Hvad er mere naturligt end at vælge at bygge med CLT i et forskningscenter, der skal finde løsninger på klimaudfordringen? Med træbyggeri kommer man nemmest tæt på det optimale klimavenlige byggeri, da træet optager CO2, og binder det i de konstruktioner, der indgår i byggeriet.
- CLT indgår pludselig i rigtig mange byggerier, fordi det går op for arkitekter og bygherrer, at det effektivt nedsætter byggeriets klimaaftryk. Byggeriet vejer tungt i det store regnskab, og derfor er det oplagt at, så vidt muligt, undgå materialer med høj CO2-aftryk, som fx beton og stål, fortæller Per Thomas Dahl, direktør i CLT Denmark.
Han fremhæver videre, at CLT har egenskaber, som styrkemæssigt kan matche de traditionelle materialer, og samtidig har CLT store logistiske fordele, som bidrager til en smidig og nem byggeproces. Det er ifølge Per Thomas Dahl også en del af forklaringen på, at CLT i dag er i fremmarch.
DTUs Climate Challenge Laboratory bliver bygget i både beton, men for en stor del også i det klimavenlige CLT. CLT Denmark er leverandør af det eneste konstruktionsmateriale på det danske marked, som er Svanemærket. Illustrationer fra projektmateriale og Christensen & Co Arkitekter.
På DTU Campus Lyngby er et hold med MOE som totalrådgiver, Christensen & Co som arkitekter og MT Højgaard som hovedentreprenør, således i gang med at opføre et kombineret laboratorie- og kontorkompleks med indbydende fællesarealer og atrium.
Den del af byggeriet, der skal omfatte laboratoriefaciliteter vil blive opført som et traditionelt betonelementbyggeri, mens kontorbygningen opføres i træ, og de to bygninger forbindes med et atrium i midten. Byggeriet bliver i otte etager med kælder og et samlet nettoareal på 9500 m².
Kontorarealerne eller normalarealerne vil omfatte kontorer, møderum og arkiv.
- Vi glæder os meget til at vise ikke mindst ingeniørerne, at CLT er fremtidens materiale. Først kom gennembruddet for CLT, og de sidste år har vi gennem gentagelser af processer opnået masser af erfaringer. Derfor er vi i CLT Denmark i kraft af vores deltagelse som kompetencepartner på mange store projekter i høj grad med til at styre den teknologiske udvikling og byggeprocessen, med CLT som klimavenligt konstruktionsmateriale, fastslår Per Thomas Dahl.