<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
Billede 2_Karre Q (002)

Udfordrende og spændende facader på Karré Q, Sluseholmen, med stor variation i tegltyper, murforbandt og karnapper

 

For Contiga er dette et teglprojekt med højere sværhedsgrad, end vi har prøvet til dato. Det stiller store krav til alle afdelinger i virksomheden, og de mange forskellige materialer bevirker, at man skal holde tungen ekstra lige i munden rent logistikmæssigt.

 

Salgskonsulent Merete Gøttler fra Contiga A/S Danmark fortæller:

 

– Vi er netop nu ved at starte et projekt op, som har en høj sværhedsgrad på mange måder. Karré Q på Sluseholmen. Vores kunde er KPC København, og de smukke byhuse er tegnet af Over Byen Arkitekter. Vi kommer til at støbe til dette projekt hen over det næste års tid, startende på leveringer i uge 8 i 2022, og frem til omkring uge 45.

 

– Contiga står så at sige for hele pakken i denne sag, som stiller store krav til alle afdelinger. Der er en del logistik i det med leveringerne af de mange forskellige materialer, der indgår. Der kan fx godt indgå 2 forskellige teglstenstyper og mørtelfarver i blot et enkelt element. Også de flotte karnapper i facaden udfordrer konstruktionsmæssigt, men det er alt sammen noget, der gør projektet ekstra spændende og interessant for os, fastslår Merete Gøttler, og tilføjer, at Contiga også står for montagen, inklusive vinduesmontagen.

 

Billede 1_Karre Q (002)
Billede 3_Karre Q (002)
 
 

 

Stort og varieret teglprojekt

Karakteristisk for facaderne er, at selvom der er tale om én bygning, så får man indtrykket af en række forskellige byhuse, idet man har anvendt 8 forskellige tegltyper og flere forskellige mørtelfarver samt en del murforbandt og karnapper, til visuelt at inddele karréen i forskellige afsnit med hver sin farve og karakter.

 

– Murforbandtet er forskelligt for hver teglvariant, forklarer Merete Gøttler fra Contiga. – Der er i det hele taget mange flotte detaljer i facaden, som også varierer mellem etagerne. Nogle af de grå elementer, vi støber her på fabrikken, har riller som visuel effekt, og kan som nævnt omfatte 2 forskellige teglvarianter og mørtelfarver. Disse elementer anvendes i stueetagen, men også ved penthouse-delen, hvor de grå elementer bliver malet i andre farver ude på byggepladsen. De mange forskellige materialer og visuelle effekter stiller store krav til både produktion, logistik og montage, og derudover skal produktionen ske i henhold til DGNB Guld, hvilket også stiller ekstra krav til de materialer, vi anvender i produktionen under støbning etc.

 

Leveringsomfang:

Contiga leverer til projektet 15.000 m2 huldæk,
8.000 m2 tegl-/sandwich-elementer,
15.000 m2 vægelementer samt bjælker, søjler, trapper og reposer.

 

Kontaktinformation

  • Contiga A/S
  • Mads Clausens Vej 58, 6360, Tinglev
  • Tlf: 72 17 10 00
  • Web: https://www.contiga.dk
  • Email : info@contiga.dk