Virksomheden Hi-Con satser kraftigt på innovation inden for deres felt: højstyrkebeton. Volumenproduktion står ikke øverst på ønskesedlen, det gør derimod nyskabende altan- og facadeløsninger, som ved at kombinere styrke og lethed, skaber utallige udfoldelsesmuligheder.
Tekst af Annika Lillelund
Betonbyggeriet har for alvor bevæget sig væk fra det triste ry, som især 1960’ernes dårligt udførte byggerier har været skyld i. Det mærker man hos Hi-Con, hvor der er stor interesse for anvendelse af højstyrkebeton til nybyg og renoveringer. Hans Nissen, markedschef hos Hi-Con, fortæller:
- Mange arkitekter er meget glade for beton og ser nye udfoldelsesmuligheder i materialet. Vores højstyrkebeton er spydspidsen af, hvad højstyrkebeton kan, og vi oplever, at der kommer flere projekter, hvor vi udfordrer materialets udfoldelsesevner i en grad, man ikke kan med andre byggematerialer.
Højstyrkebeton har en holdbarhed, som er bedre end stål, og en styrke på linje med stål samt en formfrihed som almindelig beton. Det giver helt nye muligheder for arkitekterne.
En evig udfordring i byggeriet er de skrappe krav til kuldebroer, og her har man hos Hi-Con haft projekter, hvor man har formået at eftermontere altanerne som en juvel på det færdige byggeri. Hans Nissen forklarer:
- Mange vil gerne have sat en meget stor altankonstruktion på et meget tykt lag isolering, hvilket gør monteringen mere kompliceret.
Her går vores salgs- og ingeniørafdeling ind med innovative løsninger, som minimerer kuldebroerne og skaber lette, men meget stærke løsninger. Altanerne skal ofte hænges op udenpå en ca. 300 mm isolering, så her gælder det om at tænke i nye baner for at få kravene opfyldt.
Både når det kommer til renovering og nybyg oplever man hos Hi-Con, at altanerne ikke kan blive store nok. Hvor en altan før skulle huse en enkelt ølkasse, er altanen og dens størrelse nu et vigtigt salgsparameter på en lejlighed.
Hans Nissen nævner som eksempel byggeprojektet, Musikhuskvarteret, i Aalborg, som er under opførelse nu. Her har Hi-Con leveret altaner på helt op til 27,5 kvm.
Altanerne er de største i Hi-Cons historie, og udmærker sig ved både at være tynde i konstruktionen, og så har de et specielt udtryk med brystninger af glas og tegl.
Og som Hans Nissen siger, så oplever de, at kvadratmeterprisen på altanens kvadratmeter nærmer sig selve boligens, og dermed konkluderer han, at det er en god forretning at tænke store altaner med ind i nybyg.
Højstyrkebetonen CRC® stammer helt tilbage fra 1970’erne, hvor Aalborg Portland startede udviklingen.
Hi-Con har videreudviklet materialet og skabt produktet i2® (CRC®), som ved hjælp af specielle stålfibre og en stærk cementbinder giver betonen en styrke og sejhed, der giver mulighed for at skabe spinkle, men stærke og holdbare konstruktioner til bl.a. facader og altaner.