Flere ønsker svanemærket bolig
Antallet af svanemærkede byggerier er steget 45 % på to år og nye rammer skal øge udbredelsen – især for villaer og typehuse, hvor Miljømærkning Danmark mærker stigende interesse.
Antallet af svanemærkede byggerier i Danmark fortsætter med at stige. Nye tal fra Miljømærkning Danmark viser, at der pr. 1. januar 2026 er opført 6.226 lejligheder, huse, daginstitutioner og øvrige bygninger med Svanemærket. Samtidig er yderligere 2.052 enheder under opførelse. Det svarer til en vækst på 45 % over de seneste to år.
Udviklingen peger på en bredere forankring af certificeret bæredygtighed i byggeriet – også i en periode præget af lavere aktivitet i branchen.
– Væksten i svanemærket byggeri vidner om, at en bred del af branchen har øget fokus på klima og grøn omstilling – på trods af en udfordrende periode for byggeriet, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup, certificeringschef i Miljømærkning Danmark i en pressemeddelelse.
Nye rammer skal løfte enfamiliehuse
Svanemærket omfatter i dag en bred vifte af bygningstyper – fra etageboliger og rækkehuse til skoler, kontorer og lagerbygninger. Særligt enfamiliesegmentet forventes at spille en større rolle fremover.
Ifølge Miljømærkning Danmark er interessen stigende blandt både bygherrer og typehusproducenter, som ser certificeringen som god investering.
– Vi oplever øget interesse fra bygherrer og typehusfirmaer, der ønsker at opføre grønnere enfamiliehuse. Derfor har vi etableret nye rammer, der gør det mere attraktivt at svanemærke denne boligtype, siger Frederik Gudi Sommer-Gleerup.
Formålet er at gøre certificeringen mere tilgængelig – også for mindre projekter – og dermed udbrede de krav til materialer, indeklima og ressourceforbrug, som ordningen stiller.
Fokus på livscyklus og materialer
Svanemærket byggeri adresserer både klima- og miljøpåvirkning i hele bygningens livscyklus – fra materialevalg og udførelse til drift og endelig nedtagning.
Certificeringen stiller blandt andet krav til:
- Lavt energiforbrug
- Sundt indeklima
- Begrænsning af problematiske kemikalier
- Anvendelse af certificeret træ
- Affaldshåndtering og øget genanvendelse
- Uvildig tredjepartskontrol af byggeteknisk kvalitet
Kravene understøtter en mere cirkulær tilgang til byggeri, hvor ressourceforbrug og materialestrømme tænkes ind fra start.
Fakta om svanemærket byggeri i Danmark
- 6.226 færdigopførte enheder pr. 1. januar 2026
- 2.052 enheder under opførelse
- Stigning på 45 % over to år
- Opgjort i boenheder
