Sahl Arkitekter: Storrum, transparens og fleksibilitet i nyt børnehus
Af hensyn til bemandingen i ydertimerne, skal børnehusets personale kunne overskue flere børnegrupper på samme tid, og derfor er institutionen præget af en høj grad af transparens på tværs af rum og funktioner.
- Større enheder og færre pædagoger er virkeligheden for de danske børnehaver og vuggestuer i dag. Det påvirker institutionernes opbygning, da byggeriet skal kunne rumme mange børn og samtidig tage højde for indeklima og pædagogiske idealer, fortæller arkitekt og partner i Sahl Arkitekter, Morten Thomassen.
Løsningen i Funder blev en dynamisk bygning med en mobil opdeling af rummene, hvor børn, personale og aktiviteter let kan flyttes rundt i huset efter behov.
Temaopdelte rum i rummet
Børnehuset er disponeret med et centralt fælleareal, der kan rumme alle husets brugere. Fra det centrale rum bevæger man sig over i andre rumligheder, med hver sin funktion. Som små rum i rummet. Der er ingen døre eller faste vægge i huset, så de forskellige miljøer er skabt gennem temaer og variation i møbleringen.
For eksempel fungerer en del af bygningen som aktivitetsrum med gynger og vipper, hvor børnene kan udfolde sig aktivt – både på gulvet og i højden. Sahl Arkitekter har desuden skabt nogle mere intime rum, hvor børnene kan have en følelse af at være sig selv.
- For at at undgå, at børnene føler sig overvåget i det åbne rum, har vi indrettet huset med små nicher og skærmvægge, der er med til at skabe intimitet og privatsfære, fortæller Morten Thomassen.
Sammenhæng mellem inde og ude
Pædagogerne i Funders børnehus har særlig fokus på naturen, og tanken har været at nedbryde grænserne mellem inde og ude. Husets grundidé, med opdeling i funktioner og temaer, er derfor ført videre i det 5.000 m2 store udeareal. Uderummenes funktioner afhænger af, hvor tæt man er på huset.
- Foran køkkenet er der for eksempel en overdækket terrasse, hvor børn og pædagoger kan lave udekøkken. Der er også et gårdrum med læ til de mere stille aktiviteter, og længere væk fra bygningen er der en stor tarzanagtig legeplads, hvor der er mindre overvågning, fortæller Morten Thomassen.
Arkitektoniske udfordringer
Bygningsmaterialerne betyder meget for oplevelsen af huset. Væggene er beklædt med specialbrændte sten i gullige og rosa nuancer, så farvespillet skaber tekstur og variation, og på den måde ophæver følelsen af storrum. På samme måde er tagkonstruktionen beklædt med plader i varierende farvetoner, så taget ikke virker som et tungt låg på den omfangsrige bygning.
- Den åbne bygning med lofter til kip stiller desuden store krav til akustikken. Vi har derfor bearbejdet paneler, gavle, sider og lofter akustisk, så bygningen imødekommer efterklangskravet på 0,4, fortæller Morten Thomassen.
Læs også:
Om Akustik
Funder er et område i vækst, og det stiller yderligere krav til institutionen, der forventer at vokse til 200 børn inden 2025. Også her har Sahl Arkitekter en løsning.
- Huset er bygget op af fire sammenhængende bygninger, som let kan udbygges. En udvidelse af institutionen er således allerede forberedt, afslutter Morten Thomassen.
Projekt Fakta
Projekt: Funder Børnehave, Silkeborg Kommune
Totalrådgiver: Sahl Arkitekter
Ingeniør: Almbjerg A/S
Bygherre: Silkeborg Kommune
Projektår: 2013-2015
Størrelse: 1.080 m² + 5.000 m² udearealer
Byggesum: 23 mio. kr.
Energikrav: Bygningen opfylder energikravene jf. BR 2015