Fra streg til stemning

Målet for arkitekt Kim Utzon er at skabe bestemte stemninger og sanseindtryk gennem arkitekturen – hvor man indtænker de specifikke begivenheder, som den enkelte bygning muliggør.

 

Tekst af Mikkel Weber Sandahl

 

Væggene på Kim Utzons tegnestue på Østerbro er dekoreret med kunst, der er skabt af Kims egen søn, som er billedkunstner. Og på samme måde hænger Kim Utzons virke uløseligt sammen med sin verdensberømte far, Jørn Utzon, der har videregivet en arkitektonisk optik på omverdenen, hvor det er en naturlig del af livet at tegne og skabe. Derfor valgte Kim Utzon også som bare 18-årig at søge ind på Arkitektskolen, selvom han blot havde afsluttet en amerikansk high school uddannelse.

 

- Min helt store hobby på det tidspunkt var modelfly, og jeg havde tegnet og bygget fly, siden jeg var 10 år. Det med at tegne er jeg vokset op med, og da jeg startede på Kunstakademiet havde jeg således 8-9 års tegneerfaring. Til gengæld var jeg langt bagefter på det teoretiske plan, og jeg kan huske, at jeg som 1. års student blev kaldt op på professor Jørgen Bos kontor for at diskutere arkitektur. Men han opdagede, at jeg ikke var min far – jeg var ung og havde ikke de rigtige forudsætninger. Der var en meget stor ubalance mellem min tekniske kunnen og min teoretiske viden, fortæller Kim Utzon.

 

Læs flere Portrætter

 

”I vores familie bygger man sit eget hus”

Da Kim Utzon var færdiguddannet, kunne han i princippet lige som sin storebror Jan Utzon gå ind i faderens firma, men det kom aldrig på tale, fortæller han:

 

- Det ville ikke fungere med Jan og mig. Vi kunne billedligt talt ikke gå igennem en dør samtidig, for jeg vil lade ham komme forrest som storebror, og han ville stoppe op og tage hensyn til mig.

 

Så i 1985 åbnede han sin egen tegnestue, og den første opgave som sagsarkitekt var Paustians Hus i Nordhavnen i København, som han tegnede i samarbejde med Utzon Architects. Bygningen får sin inspiration fra de danske bøgeskove, og den hvide facade og elegante søjler giver det industrielle miljø et fint modspil.

 

Samtidig med projektet kaster Kim Utzon sig ud i at bygge sit eget hus på en grund ved Hellebæk nord for Helsingør – i den natur, som han selv er vokset op i.

 

- Vi har en tradition i min familie for, at man skal bygge sit eget hus. Da jeg ikke kan mure, valgte jeg at bygge et træhus. Og i min naivitet havde jeg troet, at jeg kunne nøjes med at komme til de ugentlige byggestyringsmøder på Paustian og så ellers arbejde på mit hus resten af dagene. Men sådan er virkeligheden som bekendt ikke, og jeg måtte bygge huset i weekender og aftener, hvilket tog over to år, da jeg samtidig ville bygge huset uden mekaniske hjælpemidler. Hele huset er således savet i hånden, og den håndværksmæssige baggrund har været en klar fordel i mit videre arbejde, siger Kim Utzon.

 

 

Naturen i arkitekturen

For både Kim Utzon var det vigtigt at have naturen tæt inde på livet som en aktiv medspiller, som man kan trække på i arkitekturen:

 

- Natur er en del af min måde at se på verden på. Du kan ikke bruge naturens egne løsninger direkte, men du kan efter min mening få DNA’et på en løsning – et regelsæt for hvordan, tingene kan gøres.

 

Hvis man sammenligner Kim Utzons projekter gennem årene, så har han bidraget meget til udviklingen af tidligere havne- og industrigrunde, og han har selv følgende forklaring på det fokus:

 

- I 1997, da jeg vandt Dunkers Kulturhus i Helsingborg i en åben arkitektkonkurrence, var der samme sommer en konkurrence om et museum i det smukkeste, granitslebne landskab i den svenske skærgård. Og lige det landskab er jo fuldkomment allerede – der kunne jeg ikke få mig selv til at tilføje noget. Så er det mere oplagt at bygge på en tidligere industrigrund.

