Transformationens mestre - Frank Maali og Gemma Lalanda

Det var ikke just en af giganterne i branchen, der stod som modtager af årets udgave af Skandinaviens største branchepris, Nykredits Arkitekturpris. Mens sidste års vinder blev BIG, faldt valget i år på en af landets helt små tegnestuer – nemlig arkitektparret Frank Maali og Gemma Lalanda. Prisen blev givet for ”en indlevende omgang med historiske bygninger og bymiljøer”, som det hed i priskomiteens begrundelse.

Frank Maali og Gemma Lalanda, der danner par både privat og professionelt, har siden år 2000 markeret sig gennem særligt renoveringsopgaver – eller transformationer, som de selv foretrækker at kalde projekterne – men også nybyggerier.

Arkitektparret tager imod i deres smukke skrummel af en Frederiksbergvilla, der er ramme om både familielivet og parrets tegnestue. Parret har selv renoveret, og nye elementer fletter sig utvungent sammen med villaens oprindelige dele. Den hundredårige villa er transformeret til en moderne familiebolig og arbejdsplads via nedbrudte vægge, nye rumforløb og tilføjelse af elementer som nye trapper og større vinduer, uden at den oprindelige grundtanke i ejendommen er blevet udvisket.

De lever således selv i omgivelser, der afspejler grundtanken i deres arbejde – blandt andet i transformationen af Enghave Kirke i København, Det kulturhistoriske museum Møntergården i Odense, Masteskurene på Holmen og Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.

Stedbundne projekter
Parrets grundlæggende filosofi er, at deres arbejde – uanset om det er nybyggerier eller restaureringer og tilbygninger – skal skrive sig ind i områdets historie.

- Vi er alle præget af vores fælles fortid, og det skal fremgå af vore projekter. Vore projekter er stedbundne, og vi skal respektere den historie, der er i et område. Vi lukker aldrig bogen, og referencerne til fortiden er vigtige, men vi har intet imod at digte videre. Vi laver aldrig parafraser eller anakronismer. Det, vi laver, skal kunne aflæses som noget nyt, siger Frank Maali.

Gemma Lalanda påpeger, at det identitetsmæssige og stedspecifikke i et byggeri også skal kunne spille positivt hos de mennesker, der til slut skal have bygningen som et del af deres liv.

- En rød tråd er den følelsesmæssige virkning hos dem, der bruger bygningen. Vi skal vække folks kærlighed til stedet, siger hun og nævner som eksempel transformationen af Enghave Kirke, hvor blandt andet en nytænkning af rummene og en ny lyssætning med lamper i parrets eget design har været med til at omskabe bygningens indre, siger hun.

- Vi arbejder med et langt tidsperspektiv, så vi har et stort ansvar, ikke mindst, når vi arbejder med steder med følelsesmæssig betydning for mange mennesker.

Ingen klovnerier
Det ansvar kan være svært at leve op til. For nutidens dyder kan ende som fremtidige katastrofer, hvis ikke man sørger for, at hvert skridt bliver sat på fast grund. Frank Maali har et bud på, hvordan man sikrer et solidt fodfæste, der også vil kunne holde i fremtiden.

- Man skal starte med ikke at klovne. Man skal holde sig fra at sætte farvede fjer i hatten bare for effektens skyld. Alt, man laver, skal være funderet i stedets ånd. Det behøver ikke at være kedeligt, men hvis man slipper alle regler, så bliver byggerier og brugere hurtigt trætte. Op gennem nullerne er byggeri blevet gjort til en gimmick, der skulle underholde, og så bliver det ikke for alvor skabt til mennesker, siger arkitekten, der ser en uheldig udvikling gennem de seneste årtier.

- Førhen var ikonbyggeri noget, der blev skabt af de få. I dag vil alle have det, og så bliver det udvisket og støjende på samme tid. Dansk arkitektur har historisk set været behersket og stille og roligt. Men champagnepropperne sprang, da huspriserne begyndte at stige, og så skulle det hele være spektakulært. Det har spredt sig, og i den nyeste arkitektur kan man ikke se forskel på, om man er i Aarhus, Rotterdam eller en asiatisk storby.

Gemma Lalanda ser udviklingen som et særligt dansk træk.

- Der er en tendens til uniformering i Danmark. Arkitekturen  bliver ofte meget ensrettet. Når nogle begynder at pynte facader med elementer af mursten, aber andre efter. Man får en ensartethed, der ikke altid respekterer et områdes egenart eller det gode håndværk og materialevalg.

