Overrækkelse af Årets Arne 2020 for Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen.
Nu kan du indstille dit favorit-projekt på Årets Arne 2021
Arkitekturprisen Årets Arne sætter fokus på exceptionel, ny arkitektur i Storkøbenhavn i det foregående år. I hele oktober måned 2020 kan alle - arkitekter såvel som ikke-arkitekter - indstille deres favoritprojekter, der blev realiseret i 2020.
- Arkitekturprisen Årets Arne har over tid opnået betydelig anseelse som en ikke-kommerciel, faglig arkitekturpris. Sidste år blev reglementet for prisuddelingen opdateret med nye kriterier for en transparent og inddragende udvælgelsesproces, som både gør prisen mere demokratisk og samtidig har skabt et rum for en faglig debat om arkitektonisk kvalitet på tværs af generationer og tegnestuer, fortæller Pernille Vincents, som er aktiv i arbejdsgruppen for Årets Arne.
Alle kan i oktober måned indstille et projekter, der blev realiseret i 2020 på hjemmesiden www.aaretsarne.dk.
Stor variation blandt tidligere indstillede værker og vindere
Både store og små værker af forskellig karakter er løbet af med prisen, og det viser bredden i de arkitektoniske værker og deres kvaliteter. Således vandt Leth & Gori’s ombygning af Elefanthuset Årets Arne 2019, mens landskabsprojektet Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen af SLA løb af med sejren ved nytårskuren i Tunnelfabrikken i 2020.
Indstillede værker vil blive sendt til afstemning om nominering blandt medlemmerne af Arkitektforeningen København i medio november. De nominerede værker vil derefter blive besøgt af juryen og diskuteret ved det offentlige arrangement ’Fejring og kritik’ inden vinderen kåres til Arkitektforeningen Københavns nytårskur d. 29. januar 2021.
Indstilling til initiativprisen Lille Arne
I oktober kan der ligeledes indstilles forslag til initiativprisen Lille Arne. Prisen gives til realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende idéer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget lokalt, såsom Sydhavnens Folkemøde, der vandt Lille Arne i 2020. Indstillingsforslag til Lille Arne sendes til sekretaer@arkitektforeningen.dk.