Med himmel og horisont i værktøjskassen

 

Gårdrummet i Tietgen Kollegiet. Kilen, CBS Campus. Christianshavns Torv. Kajarealerne ved Navitas. Det nye Statsfængsel på Falster. Lindevangsparken. Minnestedet Trondheim etter 22.juli. Store projekter, men blot et lille udpluk af de projekter, som har landskabsarkitekt MAA, Marianne Levinsens navn på.

 

Tekst af Annika Lillelund

 

I et gammelt værkstedshus på Nørrebro, holder Marianne Levinsens tegnestue til. Lige nu er der 12 ansatte på tegnestuen, og flere af dem har arbejdet med Marianne i mange år. Tæt samarbejde på projekter såvel som internt på tegnestuen bliver vægtet højt, og derfor har Marianne som målsætning, at tegnestuen skal vokse langsomt, selvom opgaverne nu står i kø. Hun vil gerne kunne være engageret i alle projekter og have et sammensvejset team omkring sig.

 

På tegnestuen er der stilhed, og alle er godt begravet i deres skærme. Marianne Levinsen kommer mig i møde og forklarer:

 

- Vi har vildt travlt med mange afleveringer lige nu, så vi er meget koncentreret herinde disse dage. Men sådan kan vi bedst lide det – godt fyldt op på tegnebordene og flow på byggepladserne.

 

Læs mere om Byrum

 

 

Gensyn med landskabet

Marianne Levinsen er vokset op ved Furesøen i Frederiksdal tæt på skov og marker – med Mølleåens Guldalderlandskab som legeplads, og så tog familien ofte på lange vandreture i de svenske fjelde og i alperne sydpå, så naturen har altid haft en plads i hendes liv. På arkitektskolen var det særligt de to professorer Sven Ingvar Andersson og Steen Høyer, som fik den unge Marianne hooked, da de åbnede hendes øjne for, at landskabsfaget var meget mere end det grønne rum:

 

- Jeg tror, at vi er meget præget af de landskaber, vi er vokset op i, og de rum vi sanser som børn. Det sidder dybt i os som voksne. Jeg kan huske den følelse af at være lille i forhold til naturens store rum, og lige præcis den følelse vakte en resonans i mit senere møde med landskabsarkitekturen. Her findes det endeløse perspektiv, hvor himlen og horisonten har betydning for det rum, vi iscenesætter. Så for mig er landskabsfaget meget mere end det grønne rum; det er også himmel, horisont og atmosfære i samspil med det byggede og sociale rum.

 

At blive selvstændig

Marianne beskriver det som lidt af et tilfælde, at hun blev selvstændig med egen tegnestue:

 

- Jeg blev inviteret af Boje Lundgård og Lene Tranberg til at være med som landskabsarkitekt på konkurrencen om Tietgenkollegiet, og her stod jeg for gårdrummet og udearealerne omkring kollegiet. Kort tid efter vandt vi med samme totalrådgivere Copenhagen Business Schools’ campusareal ”Kilen”, som også skulle realiseres. Her lavede vi blandt andet den lange betonpromenade med græsser og træer, der løber gennem hele campusområdet. Begge projekter var nogle krævende svendestykker, og de fik meget opmærksomhed. Derefter kørte toget egentlig bare, og jeg arbejdede derudad sammen med mine engagerede og dygtige medarbejdere. Det er projekterne og samarbejderne, der driver os. Det er fællesskaberne og de faglige udfordringer, der optager mig.

 

 

Hvad er natur egentlig?

Igennem interviewet pibler en diskussion frem, og man kan mærke på Marianne, at denne diskussion er en stor ting at komme ind på, men vi prøver alligevel at kaste os ud i det: Hvad er natur, og hvordan forholder vi mennesker os til den:

 

- Helt hårdt skåret kan man sige, at der kun er ganske få steder i Danmark, hvor man kan tale om urørt natur. Møns Klint eksempelvis, hvor vind, vand, vejr og geologiske processer skaber landskabet. Så har vi nogle enkelte skove, som har fået lov at udvikles i deres egne processer. Resten af Danmark er stort set kulturlandskaber, som er påvirket med positive eller negative forstyrrelser af os mennesker, og Marianne fortsætter:

 

- Ordet natur er et buzzword i vores fag, og her synes jeg, at man altid skal huske, at mennesker ikke skaber naturen - vi er skabt af naturen. Naturen har sine egne processer, og naturen gør, som naturen vil – både på godt og på ondt. Vi kan som arkitekter forsøge at påvirke på forskellige måder, og det er det, vi gør, når vi skaber grønne arealer og byrum.