 

Vågn op

Kim Utzon har et tæt samarbejde med Arp-Hansen Hotel Group A/S, hvor man har bygget Copenhagen Island, flere Wake Up hoteller samt Tivoli Hotel- og Congress Center. Projekter, der er blevet bygget på rekordtid, fortæller Kim Utzon:

 

- Sammen med Arpe & Kjeldsholm og Arp-Hansen er vi et team, som kender hinanden særdeles godt. Vi behøver derfor ikke starte forfra på et nyt projekt, og vi kender hinandens ekspertiser, så vi kan afgrænse os. Vores første opgave sammen var eksempelvis Copenhagen Island på Kalvebod Brygge, og da jeg kom på opgaven, var hotellets rum allerede indrettet og tegnet, så jeg fik fremvist en model af et værelse i 1:1. Og den afgrænsning passer mig faktisk godt, da mit fokus er at skabe rum og rummene mellem husene. Jeg har en holdning til design og indretning, men jeg foretrækker at arbejde med det, man kan gå ind og ud af.

 

Det nye Wake Up hotel i Borgergade i Københavner har for Kim Utzon været en spændende opgave, da bygningen skal harmonere med den gamle del af byen, samtidig med den med sine mange gæster kommer til at skabe nyt liv i området.

 

- På Wake Up i Borgergade er facaden trukket tilbage fra gaden, og det giver et uderum, hvor man kan slappe af, inden man skal videre eller hjem til værelset. Folk har virkelig taget det til sig, og det er skønt at se hvordan, bygningens potentiale bliver udnyttet, siger Kim Utzon og fortsætter:

 

- Det er arkitektens drøm at indgå i den urbane situation på den måde. Hvis vi tager Københavns Rådhus som eksempel, så havde Rådhuspladsen en bestemt en funktion for 100 år siden, og når der så sker begivenheder, som da vi vandt EM i 1992, så fyldes pladsen op med et hav af mennesker. Det er mit mål som arkitekt at kunne indtænke den slags konkrete begivenheder.

 

”Det specifikke er det interessante”

- Som arkitekt må man hele tiden tvinge sig selv til at sprænge rammerne. For mig handler det om ar finde et udkrystalliseret udtryk, som man efterfølgende skal gøre muligt at bygge, siger Kim Utzon og uddyber:

 

- Hvis man gør et parcelhus op i enkeltdele, så er de ret ens: De består af de samme rum, og de ca. 800 m² store grunde er alle flade og rektangulære. Men hvis man skal tegne et parcelhus, så må man gå ud fra, at hr og fru Jensen er lidt anderledes end alle de andre. Her må man finde frem til det specifikke, så man kan indtænke begivenheder i deres liv, som arkitekturen komplimenterer. Her er det givende med et ekstremt udgangspunkt.

 

Funktion og følelser

- Det er selvfølgelig en skøn fornemmelse, når man vinder en arkitektkonkurrence, men i bund og grund er det en lotteriseddel, hvor man kan være heldig og ramme plet. Men selvom 90 % af ens arbejde går i papirkurven, så er det aldrig spildt arbejde. Jeg ser et konkurrenceprojekt som en intention, som man kan raffinere frem mod det færdige resultat – hvor man hele tiden forfiner og udfylder rummene med specifikke funktioner og oplevelser, siger Kim Utzon, som fremhæver den svenske 1. generations modernist Gunnar Asplund som en stor inspirationskilde.

 

- På Skogskapellet i Stockhom har han designet det ene eventyrlige rum efter det andet, og arkitekturen gjorde et kæmpemæssigt indtryk på mig, da jeg besøgte kapellet. Her bidrager rummene til hele den følelsesfulde proces, når man skal sige endeligt farvel. Eksempelvis sænker en mur sig i gulvet, når kisten forsvinder ind i ovnen, så der opstår en ny udgang, man bevæger sig ud af. Det er en virkelig smuk tanke, og det er med til at skabe forløsning i en vanskelig situation.