Nyt byliv i højden

Salling Rooftop i Aarhus C er et 2.000 m2 nyt oplevelsesrum med udsigtsrampe, amfi-scene, siddepladser, bar og panoramaudsigt over hele horisontlinjen. Rambøll Arkitekter står bag arkitekturen og designet af den spektakulære nye bypark med fri adgang.

 

Tekst af Rune H. Jensen

 

Hævet over byen i 27 meters højde er en ny attraktion kommet til verden på rekordtid. Salling Rooftop er et nyt byrum på taget af det traditionsrige stormagasin på Strøget i Aarhus C, som alene på sine første måned trak over 100.000 besøgende op på det gratis oplevelsesrum i femte og sjette etagers højde. Projektet er designet og projektledet af Rambøll Arkitekter i Aarhus i tæt samarbejde med Rambølls konstruktions-, energi- og brandingeniører. Efter udstedelse af byggetilladelse er projektet overgået til totalentreprise.

 

Læs mere om byrum

 

Ny iscenesættelse af byen ovenfra

- Idéen var fra start at udnytte den femte facade, byens tag, til en uhøjtidelig og anderledes oplevelse for alle midt i byen. Når det allerede er så velbesøgt, er det fordi, det kan noget andet end en almindelig bypark. Det er et urbant landskab i højden og i nærværende projekt en meget tilgængelig oplevelse midt i byen, siger Siri Stokholm Carlsen, arkitekt hos Rambøll, og fortsætter:

 

- Samtidig er det en iscenesættelse af dét byen visuelt kan tilbyde - set fra oven. Det medfører, at man oplever Aarhus på en anderledes, mere intens og dramatisk måde. Byens arkitektoniske ånd i form af ikoniske pejlemærker som Rådhustårnet, ARoS, Aarhus Universitet og Domkirken, havnen og bugten mm. bliver på én gang pludselig meget nærværende og synligt tilgængelige for alle.

 

Siri Stokholm Carlsen fremhæver desuden den frithængende Skywalk med glasgulv og frit udsyn ud over byen 27 meter over Strøget som en særlig attraktion.

 

Som de fleste af byens store tage, der ikke oprindeligt er tænkt som offentligt tilgængelige områder, er tagfladen på Salling præget af tekniske installationer og komplekse, sammenbyggede tagformer og strukturer. Men Siri Stokholm Carlsen betoner, at man i dette tilfælde har valgt at gøre de komplekse forhold til en medspiller i projektet. I praksis er udfordringen løst via et tæt samarbejde på tværs af afdelinger internt hos Rambøll med hhv. arkitekter og ingeniører. Integreret design har været et adelsmærke for projektet, hvor dét både at arbejde i samme hus og i en fælles BIM-model har effektiviseret processen og været en god forudsætning i forhold til projektets stramme tidsplan.

 

Læs også portræt af Kristine Jensen – Gode byrum er vigtige

 

 

Tagets præmis – arkitektonisk parkour

- De tekniske installationer er en præmis for hele projektet, en kompleksitet som man ikke forsøger at modarbejde, men i stedet lader arbejde til fordel for projektet. Det sker ved at transformere taget til differentierede rumligheder og plateauer i et forløb af forskellige oplevelseszoner og programmer og på den måde bevare fornemmelsen af at bevæge sig på byens tag i forskellige højder. Hele den konceptuelle idé er at skabe en nysgerrighed om taget, bevæge sig på toppen af byen og samtidig en fortælling om hele Aarhus´ geografi. Salling har med projektet ønsket at give en ny og anderledes oplevelse tilbage til byen og de besøgende.

 

I forlængelse heraf – og i modsætning til meget af den indre bys arkitektur – lægger Salling Rooftop sig arkitektonisk set ikke i forlængelse af Salling-konteksten. Den har derimod sin helt egen identitet, trodser den firkantede form og arbejder i stedet i forskellige niveauer med taktile materialer og i en menneskelig skala, der gør tagterrassen til en anderledes arkitektonisk oplevelse i en varm og levende atmosfære.

 

Se også Byens identitet & identiteten i byen – samtale med Jesper Pagh om byrum

 

Inviterende og uhøjtidelig oplevelse

Der er taget hensyn til den yngre del af befolkningen med gratis wi-fi, stikkontakter til mobilopladning, hængekøjer og et generelt loungeagtigt interiør i varmt træ, glas, beton og grønne øer med f.eks. oliven- og bonsai-træer, men Salling Rooftop er overordnet tænkt som en event for hele byen og en oplevelse for alle aldersgrupper.

 

- Taget består af inviterende former og rum, og der skabes en ny arkitektonisk tilgang til det at befinde sig i højden og kigge ud over byen og tagene – en uhøjtidelige oplevelse af byen i højden, siger Siri Stokholm Carlsen.

 

Projektet Salling Rooftop blev først sat i gang efter sommerferien 2016, men har kunnet gennemføres til tiden. Den nye bypark blev indviet for offentligheden d. 25. august 2017 og holder åbent dagligt med adgang fra Sallings elevatorer samt fra Sallings P-hus via en gangbro.