GRID indretningssystem: En dynamisk indretning
Frihed til at realisere sine ønsker og ideer. Det var mantraet fra Peter J. Lassen, designeren bag de velkendte Montanareoler, da han i 2004 udviklede det modulære og fleksible GRID indretningssystem. Med uendeligt mange muligheder for at skabe og sammensætte sin indretning virkeliggør det kube-baserede indretningssystem i dag arkitekters tegninger verden over.
Kuben er velkendt både i eksteriør og indretning rundt om i verden. Herhjemme ser vi den i disse år gennem en række prestigeprojekter landet over. Peter J. Lassen var også i høj grad inspireret af kubeformen og dens anvendelighed. Han designede et modulært og fleksibelt indretningssystem, der i et tidløst design nu bruges til at vække liv i kreative tegninger overalt i verden.
Modulet, der er formet som en kube, måler 40x40x40 cm og giver brugerne den ultimative frihed til at designe den perfekte indretning af kontorer, butikker, museer, gallerier, hoteller, biblioteker og stort set alle andre rum. Det modulære indretningssystem er skabt til at give mest mulig designfrihed for arkitekterne ved, at kuberne kan sammensættes i længde, højde og bredde. Ud over GRID modulet består GRID systemet af hylder, sider samt toppaneler og bundpaneler i forskellige materialer. Det er desuden muligt at supplere med bøjlestænger, tidsskrifthylder, indsatser med låger eller skuffer, plantebokse, polstrede sæder, pinboards og whiteboards m.m.

Modulerede fællesskaber
I forbindelse med en omfattende renovering af hovedkontoret i Herzogenaurach i Tyskland besluttede tøjfirmaet PUMA, at de ville tænke helt nyt, kreativt og dynamisk i deres indretning af lokalerne.
Målet var at samle viden og medarbejdere på tværs af virksomhedens afdelinger i det rummelige og lyse kantineområde, der udover frokosten også bruges til møder, arrangementer og præsentationer. Der var behov for indretning, der kunne opdele rummet i mindre zoner, men stadig beholde fornemmelsen af forening. I samarbejde med arkitektfirmaet Böhm Architekten & Ingenieure valgte PUMA på den baggrund GRID systemet.
- Det var fleksibilitet i indretningen, som arkitekterne efterspurgte for at kunne indfri PUMAs ønsker. GRID blev her sammensat til multifunktionelle rumdelere i forskellige størrelser og med indbyggede funktioner som siddeplads, bordplads, plantekasser og whiteboards. Hertil siddeopstillinger og øer i to niveauer med plantekasser. Til opgaven valgte man sorte GRID moduler. De specialproducerede sider og hylder er lavet af fyrretræ, der går igen i de små plantekasser. Endelig er der specialproduceret bænkhynder og ryglæn til siddeområderne, fortæller adm. direktør for GRID System, Jørgen Petersen, om opgaven.
Genanvendelige moduler
GRID indretningssystemet tilbyder en unik dynamik, da modulerne kan skilles og sammensættes på ny – så ofte, som man måtte ønske det.
- Skulle der med tiden opstå nye behov, kan systemet sættes sammen på nye måder. Kunderne oplever en besparelse på materialer, og samtidig er det en fordel for miljøet, da alle vores produkter er genanvendelige, og systemet derved har en meget lang levetid. Det betyder også, at arkitekterne måske er villige til at udfolde sig mere og tage nogle designmæssige chancer – for løsningerne kan efterfølgende justeres til uden de store omkostninger, fortæller Jørgen Petersen.

En verden af kuber
I tillæg til den høje kvalitet og de uanede muligheder for sammensætning er det ikke mærkeligt, at GRID oplever en stødt stigende efterspørgsel fra hele verden. Og fremtiden ser Jørgen Petersen også positivt på:
- Vores klare fordel er, at vi ikke er låst fast på et bestemt slags møbel eller rum. Blandt andet har vi netop leveret til en skobutik i Hamburg, hvor man har designet GRID systemet til podier, udstillingsvægge og opbevaring. Vi har derfor flere ben at stå på, og det giver en tryghed i forretningen, at vi har et produkt egnet til mange segmenter. I øvrigt et produkt, som er spændende at arbejde med, og som vi er ret stolte af, afslutter Jørgen Petersen.