<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Pressefoto Artikel

Øv – vi sagde nej til en løve og en million

På billedet ses de tre indehavere af Wiking Gulve, John Bojesen, Kim Axelsen og Henrik Nielsen, mens de øver deres pitch forud for optagelserne til Løvens Hule.

 

 

Wiking Gulve overraskede Løvens Hule med deres danskproducerede trægulve. Nu har ejerne fortrudt, at de ikke sagde ja til Jacob Risgaards tilbud.

 

Kvalitetsgulve produceret af nordisk træ i Danmark med fokus på bæredygtighed og vedvarende energi. Det er kort sagt forretningsmodellen i Wiking Gulve. Et set-up som overraskede investorerne i Løvens Hule.  

 

Wiking Gulves danske produktion gjorde indtryk

 

”Vores pitch gjorde indtryk. Vi fokuserede på klimaet. At vi kan producere trægulve i Danmark af træ fra nordeuropæiske og bæredygtige skove, og at selve produktionen sker med 100% vedvarende energi. Det kunne løverne lide. De sagde til os, at vi er meget ordentlige, og det er lige præcis det, vi gerne vil være,” fortæller en af de tre indehavere, der deltog i optagelserne, Kim Axelsen.

 

Virksomheden præsenterede bl.a. en ny produktserie af nåletræ, som de kalder Nordlys. Det fås i seks forskellige farver med en særlig glød, som kan erstatte en knap ressource som eksotisk træ, eg og ask. Nåletræ gror der til gengæld rigeligt af tæt på markedet.

 

Med produktion i Jylland og et marked i og tæt på Danmark kan det minimere transport og fastholde arbejdspladser i Danmark. Værdier, som investorerne i Løvens Hule, bekræftede er de rigtige at satse på.

 

Sagde nej til en million for 10 pct.

Hver uge i januar og februar har de tre ejere krydset fingre for, at de kom med i DR-programmet. Men det skete ikke. 4. marts sluttede sæsonen uden deltagelse af Wiking Gulve. Måske fordi de tre sagde nej til en million – og det gør nej’et ekstra ærgerligt for den vestjyske producent.

 

Wiking Gulve var interesseret i et match, der kunne hjælpe dem med en online-strategi, der både kan øge salget i webbutikken og hos forhandlerne. Den idé var Jacob Risgaard, der bl.a. er indehaver af Coolshop, med på. Han tilbød en mio. kroner for 10 pct. af Wiking Gulve. Det var dobbelt så stor en ejerandel, som Kim Axelsen og hans partnere havde lagt op til.

 

”Vi havde forberedt os, og vi var klar på at forhandle, men tiden var ved at løbe ud, og så fik vi bare ikke sagt det på den rigtige måde,” fortæller han.

 

Aftalen var, at direktør Henrik Nielsen, som har den mindste ejerandel, og som er kommet senest ind i virksomheden, skulle føre forhandlingen.

 

”Det gik bare så stærkt. Vi var blevet bombarderet med spørgsmål. Kameraholdet havde signaleret flere gange, at vi skulle runde af. Jeg tænkte, at nu halverer han vores værdiansættelse og vil betale mindre end det, jeg selv havde betalt. Det var ikke rimeligt. Så det var nok stolthed, der gjorde, at jeg sagde, at det er vi nødt til at sig nej til,” fortæller Henrik Nielsen.

 

Så slukkede kameraerne. De tre indehavere af Wiking Gulve fik i modsætning til mange andre ikke tid til, at de kunne vende sig om og snakke om det.

 

Fortrød på stedet – men da var løbet kørt

”Det var et granatchok. Vi fortrød lige på stedet, men der var ikke noget at gøre. Løbet var kørt,” siger Kim Axelsen.

 

Det er nu hverken gået ud over venskabet eller forretningen mellem de tre indehavere.

 

”Vi driller Henrik med det. At han sagde nej til en million – at han sagde nej til Jacob Risgaard. Vi kan undvære pengene, men vi ville godt have haft matchet med Jacob Risgaard,” siger Kim Axelsen.

 

Uanset det uheldige udfald, har de tre ikke fortrudt, at de har brugt tid og penge på at deltage i Løvens Hule. Selvom Wiking Gulve har 25 år på bagen, er de langt fra færdige med at være iværksættere, og de var glade for den anerkendelse, de fik af løverne.

 

Programmerne blev optaget i august 2020, og bevidstheden om, at de måske ville komme med i tv-programmet i januar 2021, har fået dem til at skrue op for tempoet for deres nye produkt, Nordlys.

 

”Vi regnede med, at vi ville komme med i programmet. Det har givet os en hård deadline til at blive færdige med de materialer, der skal markedsføre Nordlys,” fortæller medejer John Bojesen.

 

 

Nordlys Aslak Pressefoto

 

 

FAKTA OM WIKING GULVE:

 

  • Etableret i Roslev nord for Skive i 1997, hvor produktionen stadig ligger.
  • 28 medarbejdere, 3 indehavere: Kim Axelsen, John Bojesen og Henrik Nielsen.
  • Hovedproduktet er 3-lags opbyggede trægulve af nordiske træsorter, der monteres med kliksystem.
  • Bæredygtigheden er dokumenteret med to produktcertificeringer: FSC® og Cradle to Cradle Certified™ på Bronzeniveau.