Kristine Jensen: ”Gode byrum er livsvigtige”
I Skandinavien og Europa, har vi en tradition for, at byrum er offentlige tilgængelige, og for landskabsarkitekt Kristine Jensen er det en vigtig samfundsmæssig hjørnesten, der skaber sammenhængskraft og holder os åbne for hinanden.
Et byrum har som hovedopgave at danne ramme for nye relationer og give livskvalitet, mener Kristine Jensen, der selvom, hun lige har modtaget Dreyers Fonds Hæderspris 2016 for hendes karriere, har meget svært ved at fremhæve bestemte projekter.
- Man er vel altid mest forelsket i sit sidste projekt, da det sammenfatter alle de ting, man har lavet før – både de projekter, som blev til handlinger og dem, der kun er holdninger, siger Kristine Jensen og fortsætter:
- Min kærlighed er landskabsarkitektur samt byplanlægning, og den afgrænsning holder vi os egentlig ganske strengt til i tegnestuen, så vi kan levere den maksimale indsats på hvert enkelt projekt.
Byrum er vigtige på flere niveauer: Ved at have fælles offentlige arealer fremfor parallelle rum med de privilegerede for sig og de ikke-privilegerede for sig holder vi verden åben for hinanden, og det er befordrende for fælleskabet.
Byrum og landskaber er sociale værker, som handler om at skabe situationer for mennesker, og vores opgave som landskabsarkitekter er at skabe de byrum, hvor man er MED i verdenen.
Hvad passer til menneskerne?
- Byrum og landskaber handler altid om kontekst og relationer, og da vi lavede vores forslag til Malmös Stortorg, arbejdede vi ud fra det vilkår, at byens sammensætning er 50 % tilflyttere og folk af anden etnisk herkomst.
Når man arbejder med en bys hovedtorv fremfor et mindre kvarterstorv, så har man fat i byens temperatur og sjæl, og i Malmö valgte vi at se på de historiske bygninger omkring torvet, i forhold til samtidens mennesker, så vi skaber noget, der trækker tråde både til fortiden og fremtiden, fortæller Kristine Jensen, som er bevist om, at hun i sit arbejde balancerer mellem at kunne tage imod fremtiden og se på de ældre, dybere strukturer, som har præget det eksisterende landskab:
”Byrum og landskaber er sociale værker, som handler om at skabe situationer for mennesker, og vores opgave som landskabsarkitekter er at skabe de byrum, hvor man er MED i verdenen.”
- Det må ikke blive for retrospektivt, for så handler det hurtigt om, at alting var bedre i gamle dage. Man må godt være sin tid bekendt. Byerne skifter udseende, og vi skal være der alle sammen.
Her er det vigtigt at se på funktioner sammen med æstetik, eksempelvis spiller tilgængelighed en større rolle i dag, så byernes belægninger skal ikke kun være brosten og chaussésten. Lige nu ser jeg meget byrumsdesign, som er nostalgisk og tilbageskuende, hvor der er en sentimentalitet om det gamle.
Jeg kan godt lide nye, overaskende ting, hvor det stikker af. Arkitekturen skal ikke pege i én retning, her må vi se på modstand som noget positivt.
At fortælle en historie
Kristine Jensen har i en årrække undervist på Arkitektskolen i Aarhus, og med den forskningsmæssige baggrund ærgrer hun sig over, at research-delen i dag tit er skåret væk.
- Det er vigtigt at arbejde med helheden. Da vi arbejdede med nye byrum i Svendborg, så vi på historiske mønstre i byen, hvor kirken har ligget på toppen af bakken og sikkert også med byens centrale torv foran sig.
I vores forslag genetablerede vi adgange til vand og havn, et grønt trappeanlæg af plateauer ned til havnen, og den her direkte linje fra kirkebakken til havnen kan man nu opleve på en ny måde. Så nu falder tingene på en eller anden måde på plads igen.
I Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue arbejder man altid med at fremhæve det unikke og stedsspecifikke, og hvor det i Svendborg var det terræn og gamle by-mønstre, så har lyset og vandet selvsagt spillet hovedroller i henholdsvis i arbejdet med Solnedgangspladsen i Gammel Skagen og Telemarkskanalen i Ulefoss i Norge.
På Telemarksprojektet har man skabt to platforme af forskellige størrelse i henholdsvis træ og jern på hver sin ende af kanalrummet, således man kan opholde sig på et yderpunkt og få et helt nyt perspektiv på Telemarkskanalen og den omkringliggende natur. Kristine Jensen fortæller:
- Vi har samme tilgang til alle projekter, uanset om de er i en storby eller i naturen, hvor vi starter med at tilegne os viden om landskabet.
Og Telemarkskanalen er et unikt industrielt projekt, hvor man så at sige med industrialiseringens herkomst lavede en elevator af vand. Her har vi et historisk spændende projekt, som er en milepæl for den menneskelige virkekraft, hvor man samtidig må standse op og beundre den unikke natur.
Klimasikring er en enorm driver
Presset for at få grønnere byrum er voksende fra befolkningen, og landskabet er en oplagt måde at arbejde med klimasikring på – så man bringer vandet op i overfladen fremfor at lade det løbe i kloakker under jorden.
Samtidig er græsarealer, træer og planter gode til at afvande, så alene af den grund vil der ifølge Kristine Jensen komme mere grønt i byerne.
- I dag vælger flere at blive boende i eller tæt på byen, og det har skabt et større pres på hvad, byen skal kunne. Lige nu er der i samfundet et latent ønske om at komme tættere på naturen – at kunne sanse dyr, planter og vejret omkring os.
Det gælder ikke bare folk i de større byer, men det slår igennem over hele landet. Det er efterhånden en etableret sandhed, at naturen har en positiv indvirkning på den menneskelige organisme, siger Kristine Jensen og uddyber:
- Jeg er meget imponeret af den gennemslagskraft, som klima-dagsordenen har, men vi skal huske at bevare alle de anderledes sansemæssige værdier i det lokale.
Et område som Slotsholmen i København består for eksempel udelukkende af stenmaterialer, hvor det grønne holdes indvendigt i stram bygningsstruktur med selvstændige grønne haver og gårde, og det giver en fin, lokal ensartethed, som vi skal huske at bevare midt i tidens store klimaparadigme, hvor vi vil have grønt overalt.
Hvorfor gøre byen kedeligere?
Der er i dag kommet fokus på mulighederne med byrum, og vi ser mange interessante projekter rundt i hele Danmark, men Kristine Jensen kan stadig opleve byggeprojekter, hvor man overhovedet ikke tager højde for livet mellem bygningerne:
- Jeg kan godt blive ked af det, når jeg ser nye hurtigt rejse boligprojekter, der blandt andet foregår i Aarhus og København, hvor bygninger slet ikke har kontakt med hinanden – de står helt blankt, som enklaver.
Det er en velsignelse for de store byer med nye beboere, men det er svært at forstå, at der ikke er nogen, der her har sagt stop! Hvad er meningen? Hvor er landskabet, og hvor er naboerne?
Det er rigtig trist, og det er et tilbageskridt, som falder tilbage på den offentlige byplanlægning, hvor man glemmer, at byrummene mellem bygningerne skal have mening.
De her boligprojekter beviser, at der altid bør være landskabsfaglige kompetencer ind over projekterne, så der kan være fokus på at gøre byen og byens landskab nærværende, så vi kommer hinanden ved.