
Hamranesskóli i byen Hafnafjörður
Stærke landskabsprojekter vokser ud af langvarige relationer
For Gudný Marta Gudlaugsdóttir banker hjertet for autentiske og erfaringsbårne projektsamarbejder som partner og leder af Danielsen Urban Landscape.
Gudný Marta Gudlaugsdóttir
I en tegnestue-hverdag præget af korte deadlines, mange aktører og skiftende vilkår, insisterer Gudný Marta Gudlaugsdóttir som partner og leder af landskabsafdelingen i Danielsen Urban Landscape på værdien af langvarige tillidsbaserede samarbejder. De skaber den stabilitet og erfaringsdeling, som ifølge hende er afgørende for at skabe helhedsorienterede og holdbare projekter.
- Med et god flok mennesker samlet omkring sig, når man rigtig langt med projekterne, særligt når opgaverne bliver komplekse. Det gør det nemmere at handle hurtigt og man er sikker på at få de rigtige råd med i bagagen. Det gør os stærke som tegnestuehold. Vores arkitektvirksomhed, Danielsen, blev grundlagt i 1987 og har siden dannet en stærk og stabil base, som har båret os igennem omskiftelige tider og faglige forandringer. Med afdelinger, der er vokset frem undervejs, Danielsen Spaceplanning fra 2001 og Danielsen Urban Landscape i 2015, har det altid været den solide faglighed, de langvarige samarbejder og en dybt forankret viden, der har givet os styrken til at navigere hurtigt – og træffe velovervejede beslutninger i en stadig mere kompleks verden, fortæller Gudný Marta Gudlaugsdóttir
Det gælder i det nye partnerskab med Langerød Planteskole i Nordsjælland om videreførsel af planteskolens guldgrube af planteviden og i tværnationale samarbejder med et islandsk arkitektfirma, hvor lokal materialeforståelse og kulturforankring er nøgler til kvalitet.
Plantevalg bliver en faglig strategi
Planteskolen er en tæt samarbejdspartner over mange år og i generationsskiftet efter den tidligere ejers død, indgik Danielsen Urban Landscape i et partnerskab for at bringe både arkitektfaglige fortællinger i spil og være et talerør til bygherre og entreprenører. For Gudný Marta Gudlaugsdóttir er det en hjertesag, da hun ser det som lidt af en pligt for branchen at hjælpe danske planteskoler med at overleve.
- Med den gamle planteskoleejer, Per, kunne jeg trække på 30 års viden inden for stedsegrønne planter. Den viden er fuldstændig magisk i et projekt og at kunne række ud til de her solide plantebanker gør projekterne fyldt med kompetente beslutninger.
Det ligger Gudný Marta Gudlaugsdóttir på sinde, at der i landskabsprojekterne anvendes planter, som er opvokset under danske forhold og ikke hentet syd for grænsen. Det handler ikke kun om at støtte danske planteskoler, men også om tilpasningsevne og robusthed.
- Når man importerer standardiserede planter fra Tyskland eller Holland, mister vi ofte det rå, uperfekte udtryk, der passer bedre til danske forhold. Det er ikke bare et æstetisk valg – det har også betydning for biodiversitet, drift og CO₂-regnskab, siger landskabsarkitekten og tilføjer:
- Med planter formet af det danske klima, vejret og dyrene, får vi også langt federe, sundere og flottere planteskulpturer rundt omkring.
Planteskolen Langerød
Formidling er nøglen
En bygning er på mange måder nemmere for mange mennesker at forstå end et landskab. Landskabet er i konstant vækst. Det tager flere år om at blive fuldvokset og er kun lige er begyndt, når projektet bliver afleveret. Det er levende arkitektur og har sårbare år, før man kan se resultaterne.- Vi ser projekter, hvor der bliver trukket forkerte beslutninger om plantevalg og drift, fordi folk har ikke nødvendig altid har grundlaget. Super flotte projekter til mange millioner og gode hensigter kommer aldrig til sin ret. Det kan være projekter, hvor planterne blev fjernet, fordi driften ikke forstod, hvad der var ukrudt og hvad der var beplantning. Det er katastrofalt, både æstetisk og økonomisk. Vores hjerte banker for at vi får lavet nogle robuste og solide løsninger.
