Dorte Mandrup: Dorthe Mandrup Arkitekter vinder Ilulissat Isfjordcenter i Grønland
Dorte Mandrup Arkitekter skal designe det nye Ilulissat Isfjordcenter i Grønland, og tegnestuen har vundet konkurrencen over internationale superliga-arkitekter som Kengo Kuma og Snøhetta.
Centret kommer til at ligge i et helt unikt område, der er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv og skal bl.a. opføres i samarbejde med Realdania. Det skal formidle stedets historie, udvikling og betydning – og bl.a. fortælle historien om klimaforandringernes betydning.
Det nye center, som skal stå klar i 2020, skal være med til at udvikle turismen i Grønland og være en indgang til at forstå Isfjorden og ikke mindst kulturen, historien og den markante afsmeltning af indlandsisen.
Med respekt for det UNESCO-beskyttede naturområde, skal det visionære byggeri udgøre en naturlig forlængelse af vandreruterne, og den åbne facade skal skabe dialog mellem udstilling og omgivelser.
Det vindende team består desuden af Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Nøhr & Sigsgaard Arkitektfirma as, Masanti Arkitekter, Niels Bennetzen, Niras Greenland A/S og professor Minik Thorleif Rosing.