Dansk møbeldesigner vinder Guld på NeoCon-messen i Chicago
NeoCon er verdens største messe for kontraktmøbelbranchen, og inden for kategorien højde-justerbar borde tilfaldt der stor hæder til danske Morten Nikolajsen for hans arbejde på Cloud9, som er designet og udviklet for den amerikanske møbelproducent Watson Furniture Group. Hæve- sænkebordet sætter med sit minimalistiske udtryk og indbyggede funktionalitet en ny standard på området.
Den ikoniske Merchandise Mart bygning i Chicago er med sine 580.000 m2 blandt de største bygninger i USA (med eget postnummer, brand- og politistation), og siden 1969 har man afholdt møbelmessen NeoCon, hvor udstillere fra hele verden fremviser det nyeste fra møbelindustrien fordelt på 6 af bygningens 18 etager. Møbeldesigner Morten Nikolajsen var ved at præsentere en ny møbelserie for 50arkitekter mandag 7:45 da han fik en sms om, at han havde vundet Guld på messens Award Show og herved fået den ypperste anerkendelse. Han fortæller:
- Der er jo run på, når man er på messe. Og priser er jo dybest set ligegyldige, så længe brugerne er glade for ens arbejde. Så jeg nåede desværre ikke at komme med op på scenen, men det er super super fedt at få den anerkendelse af branchen, og jeg har i det hele taget fået ekstremt positive reaktioner på Cloud9. Der er gået så meget hårdt arbejde forud, siden jeg for 3 år siden indledte samarbejdet med Watson Furniture Group om en kontormøbelserie, og det er helt fantastisk at få den opmærksomhed.
Hvad kan vi forvente os af et arbejdsbord nu og i fremtiden?
Morten Nikolajsen påbegyndte i 2016 en dialog med Watson Furniture Group fra Seattle om at lave en serie af kontormøbler, hvilket blev indsnævret til målsætningen om et nyt hæve- sænkebord med tilhørende produkter, hvor hele konstruktionen og hævesøjlerne skulle designes fra bunden af. Morten fortæller:
- På mange måder startede vi med at tage et skridt tilbage og analysere på arbejdskulturen, arbejdsområdet, processer, behov i det hele taget i dag: Hvordan arbejder vi, hvad har vi brug for, og skal vi gøre noget anderledes i fremtiden?
Det blev indledningen på et omfattende stykke brainstormingsarbejde, som udmøntede sig i en 188 200 siders præsentation komplet med udførlige visualiseringer og koncepter for skriveborde og arbejdsområde.
”Det enkle forstår man”
- Typisk designer man et hæve- sænkebord, som ser rigtig godt ud, og begynder først meget sent i processen, hvis oftest ikke helt bagefter, at kigge på cpu holder, belysning, opbevaring, sidepaneler, afskærmning under bordet osv. På Cloud9 inkorporerede vi alle tænkelige accessories og anvendelsesmuligheder, vi kunne finde på i de indledende design og konceptfaser via en intelligent ramme under og langs bordkanten. Med en meget simpelt montage-beslag kan vi nemt sætte nuværende og fremtidige accessories på, siger Morten Nikolajsen og fortsætter:
- Når man ser på typiske arbejdsborde på markedet, så ligner de hinanden med den samme type løftesøjle og T-ben der er trukket ind under bordet. I Cloud9 projektet ønskede jeg at udnytte pladsen under bordet bedre og skabe et elegant, stilrent og slankt design med referencer til Dieter Rams og klassisk Bauhaus. Og her er der ingen, der har lavet noget tilsvarende – frem til nu måler den tyndeste løftesøjle 65 mm i diameter, og med Cloud9 er vi nede på 40 mm. hvilket naturligvis kun er muligt, fordi vi anvender fire ben i stedet for to. Med det minimalistiske udtryk er folk overraskede over, at det er et hæve- sænkebord, og det tynde stel får bordet til at se knapt så kontoragtigt ud. Den her enkelthed i designet appellerer meget til folk – det synes ikke af mere end det er, og vi har allerede fået ekstremt positive reaktioner.
Morten Nikolajsen kan fortælle, at han allerede på møbelmessens første dag blev kontaktet af en stor møbelproducent fra Østrig omkring rettigheder til det europæiske marked, ligesom repræsentanter for de største internationale møbelproducenter var forbi med en invitation til at mødes:
- Det er fuldkommen surreelt, at de her møbelgiganter kommer til mig, en ukendt dansk møbeldesigner fra Svendborg, som i årevis har forsøgt at komme i kontakt med dem. Nu spørger de: Vil du ikke komme forbi til et møde om et potentielt samarbejde?
Store muligheder for danske designere i udlandet
Morten Nikolajsen mener, den danske møbelbranche har en tendens til at fokusere på afdøde koryfæer og internationale designstjerner fremfor de rigtig mange danske talenter.
- Det er ekstremt hårdt at komme ind på den danske møbelbranche, og mens jeg er lykkedes med at skabe en international karriere, så er jeg stadig ukendt for mange i Danmark. Min oplevelse på NeoCon og i udlandet generelt vil jeg gerne videregive til danske designere som en motivering: Vi kan mere, end vi tror i Danmark – vi kan faktisk noget, som andre ude i verdenen ikke kan. Her skal man turde tro 100 % på sig selv, siger Morten Nikolajsen og fortsætter:
- Danske arkitekter og designere kan noget specielt, hvilket givetvis hænger sammen med vores opdragelse og historik med ekstraordinært dygtige designere og arkitekter, men også skyldes en benhård konkurrence. Hvor alle hele tiden arbejder på at blive bedre, samtidig med man anerkender hinanden. Min oplevelse har i hvert fald været, at det er sværere at komme ind på det danske marked end det amerikanske, og det håber jeg, at andre danske designere vil blive inspireret af.
Af Nordamerikanske kunder har Morten Nikolajsen indtil videre samarbejdet med Naughtone/ Herman Miller, Teknion, Watson og OFS Brands.