele af den rejse, som Jørn Utzon selv foretog. Som led i en lang serie af arrangementer og udstillinger under det fælles navn “Utzon100”, kan “Horisont” i løbet af 2018 videre opleves i København og afslutningsvis i Sydney.