Der er hvert år stor spænding omkring årets tema på Building Green København, som plejer at være toneangivende og i tråd med udviklingen. Nu har Building Green endelig løftet sløret for årets tema, der er "Scaling for Enough". Med temaet vil de sætte fokus på, hvordan vi kan opfylde fremtidens behov uden at bruge flere ressourcer end højst nødvendigt. Vi skal finde de løsninger og idéer, der virker og skalere det, der gør en positiv forskel, lyder det.
Ifølge Building Green står byggebranchen over for et stort paradoks: Vi skal nedbringe vores miljø- og klimaaftryk markant, og vi skal samtidig sørge for at dække vores behov for blandt andet nye boliger og infrastruktur. Building Green København samler hvert år 10.000 deltagere for at sætte fokus på aktuelle emner inden for bæredygtighed i byggeriet og skubbe på den bæredygtige udvikling af byggebranchen. I år afholdes det store bæredygtighedsevent den 29. og 30. oktober i Lokomotivværkstedet, hvor temaet ”Scaling for Enough” tager paradokset op til debat:
- Vi skal på samme tid trykke på speederen og hakke i bremsen. Bremsen og byggestop kan være vejen frem for store dele af den danske byggebranche, hvorimod speederen og skalering af byggerier og materialer er essentielt for andre – især når man ser ud over Danmarks grænser. Med årets tema er vi nysgerrige på, hvordan branchen kan se ud, hvis den ikke kun er styret af profit og vækst men også af en forståelse for tilstrækkelighed, omtanke og langsigtede løsninger. Derfor vil vi gerne undersøge hvad og hvordan der skal skaleres og på samme tid stille spørgsmålet, hvornår er ”nok” nok?, fortæller Sarah Elhauge, direktør, Building Green.
Temaet er traditionen tro ambitiøst og i tråd med udviklingen i branchen. Søren Nielsen, der er professor ved Aarhus School of Architecture, er en af årets talere på Building Green København, og han er begejstret for temaet og vigtigheden i debatterne:
- At Building Green sætter mådehold på dagsordenen er en meget vigtig milepæl, som markerer, at byggeriet er en ægte omstillingsparat sektor. Det sender et klart signal til vores vækstglade politikere om, at det er tid at genoverveje nogle af de mange store og udledningstunge udviklingsprojekter, man har rodet sig ud i. Og sætte tæring efter næring og tage os bedre af det vi allerede har. For hvor skal planeterne komme fra?
Stor international efterspørgsel og ny lokation
Building Green København er Nordens største event om bæredygtighed i byggeriet, og i år skruer de endnu mere op for ambitioner med både ny lokation og mere internationalt fokus. På grund af ombygningen af Forum kommer eventen i år til at foregå i helt nye omgivelser i det transformerede Lokomotivværkstedet, hvor der er mere plads. Efter stor efterspørgsel skruer Building Green også op for de internationale ambitioner og inviterer flere internationale keynotes med og faciliterer flere debatter på engelsk. Med temaet vil Building Green også invitere til debat på tværs af landegrænser:
- De sidste år har vi fået større og større efterspørgsmål fra et internationalt publikum, der ønsker at lytte med på de mange scener. Der er mange lande, der kigger mod Danmark og mange, der gerne vil inspireres af danske løsninger. Derfor kan de besøgende i år opleve, at de to største scener har markant flere engelsktalende indlæg, hvilket er passende til årets tema, hvor vi netop udforsker, hvad der skal skaleres – også udover Danmarks grænser. Vi håber, vi kan skabe et endnu større netværk, hvor vi kan dele erfaringer og skubbe på udviklingen i flere lande, fortæller Sarah Elhauge.