 

Og Marianne kommer ind på et konkret projekt:

- I et af vores igangværende projekter har vi en tæt dialog med professor Thomas Randrup, som har introduceret begrebet ”Nature Based Solutions” for os. Det går ud på, at man inspireres af naturens egne processer og arbejder med at efterligne og integrere eksisterende værdifulde biotoper for på den måde at invitere naturens mangfoldighed ind i nye by- og boligområder i København.

 

Klimasikring sæter skub i de grønne byrum

Med flere mennesker i byerne, bliver de grønne byrum vigtige og samtidig er de nødvendige som klimatilpasning:

 

- Vi rykker tættere sammen i byerne, og derfor er der i den grad brug for grønne fællesrum og åndehuller - både for vores fysiske, men også for vores mentale velvære. Klimasikringsproblematikken har sat gevaldigt skub i udviklingen af grønne områder i byerne. Det er en nødvendighed, og det er sund fornuft, for det handler om at få grebet vandet ovenpå jorden, inden det fylder kloakkerne til og skaber oversvømmelser. Det var eksempelvis hovedmotivet i vores projekt i Lindevangsparken på Frederiksberg, hvor vi bestræbte os på at få vandhåndtering, æstetik og det sociale rum vævet sammen til en helhed.

 

Og netop Lindevangsparken nævner Marianne igen, da hun lige har været forbi:

 

- Jeg var forbi Lindevangsparken forleden. En ny cafe og en isbutik var åbnet på Sløjfen, og der var fyldt med mennesker, der havde indtaget det nye byrum ud mod Peter Bangsvej. Solen skinnede, børnene løb om kap med pinde og små både i vandrenden og pladsen åndede. Det blev jeg glad for at se for det er jo i bund og grund målestokken for, om et projekt er lykkedes. Det vi laver, er jo altid i sidste ende til mennesker – og derfor er det selvfølgelig vigtigt at folk tager stederne til sig og sætter deres præg på de rammer, vi er med til at skabe. Stederne skal kunne stå for sig selv, være arkitektoniske rum, som tåler at blive brugt over længere tid. Som landskabsarkitekter kan vi tænke os til meget, men der vil altid være noget, som overrasker – ofte den måde rummet tages i brug på uafhængigt af vores programmering. Et liv der folder sig ud. Og i Lindevangsparken ved jeg, at mange hundeejere lader deres hunde få sig et hundebad i vandrenden … den havde jeg ikke set komme!

 

 

At finde og fange essensen

Marianne Levinsen har modtaget mange priser for sit virke. Bl.a. Eckersberg-medaljen, Dreyers Fonds Hæderspris og Henning Larsens Fonds Hæderspris. Læser man begrundelserne igennem, går ord som poesi, omsorgsfuldhed, empati og indlevelse igen i flere af dem. Selv forklarer hun, også, på nærmest poetisk vis, at hendes arbejde handler om at finde det helt særlige ved et sted:

 

- Jeg søger efter stedets essens. Dets rumlige klang - den særlige atmosfære. Det kræver grundig research og indlevelse, så vi bliver i stand til at arbejde frit med de arkitektoniske lag, vi tilfører: det kan være rumlige og stoflige sammenhænge, materialitet, proportioner, skala, det groede, lyset og skyggen. Vi skal finde og fange essensen – nogle gange skal en gammel historie fremkaldes og genfortælles, og nogle gange skal en helt ny historie tilføjes. Der er intet sted uden tid. Der er intet sted uden stof.

 

Hvis du skal fremhæve et projekt, hvilket er det så?

- Det må være Terra Incognita, mindestedet i Trondheim, for de 77 mennesker, der mistede livet i angrebene i Oslo og på Utøya i 2011. Her har billedhugger Anders Krüger og jeg skabt en plads, midt i Trondheims gamle bykerne. Vi vandt konkurrencen i 2014, og mindestedet blev åbnet i slutningen af 2016. Det er en rolig og værdig plads, en pause i byrummet som lader tankerne bevæge sig frit. Med en belægning af hvidt marmorgrus, syv in-situ støbte øer i hvid beton med indgraverede tekster hentet fra poesien store verden, bl.a. Inger Christensen og Tomas Tranströmer, er det et helt særligt projekt.

 

Om Marianne Levinsen

Marianne Levinsen tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1995 med landskabsarkitektur som speciale. Efter uddannelsen underviste Marianne på Arkitektskolen i 10 år og var i en årrække ansat på Sven Ingvar Anderssons tegnestue. Siden 2002 har hun stået i spidsen for Marianne Levinsen Landskab Aps.