Det igangværende byggeri på Generationernes Hus i Nivå vil fremover binde både folkeskole, bibliotek, kulturhus, idrætshal og svømmehal sammen under ét tag
Fredensborgs fremtidige folkeskole forenes med både SFO, bibliotek, kulturhus, idræts- og svømmehal under ét tag i hybridbyggeriet Generationernes Hus i Nivå.
Bygherren har fra starten haft ambitioner om at skabe et sammenhængende projekt, der skal bringe generationer sammen.
Samlingspunktet i midten af det hele - i bygningens “hjerterum” - bliver en lys og indbydende foyer opført i limtræ, som CLT Denmark har projekteret, leveret og monteret.
- Vi oplever generelt en tendens i branchen til, at flere bygherrer stræber efter at lave projekter hvor de individuelle materialer bliver brugt bedst muligt, Anders Friis Heiberg, projektleder, CLT Denmark.
I alt skal ca. 740 kubikmeter limtræ indgå som bygningens bærende konstruktionsprincip, der samtidigt sikrer et sundt indeklima og et lavt CO2-aftryk på byggeriet. Hele projektet strækker sig over 16.400 kvm – plus 7.500 kvm udeareal. Udover foyer er limtræet benyttet til det nye, tilbyggede bibliotek og idrætshal og skal også indgå i tagkonstruktioner på byggeriet.
Projektet er udført uden overdækning, hvilket har stillet krav til en gennemtænkt fugtstrategi og løbende kvalitetskontrol under udførelsen.
Kræver stort fokus
Da dele af konstruktionen opføres i beton, har CLT Denmark tidligt i processen arbejdet målrettet med de høje tolerancer, der er, når man skal opføre et hybridbyggeri.
- Der er meget at tage højde for, når limtræet skal tilpasses til betonkonstruktionen. Det kræver et stort fokus for at få det hele til at passe, og derfor sørger vi altid for at få præfabrikeret mest muligt fra fabrikken, så montagearbejdet på byggepladsen er lettere, siger Anders Friis Heiberg, projektleder i CLT Denmark.
Et lettere arbejde kan Martin Greve Bolding nikke genkendende til.
Han er byggeleder i Hansson & Knudsen og tilser dagligt arbejdet på pladsen.
- Man skal være opmærksom på de bygningsdele, der bygges sammen - især på grund af de forskellige tolerancer mellem beton og træ. Generationernes Hus er et spændende projekt og et godt eksempel på hybridbyggeri, siger han.
Sammenspillet mellem de to materialer kommer til udtryk i bygningens “hjerterum” der binder flere funktioner på tværs ad generationer sammen.
Stigende tendens i branchen
Generationernes hus er ikke blot et enkeltstående projekt.
Det taler netop ind i byggebranchens helt store dagsorden om at komme CO2-aftrykket til livs ved at tilvælge hybride løsninger i nyopførte byggerier.
- Vi oplever generelt en tendens i branchen til, at flere bygherrer stræber efter at lave projekter hvor de individuelle materialer bliver brugt bedst muligt, siger Anders Friis Heiberg.
For CLT Denmark har arbejdet på Generationernes Hus givet flere erfaringer med hybridbyggerier der kan tages med videre til fremtidige projekter.