Flere års markant vækst og fyldte ordrebøger baner vej for en markant opgradering i produktionen hos Krone Vinduer. Med to nye CNC-bearbejdningscentre har vinduesproducenten mere end fordoblet sin kapacitet på fabrikken i Harken og kan dermed imødekomme en fortsat stor efterspørgsel på specialvinduer.
Topbillede: Direktør Kaj Bundgaard (til venstre) ved et af de nye CNC-bearbejdningscentre.
To nye CNC-bearbejdningscentre fra Working Process/CML er over de seneste måneder blevet indkørt i produktionen på Krone Vinduers fabrik i Harken ved Hjørring. Her skal de bidrage med en tiltrængt udvidelse af kapaciteten og øget leveringssikkerhed efter flere år med en vedvarende høj ordreindgang.
- Vi laver mange specialtilpassede løsninger til især projektmarkedet, og det kræver en høj grad af fleksibilitet og omstillingsevne i vores produktion. Med de nye maskiner får vi en større kapacitet og et forbedret flow og kan dermed imødekomme den høje efterspørgsel fra vores kunder uden at øge leveringstiden. Samtidig er vi mindre sårbare overfor nedbrud, fordi vi nu har muligheden for at skrue op for produktionen, hvis behovet opstår, siger direktør Kaj Bundgaard.
Udvidelsen af maskinparken giver samtidig et kvalitetsløft i bearbejdningen af emner. Med de nye bearbejdningscentre kan Krone Vinduer automatisere flere processer, som tidligere var manuelle, hvilket sikrer en mere ensartet produktion med færre arbejdsgange. Bearbejdningscentrene har også et lavt strømforbrug og hjælper Krone Vinduer til at opfylde sin målsætning om at reducere energiforbruget på fabrikken med 10% årligt.
Holder den høje kadence året ud
Investeringen i ny CNC-teknologi løber samlet op i tocifret millionbeløb og er et både nødvendigt og naturligt skridt i Krone Vinduers udvikling. Flere års målrettet nichefokus med specialproduktion og udvikling af nye, innovative produkter har skabt grundlag for kontinuerlig vækst med flere regnskabsrekorder og skabelse af lokale arbejdspladser.
Før sommerferien kunne Krone Vinduer offentliggøre et 2024-resultat på 39 mio. kr. før skat, og 2025 tegner også positivt – om end direktør Kaj Bundgaard ikke forventer et overskud på samme niveau som i 2024, der var påvirket af en større engangsindtægt.
- Vi har ligget på et meget højt aktivitetsniveau i vores produktioner i både Harken og Aabybro gennem rigtig lang tid, og vi har fortsat en meget stor ordrebeholdning, som gør, at vi forventer at holde den høje kadence året ud, siger Kaj Bundgaard.
Han peger på, at Krone Vinduer i arkitektkredse har formået at skabe sig et navn som vinduesfabrikken, der sjældent siger nej til en udfordring og gerne går de ekstra skridt sammen med dem for at skabe noget ekstraordinært. Det gælder for eksempel renoveringen af Hostrups Have på Frederiksberg, som er et af Krone Vinduers største projekter lige nu. Her har virksomheden for Heimstaden og arkitektfirmaet H+TNT udviklet et vedligeholdelsesfrit træ/alu-vindue med et usædvanligt smalt alu-profil, der ligner ejendommens oprindelige vinduer fra 1930’erne. Ordren består af omkring 5.200 specialvinduer og -døre, som leveres løbende frem til foråret 2027.
Om Krone Vinduer A/S
Krone Vinduer er en dansk producent af projekttilpassede døre og vinduer i høj kvalitet. Virksomheden er etableret i 1953 og beskæftiger i dag knap 200 medarbejdere, fordelt mellem fabrikker i Harken ved Hjørring og i Aabybro ved Aalborg. Krone Vinduer er i dag 100% ejet af Dovista Gruppen. Mere info på krone.as
For yderligere info, kontakt:
Presseservice: Rasmus Gregersen, Public Image, tlf.: 26 22 62 97, mail: rasmus@publicimage.dk