Bredt format

Han har en usnobbet kærlighed til sit fag og finder inspiration i livets små mellemrum. Mød Thomas E. Alken, der netop har præsenteret det innovative spisebord ’On Board’ ved Hans J. Wegners 100-års jubilæumsudstilling i Milano.

 

Den ene dag står han i en kedeldragt på et halvbeskidt værkstedsgulv i Vietnam, den næste på et overdådigt showroom i New York. Thomas E. Alken, der er uddannet fra Danmarks Designskole i 1997, føler sig hjemme mange steder – mest af alt i alsidigheden.



 

- Jeg arbejder jo i en branche, der er gennemsyret af en coolness, som jeg ikke helt forstår. Coolness opfatter jeg som en modsætning til sensibilitet, der bør være en designers vigtigste redskab, siger den 44-årige industrielle møbeldesigner, som med stor passion driver virksomheden Format Design i hjertet af København og har fundet sit ståsted i modet til at favne vidt.



 

- Bredden er min styrke, og det er noget, jeg har opdaget hen ad vejen, men det tog alligevel tid for mig at acceptere, at ’okay, sådan er min profil – bred.’ Men indlevelsen i en kundes ambitioner og slutbrugers behov, at konstruere optimale løsninger indenfor bestemte rammer, stimulerer mig som designer. Hvilket segment jeg skal henvende mig til er i princippet underordnet. 


 

Læs også portrættet af Todd Bracher: "Det er ikke vigtigt, hvad Todd mener"

 

Usnobbet, men ikke ukritisk

Thomas E. Alkens åbne og usnobbede væsen står i skarp kontrast til en knivskarp kvalitetssans, der, sammen med en høj teknisk indsigt, har givet ham chancen for udforske sit talent i mange afkroge ved at designe og produktudvikle for så forskellige brands som bl.a. Georg Jensen, DaCore, Holmegaard, IDdesign og PP Møbler.

 

Siden 2013 har han desuden være medansvarlig for relanceringen af FDB-møblerne – herunder den verdensberømte ’Kennedy-stol’ (JM52) af Børge Mogensen, der nu – helt i tidens ånd – fremstilles i FSC-certificeret træ.



 

- Jeg sagde ja til at samarbejde med COOP Danmark, fordi jeg kunne mærke, at det ikke bare handlede om at støve nogle gamle produkter af. Vi analyserede dna’et i dette fantastiske skatkammer af designklassikere, før vi udvalgte enkelte modeller til produktion og jeg nænsomt foretog opdateringer i forhold til farver, størrelser og materialer, fortæller Thomas E. Alken, der indrømmer, at han er så begejstret for at opholde sig tæt på fremstillingsprocessen i et værksted, at han nærmest skal bæres ud. Sådan har det næsten altid været.

 

 

Vild med værksteder


- Min farfar var møbelsnedker, og min morfar billedbeskærer. Som lille knægt fik jeg lov til at følge dem, og senere også den lokale landsbysmed, i deres arbejde. Jeg kan huske, at det fascinerede mig dybt – især den lethed, hvormed de formede objekter på. 


 

I dag er det da også alle andre steder end ved tegnebordet, at han henter ideer. ’Jeg tror ikke på, at du kan skabe alt ud af intet,’ som han udtrykker det og hentyder til, at de bedste ting i hans verden er blevet skabt gennem dialog, samarbejde eller simple opdagelser. Et godt eksempel på lige præcis det er træknagen ’Hang On’.



 

- Under et besøg på værkstedet hos PP Møbler i Allerød bemærkede jeg, at de havde en del overskudstræ liggende fra deres meget lækre produktioner. Det var så smukt, og jeg tænkte, at det ville være en skam, hvis det ikke blev brugt på en eller anden måde, så jeg spurgte, om jeg måtte prøve at eksperimentere med mulighederne. 


 

Resultatet blev, udover den bæredygtige udnyttelse af resttræ, knagerækker med hver sit unikke touch – skabt af forskellige træsorte som ask og valnød. 

 

 

Fokus på mellemrum – og menneskekroppen

Dog er der ét bestemt sted, hvor Thomas E. Alken altid ved, at han kan møde inspirationen:

 

- I de negative rum, altså de små mellemrum, der opstår mellem materialer og objekter. Det kan være mellem alt lige fra biler i trafikken til blade i naturen.

 

Når han sætter sig til tegnebordet – inden han fremstiller en 3D model af sit design – er det i øvrigt også altid menneskekroppen, han tager afsæt i.

 


- Et møbel skal være en invitation til menneskekroppen. Så i mine øjne er en stol først fuldendt, når nogen sidder i den – det er som en helhed, der bliver komplet, siger han om mindes dengang, han som nyuddannet designer fik opgaven at lave en lounge til Københavns Lufthavn.

 

- Det endte med, at jeg næsten altid kom for sent til mine fly, for jeg kom til at bruge ekstremt meget tid på at observere, hvordan folk sad i mine møbler. Hvilket måske kan lyde ret så nørdet. Jeg er meget visuel og ekstremt betaget af samspillet mellem mennesker og møbler. Derudover elsker jeg situationer, der ikke er opstillede – det er der, jeg lærer noget nyt. 


 

Læs mere om Indretning & Design

 

 

Thomas E. Alken om…


… sit eget design

Jeg er nok både funktionel og udpræget skulpturel, men venlig, i mit udtryk. 


… træ


Jeg elsker at indtage et nyt materiale – lære det at kende og teste dets potentiale og begrænsninger.

… gentagelser

Variation nærer mig. Hvis jeg kun skulle producere til ét segment for den samme type kunde – repetere den samme proces igen og igen og igen – så ville jeg gå fuldstændig død.



On Board

Spisebordet ’On Board’ er et massivt træbord, der er inspireret af tanken om uventede gæster – du behøver ikke at starte med en kæmpestor bordplade, men kan gradvist udvide det til op til 12 personer alt efter behov.

- Selvom vi har travlt med at fejre Hans J. Wegners 100-års jubilæum, er vi meget glade og stolte over at have præsenteret ’On Board’ ved dette års møbelmesse i Milano, fordi det er ekstremt vellykket og smukt. Thomas’ bord bygger videre på en tradition fra Wegner, samtidig med, at det kan noget, Wegners møbler ikke kan. Det er ekstremt fleksibelt, da det kan blive meget langt, og virkelig raffineret i detaljerne, siger Kasper Petersen, der er 3. generation i værkstedet hos berømte PP Møbler, som Hans J. Wegner samarbejdede med i sin levetid.

Om samarbejdet med Thomas E. Alken, siger han:

- Thomas er en dygtig og kreativ designer med visionære ideer. Han er modig, for han tør noget med materialer, selvom det kan være besværligt, og han er altid klar til at investere den tid, det tager at eksekvere tingene ordentligt. Endelig er han et fantastisk godt menneske – alle på værkstedet kan lide ham. Han forstår at lytte og drage nytte af vores viden samtidig med, at han trækker os nogle nye helt steder hen. Det er sådan, det skal være – det er jo derfor, at vi gerne vil samarbejde med designere.


 

 

Fotos: PP Møbler

Blå Bog 


Født i 1970. Uddannet fra hhv. Danmarks Designskole og UIAH i Finland. Er designer og konsulent for danske og udenlandske virksomheder, sidder i retsudvalget for Danske Designere og underviser på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Var formand for Snedkernes efterårsudstilling fra 2005-2012. Er gift med grafiker og illustrator Nygårds Maria Bengtsson, som han også samarbejder med professionelt. Parret bor sammen i Søborg med deres to børn.