Kaffetårnet. Lendager Group
Fredet kaffetårn kan få nyt liv
Efter en hensigtserklæring med ALFA Development vil Anders Lendager og Alfred Josefsen undersøge mulighederne for at omdanne Kaffetårnet til et nyt kulturelt og erhvervsmæssigt omdrejningspunkt.
Kaffetårnet blev opført i 1968 som en del af Irmas hovedsæde og kafferisteri. Den cirka 38 meter høje bygning rummer omkring 1.900 etagemeter fordelt på stueetage og øvrige etager og står i dag som et markant element i IrmaByens byudvikling. Som fredet bygning repræsenterer tårnet både dansk industrihistorie og en arkitektonisk arv, der nu søges videreført gennem nye funktioner.
Et nyt selskab Irma Kaffetårnet ApS har ambitioner om at skabe et nyt samlingspunkt i det fredede industriminde og ALFA Development har nu indgået en hensigtserklæring (LOI) om salg af Kaffetårnet til selskabet.
Irma Kaffetårnet ApS er stiftet af Alfred Josefsen, tidligere direktør for Irma og nuværende direktør for Alma, samt Anders Lendager, stifter og kreativ direktør i Lendager.
– Jeg har længe haft en drøm om at bevare mindet om Irma i de mest autentiske rammer, man kan forestille sig. Kaffetårnet emmer af historie, identitet og industrihistorie, og jeg ser et stort potentiale i at skabe et sted, hvor fortællingen om Irma kan leve videre, samtidig med at bygningen får nyt liv og ny relevans for kommende generationer, siger Alfred Josefsen i en pressemeddelelse.
Og Anders Lendager fortæller:
– Jeg ser et unikt potentiale i at give Kaffetårnet nyt liv og derved redde et smukt, modernistisk byggeri, som er en vigtig del af Danmarks industrielle kulturhistorie. Derfor er jeg gået sammen med Alfred om at bevare og forbedre byggeriet, så det kan få en ny funktion og skabe værdi for både lokalområdet og den bredere offentlighed.
Transformation med kultur, erhverv og mad
De foreløbige planer omfatter et transformationsprojekt, hvor flere funktioner samles i den eksisterende bygningsstruktur. Visionen rummer blandt andet et Irma-museum, kontorfaciliteter, madrelaterede aktiviteter samt kulturelle tilbud på de øverste etager med offentlig adgang. Målet er at skabe et sted, hvor byliv, arbejdsliv og kulturarv mødes under samme tag.
– Selvom bygningen i øjeblikket står uden funktion, er den fuld af muligheder. Den indeholder mange værdifulde ressourcer og kvaliteter, som vi bør bevare og konvertere, så det skaber ny værdi i dag. Jeg ser et stort potentiale i at videreudvikle fortællingen om byggeriet, fra dengang den primært blev brugt til at producere kaffe, til alle de nye funktioner, den kan rumme, som kan gøre den til et helt spektakulært samlingspunkt i IrmaByen. Hvis vi lykkes med Kaffetårnet, kan det blive et forbillede for, hvordan et fredet industriminde kan få nyt liv og ny relevans gennem modige partnerskaber og en fælles vilje til at tænke længere end den kortsigtede løsning, siger Anders Lendager.
Afklaring om projektets realiserbarhed
Med hensigtserklæringen går projektet nu ind i en afklaringsfase, hvor parterne gennemfører en omfattende due diligence. Her skal bygningens tekniske, juridiske og økonomiske forudsætninger vurderes, herunder statik, konstruktioner, energi- og klimaforhold, miljøforhold samt de fredningsmæssige rammer. Processen gennemføres i dialog med blandt andre fredningsmyndigheder, Rødovre Kommune, rådgivere og potentielle investorer.
– Kombinationen af Anders Lendagers årelange erfaring med at transformere eksisterende bygninger, samt Alfred Josefsens historie som Irma-direktør, ser vi som det optimale dream team til at udfolde Kaffetårnets fulde potentiale. Med aftalen her kan ringen blive sluttet for hele IrmaByen, afrunder Andreea Kaiser, CEO i ALFA Development.
Partnerskabet håber, at alle med interesse for Kaffetårnets fremtid vil tage kontakt og bidrage til at samle den nødvendige opbakning for at realisere projektet.
Hvis projektet realiseres, er ambitionen, at Kaffetårnet skal fungere som et identitetsskabende og kulturelt omdrejningspunkt i IrmaByen med nye aktiviteter, fællesskaber og anvendelser i de eksisterende rammer.
Fakta
- Kaffetårnet ligger i IrmaByen i Rødovre.
- Bygningen blev opført i 1968 som en del af Irmas hovedsæde og kafferisteri.
- Kaffetårnet er fredet, cirka 38 meter højt og rummer omkring 1.900 etagemeter.
- ALFA Development har indgået en hensigtserklæring om salg til Irma Kaffetårnet ApS.
- Visionen omfatter blandt andet museum, kontorer, madrelaterede aktiviteter og kulturelle funktioner.
- Projektets videre udvikling afhænger af tekniske, juridiske og finansielle afklaringer.
