Portræt af Henrik Hvidt: Passion har ingen alder
Han har altid haft det i sig. Den der umådelige lyst til at skabe. Derfor tøvede Henrik Hvidt ikke et øjeblik, da han blev tilbudt at træde til som projektdirektør hos den unge tegnestue ADEPT. Og det selvom han for længst burde være gået på pension.
- Jeg er nok dobbelt så gammel som de andre her på tegnestuen, griner Henrik Hvidt.
Men én ting står han ved: alderen skal ikke stoppe ham fra at lave det, han holder allermest af. Så selv efter en lang, international og anerkendt karriere er tiden endnu ikke kommet til at lægge arkitekturen på hylden.
- Jeg har fået arkitekturen ind med modermælken. I 1980 blev jeg, som en ud af to nye partnere, optaget i min faders firma Hvidt & Mølgaard, som kørte frem til 2008, hvor det blev spaltet i to separate foretagender. Jeg kørte den ene halvdel videre under navnet Hvidt Arkitekter, men efter en mislykket fusion med et norsk firma valgte jeg i samråd med min partner Marius Lorentzen at lukke virksomheden i 2013, fortæller Henrik Hvidt.
14 dage senere var han i dialog med ADEPT og kunne snart kalde sig projektdirektør hos den danske tegnestue.
En ung tegnestue af international klasse
- Det der tiltrak mig hos ADEPT var tegnestuens unge, kreative og internationale islæt. Faktisk er vi intet mindre end 10 nationaliteter samlet her på et sted, fortæller Henrik hvidt.
ADEPT blev grundlagt i 2006 af Anders Lonka, Martin Laursen og Martin Krogh, som stadig står for den daglige ledelse. Målet er at skabe en tæt relation mellem arkitektur og byudvikling og at nytænke forbindelsen mellem byen og bygningen, altså mellem det byggede og ubebyggede miljø.
- Det er en tegnestue, som kritisk udvælger sine projekter. Det gør det muligt at opnå seriøse og ambitiøse samarbejder og sikre et højt kvalitetsniveau. Derfor har ADEPT i de seneste år vundet adskillige nationale og internationale konkurrencer samt modtaget priser for adskillige projekter, fortæller Henrik Hvidt.
ADEPT består af 35 unge talenter, hvoraf 20 af dem er baseret i København. Da tegnestuen for nylig løb af med førstepladsen i en kinesisk konkurrence valgte man tilmed at opføre en filial i Guangzhou i det sydlige Kina, hvor 15 arkitekter i dag har deres daglige gang. Og Kina er bestemt ikke fremmed land for Henrik Hvidt, der i sin tid stod for opførslen af Daniscos hovedsæde på netop de breddegrader.
- Mit job er at støtte, rådgive og udvikle dette hold af lovende arkitekter. For igennem min lange karrierer har jeg opbygget god erfaring i forhold til at drive en tegnestue, og det er den viden, jeg nu skal give videre, forklarer Henrik Hvidt, som kan fortsætte med at trække på det store netværk, han har opbygget gennem sin lange karriere.
Hans store branchekendskab har allerede været med til at sætte flere projekter i søen for ADEPT, som derfor netop nu, foruden tegnestuens andre igangværende projekter, er i fuld gang med udarbejdelsen af en attraktiv masterplan i Hillerød og transformationen af et større kontorbyggeri centralt i København.
Fotos:
NOKIA, København
Dong, Gentofte
Alt det søde uden det sure
Hos ADEPT har Henrik Hvidt lagt blyanten fra sig og overladt opmålinger, udregninger og fyldte tegnehæfter til andre. I stedet er det nu op til ham at give indspark og inspiration, så ADEPT kan markere sig som en vigtig spiller på arkitekturscenen. Dermed har den nye projektdirektør vinket farvel til mange af de forpligtelser, han tidligere stod med.- Der er sket væsentlige ændringer i forhold til min arbejdsproces. Igennem det meste af min karriere har jeg haft ansvar for økonomi og daglig drift, men hos ADEPT er det ikke længere op til mig at få det hele til at køre rundt. Nu skal jeg vejlede, trække i de rigtige snore, skabe forbindelser, og så kan jeg naturligvis ikke afholde mig fra at blande mig lidt i den kreative idéudvikling engang imellem, smiler Henrik Hvidt.
Dermed får han nu lov til at kombinerer sin brændende kærlighed for det kreative arbejde med en mere udadvendt aktivitet.
