Den 20. og 21. august inviterer Building Green endnu engang branchen til to intensive dage med fokus på biobaserede byggematerialer. Her er der lagt op til faglig debat og videndeling med det fælles mål at fremme udbredelsen af biobaseret byggeri.
Interessen for biobaserede byggematerialer er stigende, og flere vellykkede projekter med lave CO2-aftryk har allerede set dagens lys. Men hvis den biobaserede tilgang for alvor skal forankres i branchen, kræver det mere end gode eksempler – det kræver samarbejde, videndeling og løsninger på de barrierer, der stadig bremser udbredelsen.
Derfor inviterer Building Green den 20. og 21. august til to dage i Aarhus, hvor branchen samles til debat, inspiration og fagligt fokus på biobaserede byggematerialer. Gennem debatter stiller konferencen skarpt på, hvordan vi bringer de bæredygtige løsninger fra niche til norm.
Hvordan får vi skala på?
I de senere år har en række byggeprojekter vist, hvordan biobaserede materialer og løsninger ikke blot kan reducere CO₂-aftrykket markant, men også bidrage med værdifuld ny viden om, hvordan vi bygger mere bæredygtigt. Denne viden er vigtig at fastholde og videreføre – og samtidig skal vi skabe incitamenter, der gør det naturligt for flere aktører at integrere biobaserede løsninger i deres projekter. Men hvordan får vi den udvikling til at brede sig? Og hvor møder vi de største barrierer, der bremser udbredelsen?
I konferencens første debat sætter Hanne Ullum, vicedirektør, Bygherreforeningen, sig sammen med Lars Autrup, direktør, Arkitektforeningen, og Stig Hessellund, projektchef, Realdania, til en snak om, hvordan vi får udbredt den biobaseret arbejdstilgang.
Er danskerne skeptiske over for biobaserede materialer?
En undersøgelse fra februar – udført af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman – viser, at over hver tredje danske boligejer er skeptisk over for bæredygtige materialers ydeevne og levetid. Det rejser spørgsmålet: Er danskerne reelt klar til at bo i og omkring biobaseret byggeri? Hvordan imødekommer vi denne tvivl, og hvordan kan vi gøre viden og rådgivning mere tilgængelig? Og ikke mindst – kan vi overhovedet skabe større efterspørgsel?
Spørgsmål, som panelet bestående af Magnus Sommer, udviklingschef, Timberman, Mikkel Hedelund, bæredygtighedschef, Davidsen, Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker, BUILD – Aalborg Universitet, og Nanna Svane, fagekspert, Bolius, vil diskutere og forsøge at finde svar på.
Du kan læse meget mere om programmet og tilmelde dig konferencen her.