<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Kvadrat Shade: Solafskærmning med æstetiske kvaliteter
Kvadrat Shade: Solafskærmning med æstetiske kvaliteter

Kvadrat Shade: Solafskærmning med æstetiske kvaliteter


Rullegardiner har længe været et overset område fra et designmæssigt synspunkt, og Erwan og Ronan Bouroullec har været med til at udvikle Kvadrat Shade, som for nylig blev lanceret i Kvadrats showroom i København. De franske designer-brødre har bestræbt sig på at give en større frihed for arkitekterne, ligesom solafskærmning som designobjekt også skal appellere til vores sanser.

I Kvadrats showroom var alle involverede med til at præsentere Kvadrat Shade, som er kommet til verden ved et samarbejde mellem designerne Erwan og Ronan Bouroullec, tekstilproducenten Kvadrat, solafskærmningsproducenten Coulisse, hvor man også trækker på kompetencer fra franske Somfy og Kvadrat-selskabet Verosol, som er specialister i henholdsvis motorstyring af solafskærmning og metalliserede stoffer.

 

Kvadrats CEO Anders Byriel kunne fortælle, at tekstilvirksomheden lige nu er med på op mod 5000 arkitekturprojekter over hele verden, og man ønsker fortsat at være arkitekternes tætte samarbejdspartner, men med Kvadrat Shade kan man spille en udvidet rolle i branchen.

 

- Kvadrat har gennem de seneste ti år gennemgået en rivende udvikling, og vi har en ambition om at bevæge os fra at være en niche-virksomhed til at være med i branchen på en ny og afgørende måde. Ligesom Apple gjorde med telefonen, så vil vi innovere bygningers solafskærmning ud fra et stærkt æstetisk fundament. Vi ønsker at sætte barren højt, og derfor har vi et bredt og dybt program på den tekniske del, ligesom vi også har et bredt og dybt program på tekstilerne.

 

 
 

 

Løsninger for mennesker

Samarbejdet med Erwan og Ronan Bouroullec begyndte på Stockholmmessen tilbage i 2007 med North Tiles, som blev til Clouds, fortæller Anders Byriel. Bouroullec har designet Kvadrats showroom, og de er en stor del af virksomhedens identitet.

 

- Kvadrat er ret unik, da man grundlæggende er leverandør af tekstil som byggemateriale, præcis som træ eller sten. Fokus er 100 % på materialet, og man arbejder næsten ikke med tryk: Hele udtrykket er baseret på vævningen samt garnets farve og struktur. Den bevidsthed om materialitet, hvor man ser på hvad, en detalje som et ekstra vrid af garnet betyder for stoffets udtryk. Kvadrat Shade er således født ud af Kvadrats verden med alle tekstilets muligheder for tone, tekstur og transparens, siger Erwan Bouroullec og forestiller sig i andet liv at arbejde som forsker: At det ville være interessant at fordybe sig fuldstændig i et emne, hvor man i processen går frem skridt for skridt og hele tiden opbygger erfaring.

 

Bouroullec begyndte arbejdet på Shade for tre år siden med Kvadrat, hvor man efterfølgende har fundet de nødvendige partnere på hardware-delen, der alle også stræber efter at være de bedste på hver deres område. Erwan Bouroullec fortæller:

 

- Målet med Kvadrat Shade er ikke at skabe noget luksuriøst og herved begrænset, men at levere en løsning med yderst avanceret teknik, som kan tilpasses til forskellige rum og vigtigst af alt forskellige mennesker. Som designer er ens vigtigste opgave at fylde et design med sjæl og menneskelige kvaliteter, så folk føler sig hjemme. Gode løsninger giver gode bygninger, og arkitekter har virkelig brug for løsninger inden for solafskærmning, hvor man ikke glemmer mennesket.

 

 

Indvendig solafskærmning giver smukke facader

Kvadrat Shade er ejet 50 % af Kvadrat og 50 % af Coulisse, og virksomheden har administrerende direktør Christian Baum Blaakær i spidsen.

 

- Siden vi i 2016 indledte samarbejdet med Bouroullec om designet, så er brikkerne i puslespillet lige så stille faldet på plads. Verosol, Coulisse og Somfy repræsenter ligesom Kvadrat stor teknisk viden på hver deres område, som vi nu samler i Kvadrat Shade, siger Christian Baum Blaakær og fremhæver aluminiumsbelægningen på gardinets bagside, som sænker bygningens energiforbrug markant ved at sende solstråler tilbage fra bygningens facade. Christian Baum Blaakær fortæller, at Kvadrat Shade har udviklet et beregningsværktøj for arkitekterne, således det er muligt at få tal på energiforbedringerne med solafskærmningen.

 

Se beregningsværktøjet for facaders energiforbrug her

 

- Vi vil gerne bidrage til at skabe bedre projekter, og ved at sende lysbølger tilbage via en indendørs solafskærmning får man også større arkitektonisk frihed til at arbejde med facadens udtryk. Aluminiumsbelægningen kan også udnyttes til at give en klar fornemmelse af omgivelserne udenfor bygningen, hvilket er rart for brugerne. I det hele taget giver Kvadrat Shade mange valgmuligheder til arkitekterne i forhold til transparens, farve, rengøring, akustik, genanvendelse polyester, brandsikring mm. slutter Christian Baum Blaakær af.