<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> PLH Arkitekter designer nyt innovationsområde på Mærsks hovedkontor
PLH Arkitekter designer nyt innovationsområde på Mærsks hovedkontor

PLH Arkitekter designer nyt innovationsområde på Mærsks hovedkontor


PLH Arkitekter har designet et nyt innovationsområde på A.P. Møller-Mærsks hovedkontor på Esplanaden i København. Området har fået navnet Lighthouse, og målet var at skabe et fleksibelt og funktionelt rum, der understøtter medarbejdernes arbejde og Mærsks fremadrettede strategi.

Med indretningen af det nye innovationsområde Lighthouse har Mærsk fået transformeret 495 kvadratmeter til et område for udvikling af nye ideer og digital innovation. Det smukke workplace-design er skabt af PLH Arkitekter, der hverken er gået på kompromis med æstetik, funktionalitet eller kvalitet.

 

Medarbejderne hos Mærsk har fået nye rumligheder, der understøtter hverdagen på arbejdspladsen og supporterer nye måder at arbejde på. Området er designet, så medarbejdere på deres vej gennem det oplever nye og anderledes indretninger alt efter, hvilken rute de tager. Rummene har navne som Nest, Hive, Studio, Den & Library – alle rum som understøtter udvikling og kreativitet. Eksempelvis kan medarbejderne sætte sig i ”The garden” – haven, et sted der kan benyttes alene eller i grupper. Ligeledes er ”Library”, ”biblioteket”, velegnet til situationer, hvor medarbejderne ønsker at arbejde uforstyrret. Rummet understøtter at lytte og læse, både digitalt og analogt. For at signalere ro og komfort er farven i rummet mørk bordeaux, og møbler og overflader er bløde, tunge og varme.

 

 

 

Der skal være rart at være

Som en central del af indretningen har PLH Arkitekter lagt vægt på at skabe behagelige rum med fokus på lys, digitale muligheder og materialer i god kvalitet. Desuden er rummenes farvevalg og materialer tæt forbundet med Mærsks visuelle identitet og brand. Træder man eksempelvis ind i biblioteket, der er placeret bag en stor New Yorker-glasvæg, møder man store bordeauxrøde møbler. På trods af de tunge møbler og forskellige farver, præger lys, luft og en visuel lethed rummene.

 

- Hvert rum har sit eget udtryk og tilbyder nye og anderledes måder at arbejde på; herunder nye muligheder for at styrke udvikling og arbejdet inden for specifikke forretningsområder, fortæller Bine Soelberg, der er Creative Director – Interiors hos PLH Arkitekter. I arbejdet med nye forretningsområder har Mærsk inden for de sidste par år fået ny visuel identitet, der tillader større brug af farver. Det har givet flere muligheder for at arbejde med nuancer af stemninger, oplevelser og rumligheder i indretningen. Med Lighthouse har Mærsk blødt det formelle op og skabt et område med en mere hjemlig stemning, hvor man har lyst til at være, og hvor der spontant kan opstå gode idéer og innovation.

 

 

 

Mærsk på en digital omstillingsrejse

- Det har været en god proces, siger Bine Soelberg og afslører, at der har været forskellige reaktioner fra medarbejderne hos Mærsk. For nogle har forandringen krævet en større omstilling, mens andre længe har ønsket sig den.

 

Én af de medarbejdere, der er meget begejstret for Mærsk Lighthouse, er Business Change Lead i Mærsk, Anders Bisgaard, der arbejder med change management i flere af de digitale projekter, hvor agile arbejdsmetoder stiller nogle krav til mødeformen og indretningen.

 

- Rummene i Lighthouse er meget fleksible, og man kan blandt andet tage flere af væggene i brug. Det er et inspirerende og dynamisk miljø, der understøtter vores stand up-møder og sprint planning sessions på en god måde, siger han og forklarer, at Lighthouse er et eksempel på den rejse, Mærsk er på som virksomhed.

 

- Vi udruller konstant nye digitale værktøjer og arbejder mere kundecentreret. Vi er en virksomhed, der gerne vil være frontløber indenfor branchen i forhold til at levere digitale produkter, og for Mærsk handler det om at vise det i indretningen og arbejdsmetoderne.

 

- Derudover handler det om at forbedre arbejdsmiljøet for de eksisterende medarbejdere samt at tiltrække nye talenter. Her har vi brug for en større diversitet i medarbejdersammensætningen. Og de talenter vi søger, efterspørger også en mere uformel virksomhedskultur og en mere moderne måde at arbejde på, slutter Anders Bisgaard af.