Ib Mogensen, stifter og adm. dir. af out-sider A/S og Lars Lehmann, CEO, KOMPAN
Danske byrumsmøbler skal ud på flere internationale markeder
Med købet af en ejerandel på 51 % i out-sider styrker KOMPAN sin linje af uderumsmøbler og giver designvirksomheden adgang til et større internationalt marked.
Den danske designvirksomhed out-sider A/S, der siden 2007 har udviklet uderumsmøbler til byrum, skoler og legepladser, får nu legepladsvirksomheden KOMPAN A/S ind som medejer. Aftalen betyder, at KOMPAN i første omgang overtager 51 % af aktierne i out-sider med mulighed for at overtage det fulde ejerskab over de kommende tre år.
Ib Mogensen er grundlægger af out-sider og været administrerende gennem næsten 20 år i virksomheden, der har markeret sig med farverige, skulpturelle og funktionelle møbler til offentlige uderum. Virksomheden arbejder med få, tydelige produktfamilier, der kombinerer ophold, leg og social interaktion i byrum, skolegårde og rekreative miljøer.
Designvirksomheden har opbygget en betydelig eksportandel gennem et internationalt distributørnetværk og har netop leveret et rekordregnskab for 2025. Man har længe haft et samarbejde med KOMPAN, som i dag er out-siders største kunde.
Dansk design med global rækkevidde
KOMPAN er blandt de førende internationale virksomheder inden for legeplads- og udendørs fitnessløsninger og er repræsenteret i 90 lande. Med investeringen får out-sider adgang til et bredere salgs- og distributionsapparat, mens KOMPAN styrker sit sortiment inden for designorienterede byrumsmøbler.
Partnerskabet skal ifølge parterne videreudvikle out-siders brand og fastholde virksomhedens danske afsæt, samtidig med at de internationale vækstmuligheder udnyttes. Det gælder både i forhold til nye markeder og i koblingen mellem legeplads, opholdsrum og urbane møbelmiljøer.
Som led i aftalen fortsætter Ib Mogensen i en central ledelsesrolle i de kommende år. Sammen med KOMPAN og virksomhedens internationale distributørnetværk skal han være med til at drive næste fase af out-siders udvikling.
– Vi ser aftalen som en naturlig videreudvikling af den rejse, out-sider har været på siden etableringen. Med KOMPAN som partner får vi adgang til et unikt internationalt netværk og stærke kompetencer, samtidig med at vi fastholder de værdier og den innovationskraft, der har været grundlaget for vores succes, siger Ib Mogensen i en pressemeddelelse.
Læs flere artikler om udviklingen af byer
