Bybadet i Skanderborg vinder fornem international arkitekturpris
Den Internationale Olympiske Komite overrakte Skanderborgs Bybad den fornemme arkitekturpris IOC IPC IAKS Arkitekturprisen 2023 i kategorien "Fælles udendørsområder og offentlige områder". Det er blandt andet Bybadets tilgængelighed og funktion som samlingspunkt, der var en afgørende faktor for førstepladsen.
Siden 1987 er prisen blevet uddelt hvert andet år til anerkendelse af bygninger og faciliteter for deres eksemplariske design, funktion og innovation.
Organisationerne bag prisen er Den Internationale Olympiske Komite (IOC), Den Internationale Paralympiske Komite og Den Internationale Forening for Sports- og Fritidsfaciliteter (IAKS).
- Bybadet i Skanderborg har et multifunktionel design, der imødekommer både organiserede og selvorganiserede sportsaktiviteter, kulturelle aktiviteter og udendørsliv for alle. Stedet skiller sig ud på grund af sine høje standarder inden for arkitektur og ikke mindst kulturel og social bæredygtighed, sådan lød det blandt andet fra juryen som begrundelse.
Arkitekturprisen blev overrakt ved en stor ceremoni i Köln. Biblioteksformidler Louise Grønlund fra Skanderborg Bibliotek og entreprenørchef Jens-Erik Dengsø modtog prisen på vegne af Skanderborg Kommune.
Et oplagt sted for fællesskab
Formanden for Kultur, Fritids- og Idrætsudvalget, Tage Nielsen, er begejstret for, at Bybadet modtager den eftertragtede arkitekturpris.
- Jeg bliver altid glad, når jeg går forbi Bybadet. Både fordi arkitekturen er smuk og bygger bro til Byparken og Kulturhuset, og fordi Bybadet bliver benyttet af mange mennesker. Det er et iøjnefaldende sted, som er med til at skabe fællesskaber, siger Tage Nielsen og tilføjer, at arkitekturprisen også er med til at give et boost til den Arkitekturpolitik, som Byrådet netop har vedtaget.
De to andre vindere af Arkitekturprisen i kategorien ”Fælles udendørsområder og offentlige områder” er SFU Stadium, Burnaby, Canada og Rainbow Park, Vancouver, Canada.
Juryen har i alt vurderet 88 konkurrenceindlæg fra 22 forskellige lande.