<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Den oprørske embedsmand Kai Lemberg er død
Den oprørske embedsmand Kai Lemberg er død

Udsigt ud over København fra Maersk tårnet

Den oprørske embedsmand Kai Lemberg er død


Kai Lemberg var generalplanchef i Københavns Kommune igennem næsten 20 år, og som både åbenmundet og loyal embedsmand kæmpede han for mange af de elementer, der har gjort København til et internationalt forbillede – her blev biltrafikken nytænkt, Søringen lagt i graven og Christiania en realitet.

Kai Lemberg blev i 1944 blev cand. polit fra Københavns Universitet under falsk navn. Han levede skjult for besættelsesmagten, der meget gerne ville veksle nogle ord med ham, fordi han siden 1941 havde trykt og distribueret illegale blade for modstandsbevægelsen, mens han passede sit studiejob i Statsministeriet.

Offentlig forvaltning og aktivisme var to gennemgående træk hos Kai Lemberg, der døde 99 år gammel den 11. marts. Han var en 'græsrod i magtsystemet', som han kaldte sine erindringer i 2017.

Som studerende brugte Kai Lemberg mange eftermiddage i Byplanlaboratoriets bibliotek i Stormgade, hvor han især forelskede sig i de britiske havebyarkitekters kobling af byliv og grønne områder. Gennem kammerater blev han førstehåndsvidne til Fingerplanens tilblivelse. Den revolutionerende plan for Storkøbenhavns udvikling kom senere til at præge hans arbejdsliv.

Søringens endeligt – en personlig sejr
I 1966 blev han håndplukket af den konservative byplanborgmester Alfred Waasard til det nyoprettede generalplandirektorat i Københavns Kommune. To år sendere blev han chef for direktoratet. Her overtog han ansvaret for en generalplanskitse fra 1954, der ifølge Kai Lembergs erindringer i kernen var god med sine tanker om nænsom udvikling i centrum og stadigt tættere bebyggelse udad, men som var upræcis i sine angivelser – blandt andet med et system af radial- og ringveje til den hastigt voksende biltrafik. Den 'rakte fanden en lillefinger', som Lemberg formulerer det i sine erindringer, ved at skitsere en række veje langs søernes inderside

Læs også Jan Gehl: Arkitektur er samspil mellem form og liv

Søringen ville skære 40 meter af søerne med en motorvej på mellem fire og otte spor i 1. sals højde hele vejen gennem det centrale København. Tænk Bispeengsbuen i megaformat – og kombiner det med City Vest-planen fra 1968, der ville medføre massive nedrivninger på Vesterbro, hvor datidens slum ville blive erstattet af høje, ensartede kontorbygninger.

Kai Lemberg arbejdede som embedsmand loyalt med analysearbejdet på projektet, selv om han fandt det 'frastødende, kortsigtet og ekstremt kostbart'. Han sørgede sideløbende for at orientere politikere om de negative konsekvenser. Selv om samfundsudviklingen med energikrisen i starten af 1970erne var med til at gravlægge Søringen, så Kai Lemberg det også som en personlig sejr.

- Jeg er mest stolt af at have været én af ødelæggerne af motorvejen gennem København – det må man da gerne rejse en statue over, har Kai Lemberg sagt til Politiken Byrum.


Kai Lemberg havde stor indflydelse på Københavns udformning i 60’erne


Balancen mellem byen og bilerne
Kai Lemberg kæmpede for en mere fornuftig balance mellem biltrafik og byliv. Han støbte en del af kuglerne til at parkeringen i København blev reguleret, så for eksempel Gammel- og Nytorv og Christiansborgs Slotsplads blev parkeringsfri zoner, og han sloges med skiftende politikere om gågadezoner i byen. Strøget var allerede gågade, da Lemberg blev generalplanschef, men det var under hans påvirkning at Fiolstræde, Købmagergade og Nyhavn blev gågader, hvilket både lokalbeboere og turister værdsætter i dag.

Forelsket i Christiania
Militæret rømmede i 1971 Bådsmandsstræde Kaserne, og Generalplansdirektoratet gik i gang med et udkast til et område med alment boligbyggeri og offentlig park. Virkeligheden overhalede dog indenom. En flok slumstormere skabte fristaden Christiania på området. Det var politikerne ikke videre begejstrede for, men Kai Lemberg forelskede sig hurtigt i det nye samfund, der ganske vist ødelagde generalplanen for området, men præsenterede en anti-plan, der var 'meget sjovere'.

