Bornholmske Hotel GSH: Danmarks første klimapositive erhvervsbyggeri
Værelsesfløjen på Hotel GSH på Bornholm har netop åbnet dørene, og projektet er bygget, beklædt og isoleret med træ, hvilket betyder, at der er for første gang nogensinde tale om et klimapositivt dansk erhvervsbyggeri.
En generel udfordring i byggebranchen er klimabelastningen forbundet med nybyggeri. Blandt andet fordi der både bliver brugt ganske meget energi og udledt meget CO2 ved at producere cement og stål. Derfor bliver der flere steder på kloden eksperimenteret med byggerier udelukkende fremstillet i træ. Og nu har Danmark fået sit første erhvervsbyggeri af denne slags.
Der er tale om bornholmske Hotel GSH’s nye værelsesfløj, der er både bygget, beklædt og isoleret med træ. Det betyder, at byggeriet ikke kun er klimaneutralt, men rent faktisk kommer til at levere et positivt klimaaftryk, fordi træ naturligt absorberer CO2, hvilket gør bygningen til en form for CO2-bank.
Hotel GSH
Byggeriet har en værdi af 30 millioner kroner, og selv om der dermed var tale om en stor investering midt i corona-nedlukningen, ser hoteldirektør Trine Richter allerede tegn på, at nytænkningen kommer til at betale sig.
- Vi har ret længe kunnet se, at både danske og svenske virksomheder gerne vil placere deres møde- og konferencefaciliteter i et bæredygtigt set-up. Lige nu er hele hotellet inklusiv den nye værelsesfløj fuldt booket op. Det er temmelig unormalt på Bornholm, hvor sæsonen plejer at være slut på nuværende tidspunkt. Det var en svær beslutning at bygge under corona, men det var det langsigtet rigtige at gøre, siger Trine Richter.
Partner i hotelbyggeriets arkitekthus 3XN, Lasse Lind, kalder den nye værelsesfløj på Hotel GSH for et smugkig på fremtidens byggeri og konstaterer, at han aldrig tidligere har været en del af et byggeprojekt, hvor bæredygtighed har spillet en så central rolle.
- Miljøkravene i byggebranchen bliver kun skrappere, så det er fantastisk, at vi nu for første gang ser et dansk erhvervsbyggeri i massivt træ. Der er uden tvivl tale om fremtidens byggemateriale, fordi det løser udfordringerne i forhold til udledning af CO2. Også i forhold til at tænke mere cirkulært er vi gået i nogle helt nye retninger. Projektets fokus på bæredygtighed har været kompromisløst, hvilket bestemt ikke er standard i dansk byggeri, siger Lasse Lind.
I forhold til den cirkulære tankegang henviser han til, at der i opførelsen af den nye værelsesfløj på Hotel GSH er blevet udnyttet spildprodukter fra selve byggeriet – såkaldt fraskær – til møbler og overflader. Sådan at forstå at når der er blevet skåret ud til vinduer og døre i grundkonstruktionen, er dette træ blevet brugt til blandt andet møbler. Derudover er fraskær fra lokale granitbrud blevet brugt til udsmykning, der samtidig er med til at regulere temperaturen og dermed indgår i bygningens energiregnskab. Det sker, fordi granit er i stand til at holde på både varme og kulde.
At det bornholmske byggeprojekt er noget helt for sig selv bliver desuden understreget af, at det er blevet gjort til en del af undervisningen af danske ingeniørstuderende. Det er sket efter initiativ fra den rådgivende ingeniørvirksomhed AB Clausen, hvis kompetencechef Jacob Ettrup både har leveret viden til hotelbyggeriet og underviser fremtidens ingeniører på DTU i Lyngby. Meningen er ad den vej at bruge byggeprojektet som et pejlemærke for fremtidens bæredygtige byggerier.
Hotel GSH er i forvejen at betragte som lidt af et fyrtårn inden for bæredygtigt byggeri. Hotellet har således modtaget en række danske og internationale priser for sin syn på bæredygtighed, cirkulær økonomi og klimavenlige byggeløsninger. I 2021 er hotellet blevet kåret som verdens bedste klimabyggeri i kategorien erhverv af International Active House Alliance. Ligeledes har The Guardian netop udpeget Hotel GSH som et af de 10 mest klimavenlige steder at bo i Europa.
Om Hotel GSH / Green Solution House
Green Solution House består af Hotel GSH og den tilhørende Restaurant GSH. Byggeriet er beliggende i Rønne på Bornholm og fungerer primært som hotel og mødested. Green Solution House fungerer desuden som udstillingsvindue for bæredygtige og klimavenlige byggeløsninger. Hotellet er sammen med Griffen Spahotel samt Fredensborg Badehotel en del af den bornholmske hotelvirksomhed Bornholm Hotels. Hotel GSH er skabt via en renovering og udvidelse af det tidligere Hotel Ryttergården.