 

Materialernes ånd
Netop materialerne er altafgørende for et byggeri, mener parret. Frank Maali er uddannet tømrer og rundet af en håndværkerslægt.

- Jeg bruger min håndværkerbaggrund hver eneste dag. Materialekendskabet og den tekniske viden er helt afgørende for mig. Materialerne giver sjæl til bygninger. Selv om der findes surrogater, bærer de ikke den samme sjæl. Hvis vi tænker en facade i træ, kan den ikke skabes i eternit, uanset hvor meget, man kan få det til at ligne træ. Vi kan lide, at materialerne træder klart frem, og vi bruger meget stål, træ, tegl og rå beton, siger han.

Også genbrug af gamle bygningsdele spiller en særlig rolle.

- Da vi ombyggede Masteskurene på Holmen, var vi stort set ude i containerne hver dag for at samle stumper, og det praktiserer vi det hele taget så meget som muligt, siger Frank Maali.


Internationalt udsyn og dansk kulturarv
Både Gemma Lalanda og Frank Maali er arkitekt MAA. Gemma er spanskfødt, mens Frank er dansk.

 - Vi mødtes i Rom. Gemma var på Det Spanske Akademi, jeg var på Det Danske Institut, og vi mødtes på Det Schweiziske Institut, så det må siges at være internationalt, siger Frank Maali.

Mødet mellem det skandinaviske og det sydeuropæiske blev frugtbart både privat og fagligt. For selv om parret i høj grad arbejder med formidling og genfortælling af dansk kulturarv, spiller impulser fra internationale arkitekter – blandt andet kinesiske Wang Shu, der trækker på kinesisk kulturarv i gentækningen af landets arkitektur – og ikke mindst spanske bystrukturer også en stor rolle i parrets overvejelser og faglige livssyn.

- Det er som om, der går et arkitektonisk bælte, som følger grænsen for, hvor man traditionelt dyrker vin. Grækerne og romerne havde byer for mere end 2000 år siden, mens vikingerne ikke rigtigt forstod byer, og det kan vi stadig mærke. Når vi i Danmark bygger nye bydele, kan de med nød og næppe trække et pizzeria og en Netto-forretning. Vi mangler evnen til at ælte byerne sammen med livet, siger Frank Maali.

- I Spanien er der plads til barer og små forretninger i de nye bydele. Men der er også andre traditioner for at gå ud efter arbejde og få et glas og for at købe ind i små forretninger. Det er sjovt, at danskerne elsker måden, man lever på i Sydeuropa, men lige så snart, man kommer hjem fra ferie, er det glemt igen, og det handler ikke kun om vejret, min i høj grad om livets kunst i hverdagen, supplerer Gemma Lalanda.

Arkitektens rolle
Fortidens arkitekter svævede ofte over byggepladserne, men i dag er deres rolle ofte tæt på færdigspillet, når først tegningerne er godkendt. Og det er både besynderligt og trist, mener arkitektparret.

- I dag holder man byggemøder stort set uden, at arkitekturen bliver nævnt, og byggepladserne er i stedet fyldt med kontrollanter og konsulenter. Vi foretrækker en mere håndholdt proces, hvor vi er til stede mest muligt i alle faser af byggeriet, og hvor vi kan tilpasse projektet undervejs, siger Frank Maali.

For at det ønske skal gå i opfyldelse, skal der nytænkning til hos mange bygherrer, medgiver de to arkitekter.

– Bygherren vil som regel gerne have, at alt er tegnet færdigt. Men vi vil gerne have mulighed for at justere undervejs, siger Gemma Lalanda og anslår, at man som arkitekt bør have tegnet 75-80 % på forhånd.

Det giver mulighed for at tilpasse detaljer og lave mindre forandringer, så slutresultatet kan afspejle visionerne fuldt ud.

- Arkitektens opgave er at give form til en tanke. Det bedste resultat kommer, hvis der er mulighed for tilpasninger. Kokken smager jo også altid på maden, selv om han har en opskrift, siger Frank Maali, der sammen med hustruen for tiden sætter sig ind i et helt særligt byggeri – nemlig Christiansborg, der gennem århundrederne har været igennem adskillige transformationer. Parret er nemlig i gang med en ombygning af Hofteatret.

- Det er et meget interessant projekt at arbejde med, både på grund af stedets historie og helt særlige placering, og fordi der er så mange aktører med ind over, når man bygger på sådan et sted, siger Frank Maali.