<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif">
image00037

Et hjem frem for en institution: Her er arkitekturen afgørende for trivslen

På Bagsværd Observationshjem er den nye tilbygning skabt med ét mål: at give familier i en sårbar situation rammer, der minder mere om et hjem end en institution. 

 

For de fleste børn og familier er hjem, et sted man kender. På et observationshjem er situationen en anden.  

 

Derfor var der én særlig målsætning for Bagsværd Observationshjem, da de skulle renovere og udvide deres faciliteter. 

 

- Vores beboere kommer ofte fra en hverdag med kaos og uforudsigelighed, og derfor var det vigtigt at skabe nogle trygge og hjemlige rammer for dem, siger Mette Ove. 

 

Hun er forstander på Bagsværd Observationshjem, hvor udsatte familier kommer for at lære og blive udredt for, om de evner at kunne være forældre fremadrettet. Og en vigtig del af dette arbejde er, at det kræver nogle omgivelser, der afspejler hjemlige rammer. 

 

- Vi vil gerne signalere, at her skal være et miljø og en atmosfære, hvor man rent faktisk kan koncentrere sig om at opdrage og lære at blive gode forældre, siger Mette Ove. 

 

image00005Tilbygningen på Bagsværd Observationshjem stod færdigt i 2024. De udvidede faciliteter omfatter nye lejligheder, kontorer og opholdslokaler fordelt på ca. 1500 m². Foto: CLT Denmark.
 

Balancegang mellem funktion og design 

For at komme væk fra en traditionel institution blev der mellem observationshjemmet og arkitekterne gjort mange overvejelser om, hvilket udtryk den kommende tilbygning skulle have. En ting lå dog fast. 

 

- Vi var fra starten enige om, at det skulle opføres i træ. Det var noget af det, vi faldt for, forklarer hun på vej op ad trappen til førstesalen, hvor flere af lejlighederne befinder sig. 

 

Her bor tre familier i hver deres lejlighed, hvor de deles om et fælleskøkken og opholdsområde med plads til fællesspisning og andre aktiviteter. På den måde kan familierne indgå i en dagligdag med struktur, som flere af beboerne har brug for.  

 

image00016På Bagsværd Observationshjem har træet spillet en afgørende rolle i at skabe de mest hjemlige rammer for beboere. Foto: CLT Denmark.

 

Træet stopper ikke ved entréen. De lyse CLT-overflader følger én gennem lejligheden, efterfulgt af hvide akustikplader i loftet. For lyd, larm og unødige forstyrrelser var et vigtigt punkt at få styr på, når man arbejder med en sårbar målgruppe, forklarer Mette Ove. 

 

 - Det handler i høj grad om akustik, for man skal selvfølgelig ikke kunne høre, hvad der foregår inde ved siden af. Samtidigt skal man heller ikke gå på kompromis med selve designet. 

 

For designet handler ikke kun om æstetikken. Det har en helt særlig funktion overfor beboerne. 

 

- det kan være rigtig svært for familierne at bo her, fordi de bliver observeret hele tiden. Der bliver noteret, hvad og hvordan de agerer, og hvad de gør i forhold til deres børn, så det er stressende for dem at være her. Derfor har de brug for de mest omsorgsfulde og trygge rammer, siger Mette Ove. 

 

Flere ser mod træ 

At bruge træ som det gennemgående materiale er noget, som flere i byggebranchen er begyndt at rette fokus mod. I takt med at flere fokusområder på institutionsbyggerier omhandler indeklima og selve opfattelsen af rummene, er flere arkitekter og kunder begyndt at få øjnene op for, hvad træet har af fordele. 

 

Det erfarer Per Thomas Dahl, Adm. Direktør i CLT Denmark, der stod for leverancen af træet samt montage af råhuset til tilbygningen. 

 

 - Vi ser en stigende interesse for at bruge træ i bygninger, hvor oplevelsen af rummene er lige så vigtig som de tekniske krav. Det gælder blandt andet institutioner, skoler og sundhedsbyggeri, hvor materialernes karakter kan være med til at understøtte arkitekturens intention. 

 

Netop derfor egner materialet sig særligt godt til denne type byggerier, forklarer direktøren i CLT Denmark.  

 

– Det særlige ved CLT er, at materialet både fungerer som konstruktion og samtidig kan stå synligt. Det betyder, at man får de varme træoverflader helt naturligt uden at skulle beklæde eller skjule dem bagefter.

 

image00013Lejlighederne varierer i størrelse, men indeholder alle et soveværelse, en mindre stue og eget badeværelse. Træet er bevidst eksponeret som en del af designet. Foto: CLT Denmark.

 

Flere målbare data 

Tilbage på observationshjemmet er der gjort flere overvejelser om, hvordan de positive erfaringer fra projektet kan gøres mere målbare.   

 

Det foregik med en "baseline-undersøgelse", hvor medarbejdere og brugere før ombygningen blev spurgt om deres oplevelse af de eksisterende rammer. Undersøgelsen dannede grundlag for udformningen af det nye observationshjem, og en afsluttende evaluering skal nu vise, hvilken betydning de nye rammer har haft. 

 

Projektet blev muliggjort, efter observationshjemmet fik fondsmidler fra Den A.P Møllerske Støttefond og den filantropiske fond Realdania. 

 

Kontaktinformation

  • CLT Denmark A/S
  • Meterbuen 3, 2740, Skovlunde
  • Tlf: 61 95 33 54
  • Web: https://clt-denmark.dk/
  • Email : info@clt-denmark.dk