Det sker igennem dialogen med bygherre og gartnere, og formidlingen af projekterne til drift kan ikke understreges nok, ifølge Gudný Marta Gudlaugsdóttir:
- Vi skal forventningsafstemme intentionen med landskabsprojektet og hvor vi gerne vil stå om f.eks. 10 år. Derfor er det en vigtig del i projekterne for os at hjælpe med at lave detaljerede driftsmanualer og krav til dokumentation fra gartneren, så både bygherre og gartnere ved præcis, hvad projektet kræver. Så vi sikrer, at når vi forlader det her projekt, er I enige om hvordan det bør plejes videre.
Den samme formidlingsindsats gælder også for biodiversitet i forhold til DGNB 25, hvor der er et større fokus på biodiversitet.
- Vi oplever, at bygherrer er usikre på, hvordan man tager biodiversitetsbrillerne på og omsætter en biodiversitetsstrategi i praksis. Det handler ikke kun om at formulere en strategi – men om at klæde bygherre på til at stille de rigtige krav, også i forhold til opfølgning og drift for nye og eksisterende projekter, fortæller Gudný Marta Gudlaugsdóttir
Vidensbro til Island
Med sine rødder i Island har Danielsens samarbejde med den islandske tegnestue Yrki Arkitekter også høj prioritet for Gudný Marta Gudlaugsdóttir, som ser, at flere store danske tegnestuer begyndt at åbne op i Island, men vil arbejde for at det ikke fjerner markedet for de islandske tegnestuer.
- Danielsen-familien har indgået et samarbejde med en mindre islandsk tegnestue på omkring 10 medarbejdere. De har en stærk lokal forankring og en dyb forståelse for materialer, klima og kultur, som vi har stor respekt for. Vi håber, at vi med vores erfaringer kan bidrage og understøtte dem i projekter, hvor det kan være en fordel at kombinere det lokale med et mere internationalt perspektiv."
Samarbejdet har allerede kastet konkrete resultater af sig med en nylig vunden konkurrence om Hamranesskóli i byen Hafnafjörður, lige udenfor Reykjavík. En ny integreret folkeskole og børnehave på 9.000 m², omgivet af et ambitiøst landskabsprojekt på 17.000 m². Med afsæt i en helhedsorienteret tilgang vil man skabe inspirerende lærings- og legemiljøer, der understøtter fællesskab, nysgerrighed og bæredygtighed.
Ørestaden Syd
Desuden har det tværnationale samarbejde vundet en stor rammeaftale med Isavia, der administrerer Islands lufthavne.
- Aftalen omfatter både bygninger, landskab, flow og indretning på tværs af hele landet. Fem tegnestuer har vundet rammeaftalen, så vi håber selvfølgelig at der kommer nogle projekter vores vej, siger Gudný Marta Gudlaugsdóttir, som fremhæver, at arbejdet med islandske projekter fordrer særlig ydmyghed over for naturen:
- Islands natur er både ekstremt sårbar og voldsom på samme tid. Derfor handler det om at gå nænsomt til værks og flette landskabet smukt ind i projekterne – ikke bare fjerne eller dække det til.
Her bringes erfaringerne fra Danielsens planlægning af bl.a. Fælledkanten til de islandske projekter. Ikke som en model, men som et erfaringsmateriale i arbejdet med at integrere nye områder i eksisterende landskaber.
- Man udvider meget i Island, ligesom herhjemme med udvidelsen i Ørestad Syd , hvor vi har forsøgt at flette Fælleden mest muligt ind i boligprojekterne. Samme udvidelser af byen sker i Island og vi vil gerne trække vores erfaringer, også fra de kampe vi har haft her i København, ind i projekterne deroppe. Når vi kan lægge vores viden fra afprøvede projekter sammen med den islandske lokale viden om materialer og kultur – så synes jeg, at vi har et super stærkt projektteam. Vi hos Danielsen ser meget frem til at styrke vores samarbejder på tværs af Norden, hvor fælles værdier og forskelligartet viden kan mødes og styrke fremtidens arkitektur, spaceplanning og landskabsprojekter, der både rummer lokal forankring og fælles nordisk ansvar, slutter Gudný Marta Gudlaugsdóttir.