Hi-Con lancerer 'koncept-altanerne', der er Danmarks første standard-altaner af ultra højstyrkebeton. Nyheden åbner en række nye døre for arkitekter, entre-prenører og boligforeninger - og kan prismæssigt konkurrere med stålaltaner.
Et nyt koncept for altaner udfordrer nu alle de hidtil kendte standardløsninger og byder på markante fordele for danske arkitekter, entreprenører og boligforeninger.
Hi-Con lancerer nemlig de nye 'koncept-altaner', som er Danmarks første serieproducerede standard-altaner af ultra højstyrkebeton. Dette materiale giver altanerne nogle helt enestående egenskaber med hensyn til design, vægt, levetid og vedligeholdelse, og de kan nu for første gang konkurrere på prisen med de normalt billigere stålløsninger.
Hi-Con er beliggende i Hjallerup og er specialister i fremstilling af altaner, trapper, broer og facader i ultra højstyrkebeton. Hidtil har Hi-Con udelukkende leveret skræddersyede løsninger, men med 'koncept-altanerne' åbnes der nu op for, at dette unikke materiale kan få en betydelig større udbredelse i dansk byggeri.
Ultra højstyrkebeton er en speciel betontype, der er karakteristisk ved at have væsentlig større styrke og tæthed end almindelig beton. Dette er et kæmpe plus, når det gælder altaner. For arkitekter åbner det nye muligheder for at skabe lettere, slankere og mere elegante løsninger. For entreprenører og håndværkere vil de slankere elementers lavere vægt give praktiske fordele i form af en hurtigere og enklere montage. Og for boligselskaberne er der store gevinster i såvel økonomi som drift, fordi materialets levetid er på over 100 år, og der skal ikke foretages nogen vedligeholdelse af konstruktionen i hele denne periode.
'Koncept-altanerne' er CE-mærkede og tilbydes i størrelser på op til 2 x 5 meter og i pladetykkelser helt ned til 65 millimeter. De fremstilles af helstøbt ultra højstyrkebeton i farverne grå eller lys, og de tilbydes med fire forskellige overfladestukturer. Som udgangspunkt leveres 'koncept-altanerne' med tilhørende beslag, men de kan også indgå i en pakkeløsning, hvor værn og montage er inkluderet.
Læs også: Højstyrkebeton af rette støbning på AARhus-byggeriet
Mindre klimabelastning
Altaner af ultra højstyrkebeton giver omkring 25 % mindre CO2-udledning i sammenligning med tilsvarende løsninger af almindelig beton. Det skyldes, at materialeforbruget på grund af den ekstreme styrke og tæthed kan reduceres med op mod 50 %. De slankere og lettere konstruktioner giver også ekstra bæredygtige fordele i form af mindre krav til beslag på bygningen, mindre kraner til montage samt færre lastbiler til transport. Elementernes lange levetid på over 100 år uden nogen form for konstruktiv vedligeholdelse bidrager også til en mindre klimabelastning.
Teknisk beskrivelse af Hi-Con ultra højstyrkebeton:
Ultra højstyrkebeton ligner beton og opfører sig som beton, men med hensyn til egenskaber er ultra højstyrkebeton en mellemting mellem stål og beton. I forhold til beton har ultra højstyrkebeton en væsentlig højere styrke i både tryk og træk. Derudover har det en længere holdbarhed. I forhold til stål har det en massefylde på blot en tredjedel, en bedre holdbarhed, en bedre brandmodstand, og der kan udføres mere robuste "svejsninger".
Ultra højstyrkebeton er en "fordansket" udgave af den internationale betegnelse "Ultra High Performance Concrete" (UHPC). Det er en betontype, der er karakteriseret ved et styrkeinterval på mellem 130 og 200 MPa, hvorfor denne type adskiller sig fra andre betoner såsom fiberbeton og højstyrkebeton, som har et styrkeinterval på mellem 50 og 90 MPa.
Hos Hi-Con anvendes en ny generation af ultra højstyrkebeton, nemlig CRC, som står for Compact Reinforced Composite. Denne beton blev oprindeligt udviklet og patenteret i 1986 af Hans Henrik Bache på Aalborg Portland.
CRC (eller helt præcist CRC i2®) er Hi-Cons egen gennemtestede og dokumenterede generation af ultra højstyrkebeton. Den er unik ved den ekstremt høje trykstyrke, der primært skyldes en meget tæt matrice med lav porøsitet. Denne tætte matrice bidrager også til at give betonen den ekstreme holdbarhed med levetider på over 100 år – selv i havmiljø og på steder, hvor konstruktionerne er udsat for kraftig frost.
Hos Hi-Con tilsættes også et stort indhold af stålfibre i betonen, hvilket giver den ønskede sejhed. Dette betyder, at der kan anvendes tætliggende armering uden risiko for revnedannelse.