Oplevelsescenter Naturkraft indviet af kronprinsessen
Selvom entreprenørfirmaet Hansen & Larsen med 50 år på bagen har adskillige store anlægs- og byggeprojekter på referencelisten, er det ikke hver dag, projekterne beløber sig til 300 millioner kr., og at det er kongehuset, der står for åbningen. Men det var tilfældet med oplevelsescenter Naturkraft i Ringkøbing, der blev indviet 12. juni.
Da kronprinsesse Mary den 12. juni indviede Ringkøbings nye oplevelsescenter Naturkraft, var det ikke kun en stor oplevelse for Ejendomsfonden Naturkraft, der som bygherre står bag det 300 millioner dyre bygge- og anlægsprojekt.
Oplevelsen var mindst lige så stor for hovedentreprenøren Hansen & Larsen, der har været med siden de indledende projekteringsmøder i 2017:
- Det har på grund af størrelsen og det meget specielle byggeri været et rigtig spændende projekt at deltage i. Derfor var selve indvielsen selvfølgelig også noget ganske særligt, siger projektleder Jon Hansen fra Hansen & Larsen.
Langt fra traditionelt
Siden påsken 2018, hvor man gik i udførelse, har han sammen med 20 – 30 af firmaets egne medarbejdere plus en lang række underentreprenører holdt til på pladsen. Og med et byggeri på ikke mindre end 5000 m2 og et bearbejdet landskab på 55 hektar, har der været rigeligt at se til, lyder det.
Ikke mindst fordi, der langt fra er tale om noget traditionelt byggeri:
- Ud over at hovedbygningen er indbygget som en kile i den omkransende jordvold, og at den indeholder tre sfærer, er de anvendte materialer også temmelig specielle. Særligt med hensyn til facade- og tagbeklædning, siger han og fortæller, at den er udført i oppumpede flerlagspuder, af ETFE-folie, der både er let og transparent.
Tagbeklædning med muligheder
Dermed har folien givet store muligheder med hensyn til spænd og fantasifulde former – muligheder, som Give Steel, der har designet, beregnet og leveret ikke mindre end 310 tons stålkonstruktioner har udnyttet til fulde:
- Give Steel har både stået for bygningens bærende stålkonstruktion samt de indvendige tre sfærer, fortæller Jon Hansen og nævner, at bygningen er krum i to retninger.
Af samme grund har statikken skullet tage højde for, at stålprofilerne kunne trække kræfterne med rundt i en bue, hvilket langt fra er nogen traditionel løsning.
- Det hele blev udtænkt og beregnet i Give Steels tekniske afdeling i Aarhus. Og i lighed med de øvrige underentreprenører, er man sluppet rigtig godt fra opgaven, siger Jon Hansen og nævner, at man også har haft et rigtig godt samarbejde med både bygherre, projektfolk og byggeledere.
- Der er jo tale om et integreret byggeri, hvor vi sammen med rådgiverne har siddet med i projekteringen fra start. Det har været en rigtig fin proces, hvor der er blevet lyttet til gruppens input i forhold til at ramme target-prisen og ikke mindst i forhold til at gøre et meget specielt projekt bygbart.
Med far på arbejde
Med selve åbningsceremonien vel overstået og oplevelsescenteret åbnet for offentligheden, er der nu kun de opfølgende finjusteringer tilbage for Jon Hansen og hans hold af medarbejdere og underentreprenører.
Og dermed kunne man måske tro, at projektlederen nu ville blive mødt af krav fra sin egen familie om snarest muligt at aflægge Naturkraft et besøg. Men, det er nu ikke tilfældet:
- Som projektleder har jeg jo skullet tilse byggeriet i weekenderne, så mine egne børn har allerede været der masser af gange, smiler han.
Fakta om projektet:
Byggeår: 2017-2020
Bygherre: Ejendomsfonden Naturkraft
Bygherrerådgiver: Niras
Designledende arkitekt: Thøgersen & Stouby
Arkitekt og projektering: Hune & Elkjær
Ingeniør: Fuldendt
Landskabsarkitekt: SLA
Entreprenør: Hansen & Larsen
Anlægssum: Ca. 300 mio. kr.
Fakta om Naturkraft:
- Naturkraft skal gennem leg give gæsterne en helt ny oplevelse af den vestjyske natur. De skal bl.a. se de sammenhænge, som man ikke nødvendigvis tænker over i det daglig samtidig med, at de opnår en større bevidsthed om natur, bæredygtighed og klima.
- Naturkraft præsenterer otte forskellige naturtyper, og man forventer omkring 280.000 besøgende om året. Gæsterne vil blive betjent af 25 fastansatte, omkring 100 sæsonmedarbejdere og 50 frivillige.