Der er fokus på at bygge klimavenligt, når Bispebjerg Hospital bygger nyt uddannelsescenter. Grønt, miljørigtigt og bæredygtigt, ja – alle begreber er i spil. Og træ er også her en naturlig genvej.
Byggepladsen Bispebjerg
Bispebjerg Hospital har i en lang periode været præget af nybyggeri. Noget er færdigt og andet er næsten lige begyndt. I området mod Lersøparken i det sydlige hjørne af hospitalsgrunden er byggeriet af et uddannelsescenter i fuld gang.
Uddannelsescenteret bliver på cirka 2500 kvadratmeter, og det skal rumme plads til et auditorium med plads til 200 personer, en række undervisningslokaler og diverse studiefora og fællesrum. Skou Gruppen er valgt som entreprenør til byggeriet, der har BBP Arkitekter og Dominia Ingeniører som rådgivere.
- CLT Denmark deltager med vores erfaringer med anvendelse af CLT, hvor vi sammen med Dominia arbejder med det længste spænd af CLT, som vi endnu har leveret. Med et spænd på ribbedæk på godt 11,4 meter taler vi faktisk om det længste, der til dato er leveret i Danmark, fortæller projekteringschef Andreas Juul Larsen, CLT Denmark.
Kraftigere dimensionering
Det betyder, at vægelementer her er dimensioneret kraftigere, så de kan bære lasten fra ribbedækkene. For CLT Denmark er deling af virksomhedens erfaringer en væsentlig del af projektet, da det fx er Dominas første projekt af denne type.
- Vi har erfaringen, kendskabet til CLT’en og dets egenskaber, så derfor er videndeling i fokus. Vi er med andre ord ikke blot leverandører, men i høj grad også optaget af læring, vejledning og support – og oplever på byggepladsen masser af nysgerrighed og stor imødekommenhed i vores samarbejde med rådgivere og entreprenør, siger Andreas Juul Larsen.
CLT Denmark fremhæver projektet for et design i en geometri, der går til grænserne. Det er et byggeri præget af store etagehøjder, meget lange spænd, et ønske om mange overflader med synlig CLT og endelig store åbningsarealer i CLT’ens vægelementer, som også udfordrer statikken.
- Derfor har vi her generelt dimensioneret vægelementerne kraftigere end vi sædvanligvis behøver.
CLT i højden og i bredden
For Andreas Juul Larsen er Bispebjerg Hospitals uddannenelsescenter en særlig udfordring. Han har i de seneste par år haft fokus på højden som projekteringschef på DTU’s Klimalaboratorium i Lyngby, og allersenest TRÆ i Aarhus, der nu er kendt som Danmarks højeste træhus.
- Det er meget spændende at være med til at introducere CLT, som konstruktionsmateriale på det danske marked. Det er gået stærkt, men i CLT Denmark har vi opbygget et stærkt team, som alle arbejder hårdt på at bane vej for øget anvedelse af CLT, siger Andreas Juul Larsen med henvisning til CLT Denmarks kernekompetencer: Leverancer og logistik, projektering og montage, læring og videndeling.
Det nye uddanslescenter er planlagt, så der bliver givet mulighed for at ændre indretningen i takt med, at der opstår nye behov og krav i forhold til undervisningsareralernes anvendelse. Byggeriet har Region Hovedstadens Center for Ejensdomme som bygherre og den samlede entreprisesum er på knap 60 millioner kroner.
Billedtekst: Det nye center står i røde genbrugstegl, og det er tilstræbt at byggeriet skal harmonere med de nærliggende fredede pavillonbygninger i både skala og materialevalg.