<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src="https://dc.ads.linkedin.com/collect/?pid=364418&amp;fmt=gif"> Kvadrat: Designerne er vores øjne ud i verden
Kvadrat: Designerne er vores øjne ud i verden

Kvadrat: Designerne er vores øjne ud i verden


Kvadrat har etableret sig som en innovativ, designdreven virksomhed, som altid søger lige det design, der både tilfører nyt og samtidig er langtidsholdbart. Vi har talt med den netop tiltrådte Design Director, Stine Find Osther, om Kvadrats tilgang til design.

 

Siden 1968 har Kvadrat leveret kvalitetstekstiler til ind- og udland og har over årene udviklet sig til en af verdens ledende, internationale designvirksomheder.

 

Fordi Kvadrat lægger vægt på at flytte grænserne for, hvordan tekstiler opfattes og anvendes, udvikles alle deres tekstiler og tekstilprodukter i tæt samarbejde med en række eksterne designere fra hele verden.

 

Både unge og erfarne designere samarbejder med Kvadrat i hvad, der ofte er et flerårigt udviklingssamarbejde, fortæller Stine Find Osther, som har været hos Kvadrat i 8 år og tiltrådte stillingen som Design Director 1. oktober i år:

 

- Vi samarbejder med både unge up-coming og etablerede designere, og vi kan lide bredden. Vores projekter er typisk flere år undervejs, og selv de projekter, som udefra ser enkle ud, kan strække sig over flere år, og her er det afgørende, at et samarbejde fungerer; det er i det kreative samarbejde mellem Kvadrat og designeren, at innovationen opstår.

 

Vi lægger meget vægt på research, men det kan ikke erstatte designerens særlige input: De er vores øjne ud i verden, og kommer tilbage til os med rige indtryk fra deres felt, så på den måde får vi til stadighed et unikt og nuanceret inspirationsmateriale.

 

En fleksibel tilgang

Kvadrat er, i modsætning til hvad man måske skulle tro, ikke en tekstilfabrik, for ligesom man vælger eksterne designere, benytter man sig også af udvalgte, eksterne tekstilproducenter:

 

- Tilgangen giver os fleksibilitet, da vi ikke er fastlåst af en bestemt leverandør med én særlig ekspertise. For at være leverandør for Kvadrat skal man kunne produktudvikle på vores vegne og komme med nye input til, hvad der kan lade sig gøre.

 

Vi har fået skabt et stærkt og varieret netværk af dygtige leverandører, der bidrager til at gøre vores samlede produktsortiment bredt.

 

 

Kvadrat-DNA

Når Kvadrat indleder et samarbejde med nye designere, får de en grundig introduktion til Kvadrats produktsortiment og det, man hos Kvadrat kalder ”the Kvadrat handwriting”.

 

Det dækker over tanker om designets integritet, en forståelse af Kvadrats kvalitetskriterier og en ambition om, at Kvadrat skal være med til at drive den teknologiske udvikling inden for tekstiler.

 

En nøgle til Kvadrats handwriting er ikke mindst forståelsen for og arbejdet med farver, som har været Kvadrats hjertesag, siden virksomheden blev grundlagt.

 

DNA kunne man også kalde det, og det er væsentligt for de eksterne at forstå det til fulde, for som Stine Find Osther siger, er Kvadrat ikke en trendbaseret virksomhed, og tror man, at man skal ind og designe et øjebliksbillede, tager man fejl:

 

- Det er meget vigtigt, at vores designere forstår, at designet skal være holdbart. Det skal ikke allerede føles gammeldags, når det lanceres, så derfor arbejder vi ikke med trends. Vores produkter skal i princippet vare evigt. Både i kvaliteten og designet.

 



At udforske tekstilets formåen

Kvadrat opsøger selv designtalenter, men får også mange henvendelser fra designere med gode ideer:

 

- Nogle gange opdager vi et ’hul’ i vores kollektion, som vi vælger en designer til at fylde ud. Andre gange kan vi få tilsendt materiale, som kan være alt fra håndvævede prøver og collager til tekst og tegninger fra designere, som bare er så stærke og inspirerende, at vi gå videre med det.

 

Stine Find Osther nævner som eksempel North Tiles, en tredimensionel tekstilflise, der blev startskuddet til de skulpturelle væghængte tekstilelementer, Clouds, som siden er blevet en stor kommerciel succes.

 

North Tiles blev i første omgang udviklet af Ronan og Erwan Bouroullec specielt til Kvadrats flagship showroom i Stockholm, og da man oplevede en stor interesse, valgte man at videreudvikle på konceptet, og Clouds var født:

 

- Clouds er blevet en langt større succes end forventet. De har fået stor, international opmærksomhed, og man ser store Clouds-formationer f.eks. på museer og restauranter rundt omkring i verden og også i private hjem.

 

Clouds er første gang, at vi hos Kvadrat har lanceret et produkt, som kunderne kan tage med under armen fra butikken, og det blev startskuddet til en udvikling af flere ”ready-made” produkter, hvor et af de nyeste er Kvadrat/Raf Simons-kollektionen, der blandt andet indeholder puder og plaider til hjemmet.

 

Hvad er fremtiden for Kvadrat?

- Vi er meget optaget af produktudviklingen og af, hvordan vi kan gøre vores produktioner smartere og mere bæredygtige.

 

Allerede nu optimerer vi vores materialeforbrug og bruger bl.a. genanvendt polyester i nogle af vores produkter. Hele recycling-tanken er noget, vi kommer til at se meget af, og lige nu arbejder vores udviklingsafdeling på at skabe tekstiler af genanvendte materialer, som har samme udseende, egenskaber og holdbarhed som ny-producerede materialer.

 

Vi har vores egne tekstilingeniører ansat, og også her drager vi nytte af vores netværk og vores partnerskaber med leverandører, så vi sammen kan rykke grænserne for, hvad der er muligt, slutter Stine Find Osther af.