Som årene gik, blev Kai Lemberg en meget åbenmundet fortaler for fristaden. Allerede, mens han var generalplanchef, deltog han i demonstrationer for fristaden.

- Nogle gange tænkte jeg, om det mon kunne føre til min fyreseddel, skriver han i sine erindringer.


Han beholdt dog jobbet, selv om han ofte var i mere eller mindre åbne slagsmål med politikerne - ikke mindst de socialdemokratiske overborgmestre Urban Hansen og Egon Weidekamp, hvis visioner for byudviklingen ikke altid harmonerede med generalplandirektoratets, der ofte havde et andet syn på politikernes planer om kæmpeprojekter end de selv havde. Direktoratet og ikke mindst dets leder havde i stedet ofte et øje på en menneskelig skala, borgerinddragelse og grønne åndehuller – tanker, der i svingende grad viste sig at få gang på jorden i den kommunale udvikling.


Kai Lemberg var med til at gøre Nyhavn til gågade


Nørrebros fornyelse
Nørrebro var præget af spekulationsbyggeri fra slutningen af 1800-tallet, men forhusene var generelt i en udmærket kvalitet. Kai Lembergs team lagde derfor op til en nænsom tilgang til saneringen af kvarteret, men den nyvalgte borgmester Weidekamp havde sammen med saneringsborgmester Edel Saunte andre planer. En industrialiseret byggeproces ville blandt andet være billigere, og planen for Indre Nørrebro blev delvist gennemført med systembyggeri og monotone bygninger. Ifølge Kai Lemberg var byggeriet et levn fra mellemkrigstidens politiske filosofi, hvor man ville omforme et spekulationsbyggeri til moderne etagebyggeri til gavn for områdets beboere. Der blev ikke taget hensyn til nye strømninger, der kaldte på borgerinddragelse, og selv om projektet var tænkt til gavn for områdets beboere, kom man i opposition med mange af dem. Lemberg fik allerede ved den første præsentation for pressen mundkurv på af Weidekamp – en politiker, han siden skulle få mange slagsmål med.


Læs også:
Portræt af arkitekturfotograf Thorbørn Hansen fra Kontraframe: Det smukke i det foranderlige

 

Byplanlægger i en anden tid?

Kai Lemberg nåede at engagere sig i både EU- og krigsmodstand og blev desuden adjungeret professor på RUC. Byplanlægning stod dog i hjertet af størstedelen af hans virke.

 

Men hvorfor er det vigtigt at huske en mand som Kai Lemberg. Han var generalplanchef for København i en tid, hvor Danmark og hovedstaden gennemgik en enorm udvikling. Økonomien buldrede afsted i 60’erne, og tingene gik hurtigt, alt for hurtigt i manges øjne.

 

 Samtidigt var der et politisk ønske om at designe det perfekte samfund, heraf også perfekte boligforhold. Men den ukuelige fremskridtstro gik hånd i hånd med et ønske om hurtige løsninger og hurtige resultater. Derfor var det forfriskende med en mand som Kai Lemberg, der tog de politiske skænderier og opfordrede til at trække i håndbremsen. Man kan ikke designe sig ud af alting, og bylivet blomstrer nogle gange der hvor man mindst venter det, ligesom man skal se på de kvaliteter, der allerede findes i byen. Dette kom til udtryk i hans positive indstilling overfor Christiania og hans kamp for at istandsætte Nørrebros bygningsmasse, fremfor at rive ned og lappe til med arkitektur, der ikke bidrager positivt til byrummet.


I erindringsbogens afsluttende kapitel ridser Kai Lemberg sin grundlæggende filosofi op. Byplanlægning skal nok være visionær, men aldrig slippe jordforbindelsen.

- Som embedsmand gennem en menneskealder er jeg ikke interesseret i projekter og fantasier over teoretiske idealbyer. Og jeg tror ikke på en objektivt god by til fordel for alle. Min vision skal kunne tænkes realiseret i den slags samfund, vi lever i nu, og så langt frem, jeg kan forestille mig – det vil sige et kapitalistisk markedssamfund med politisk demokrati og et omfattende, men ramponeret velfærdssamfund.

 


Kai Lemberg på sin 97-års fødselsdag. Privatfoto