Nyt miljømærke for bæredygtige PVC-byggeprodukter
Folketingets klimaaftale på affaldsområdet fra juni 2020 pålægger bygge- og anlægssektoren at udsortere 25% af plastaffaldet til genanvendelse i 2025 og 75 pct. i 2030. EU’s plaststrategi har også øjnene rettet på plast, da der er politiske ambitioner om at bruge mere genanvendt plast i byggeriet, og temaer som design for adskillelse og øget genanvendelse får øget synlighed. Her står PVC-plast stærkt med det nye VinylPlus-miljømærke, der vinder frem i Europa.
PVC er den mest anvendte plast i byggeriet, og bruges til en lang række produkter såsom rør, vinduer, tagrender, kabler og kabelbakker, gulve, membraner, tagbelægninger og tagplader. PVC-plast har mange gode egenskaber: Det er langtidsholdbart, genanvendeligt og de sidste mange år uden uønskede tilsætningsstoffer.
VinylPlus-miljømærket er et certificeringsværktøj, som gør det lettere for bygherrer at identificere de mest bæredygtige PVC-byggeprodukter. Certificeringsprocessen foretages af det uafhængige Building Research Establishment.
For at opnå mærket skal virksomheden dokumentere en lange række bæredygtighedskriterier, bl.a. indhold af genanvendt materiale, at PVC-råvaren er produceret efter de høje europæiske standarder og at produkterne indsamles til genanvendelse. Når det gælder genanvendelse af plast i byggeriet, har PVC-industrien gennem mange år taget teten. Allerede for 20 år siden dannede producenterne af de hårde PVC-byggeprodukter WUPPI-ordningen, som sørger for at disse produkter kan blive indsamlet til genanvendelse.
Indtil videre har 10 virksomheder modtaget mærket for 112 forskellige PVC-produkter, der er produceret 18 forskellige steder i Europa. Vinduesprofiler står for den største andel af de certificerede produkter mange forskellige PVC-byggevarer på vej.
VinylPlus-produktmærket er netop blevet anerkendt af det belgiske føderale institut for bæredygtig udvikling som et mærke, der opfylder kravene i EU-direktivet om offentlige indkøb. Produktmærket indgår nu i vejledningen til bæredygtigt indkøb i produktkategorierne vinduer og døre, produkter indeholdende genanvendt plast, beskyttelsesfilm, og gulvbelægninger. Det sker på linje med kendte miljømærker som Svanemærket, FSC, PEFC, Cradle to Cradle og Der Blaue Engel.