Ikke parat til at sige stop
Alt i alt er ansvaret blevet mindre og arbejdstiderne mere fleksible, hvilket betyder, at selv i en alder af 68 år, kan Henrik Hvidt stadig være med. For på papiret er tiden ved at være inde til at trække sig tilbage og nyde sin fjerde alder, men i praksis er den modne arkitekt langt fra parat til at lægge sin karriere på hylden.- Jeg brænder for arkitekturen, jeg nyder mit arbejde og har en meget idealistisk tilgang til det. Det er passionen, der driver mig, det vil den blive ved med et godt stykke tid endnu, understreger Henrik Hvidt, som har givet interessen videre til sin datter, der i dag er arkitekt hos Vilhelm Lauritzen.
Læs også:
Interview med Martin Krogh fra ADEPT om Ku.Be: Et levende kultur- og bevægelseshus uden grænserNår intet er for stort
- ADEPT står bag mange spændende offentlige bygninger. For tiden arbejder vi blandt andet på opførslen af et bibliotek samt et kultur- og bevægelseshus, forklarer Henrik Hvidt og peger på netop masterplaner og store planlægningsopgaver som tegnestuens store styrke.
Og det er ikke første gang, at Henrik Hvidt er involveret i projekter af en sådan størrelse. Gennem sin karrierer har han nemlig specialiseret sig i domicilbygninger, boligbyggeri og erhvervsbyggeri på alt fra 6.000 op til 55.000 kvadratmeter. TV2, E2, Nokias bygninger i Sydhavnen, Sonys og HPs hovedsæde nordvest for København, Fujitsu, Dongs domicil i Gentofte, et hovedsæde for ESRI i Los Angeles er derfor blot nogle af de projekter, han har signeret i løbet af sin karrierer.
Den røde tråd
Stort som småt - i alt hvad Henrik Hvidt laver, skal der være plads til tre ting: kunst, grønt og vand.
- Jeg sætter stor pris på at have vand inde i bygningerne, så længe det ikke kommer gennem taget. Derudover prioriterer jeg så vidt muligt at anlægge et grønt indendørs areal, så man kan forlade sit kontor og træde direkte ud i et alternativt miljø. Og til sidst har jeg en stor forkærlighed for kunst, hvorfor jeg ofte samarbejder med kunstnere og gallerier om at efterlade mindst et stort kunstværk i hver af byggerierne, fortæller Henrik Hvidt.
Han er nemlig af den overbevisning, at god arkitektur skal danne rammerne for et kreativt miljø, som inciterer brugeren til at yde sit bedste. For først når brugeren er tilfreds, er byggeriet tilfredsstillende.
- For mig er det ikke bare et spørgsmål om at få flest mulige bygninger op at stå hurtigst muligt. I sidste ende er bygninger jo henvendt til mennesket, så hvis ikke vi trives i arkitekturen, har vi ikke nået målet. Det handler om social bæredygtighed, pointerer Henrik Hvidt.
Bæredygtighed frem for alt
Netop bæredygtighed er et parameter, som Henrik Hvidt til enhver tid har prioriteret frem for alt.
- Bæredygtighed er blevet et vigtigt parameter inden for arkitektur. Derfor forsøger jeg i alt, hvad jeg laver, at lade arkitektur, funktion og bæredygtighed smelte sammen, forklarer Henrik Hvidt.
Og den nye projektdirektør hos ADEPT er på ingen måde typen, der springer over, hvor gærdet er lavest, så når han taler om bæredygtighed, bruger han begrebet i sin bredeste forstand.
- Det kan være et spørgsmål om at klassificere bygningen og modtage certifikater på dens miljøvenlighed. Det kan også handle om at genbruge materialer, som vi blandt andet ser det med tiltaget Cradle to Cradle. Bæredygtighed er ligeledes et spørgsmål om at optimere bygningen for eksempel i forhold til solen og dermed minimere energiforbruget, forklarer Henrik Hvidt.
Arkitektur til et marked under forandring
- Min vision er at gøre en forskel, så arkitekturen ikke bliver ligegyldig. Jeg vil skabe noget, der kan stå distancen, som har fremtidige perspektiver og en funktion, der ikke bare er rettet mod øjeblikket, men går ind i fremtiden. Kort sagt vil jeg tilbyde byggerier til et marked, der hele tiden ændrer sig, forklarer Henrik Hvidt.
Og den vision kan han nu fortsætte med at forfølge hos ADEPT. Hvor længe han bliver hængende, kan kun fremtiden vise.
- Jeg takkede ja til jobbet hos ADEPT, fordi det var en oplagt mulighed for lige så stille at trappe af. For når jeg mærker godt efter, er jeg klar over, at tiden endnu ikke er moden til at vinke farvel til arkitekturen, afslutter Henrik Hvidt.