Fokus på forbundethed i Forum
Byggebranchen må og skal samarbejde for at løse klimaproblemerne. Derfor sætter Building Green fokus på hele byggeriets værdikæde på dette års grønne byggeevent i Forum under overskriften: Alt er forbundet.
Byggebranchen er en af de store syndere i det globale klimaregnskab. Det giver byggeriet en unik mulighed for at være med til at løse problemerne med CO2 udledning, overforbrug af klodens ressourcer og den store biodiversitetskrise, siger direktør for Building Green Sarah Elhauge:
- Byggebranchen kan gøre en stor forskel lokalt og globalt. Vi kan blive bedre til at bygge cirkulært og genbruge materialer, så vi mindsker forbruget af CO2 og jomfruelige ressourcer. Vi kan sætte fokus på bynaturen, så vi får et tættere forhold til naturen og lyst til at passe på den. Vi kan også blive meget bedre til at arbejde på tværs af værdikæden og mindske spild. Der er mange steder at sætte ind, så det er bare om at komme i gang.
For at sætte skub i de innovative tanker har Building Green inviteret en række start ups til at udstille deres nye bæredygtige byggematerialer i Forum, ligesom der i år vil være særligt fokus på tech firmaer, som kan hjælpe byggeriet med den grønne omstilling. På Main Stage giver danske og udenlandske foredragsholdere deres bud på vejen til et mere bæredygtigt byggeri.
Cirkulær arkitekt
En af foredragsholderne på Main Stage er den tyske arkitekt Thomas Rau, som har vundet flere priser for sit arbejde med bæredygtigt byggeri. Thomas Rau står bag det nye banebrydende kontorbyggeri i Triodos Bank i Zeist i Holland, der er opført i træ og designet, så den kan skilles fra hinanden og monteres igen. Rau mener, at byggebranchen har brug for en komplet transformation:
- Udviklingen inden for bæredygtighed og cirkularitet handler kun om optimering i dag, men optimeringen ændrer ikke systemet. Vi har brug for en større forandring. Selvom om cirkulær økonomi stille og roligt vinder frem i byggebranchen, så er det mest med fokus på optimering og ikke den transformation, vi har brug for.
Hvorfor bygge nyt?
Charles Renfro, partner i den prisbelønnede amerikanske tegnestue Diller, Scofidio + Renfro taler også for en transformation på Building Green. Han går så vidt som at spørge, om vi har brug for at bygge så meget nyt. Måske skal vi i stedet blive bedre til at udnytte eksisterende strukturer til nye formål:
- En tilgang kunne være at stille spørgsmålstegn ved behovet for at bygge nyt hver gang. Kan vi i stedet udnytte eksisterende strukturer på nye måder, der indfrier behovene. Ja, i det hele taget skal vi spørge os selv, om vi virkelig skal bygge nyt, når vi ved, at 40% af verdens emissioner stammer fra byggeriet, spørger Renfro.
Færre biler
En tilsvarende kritisk holdning til vores måde at bygge byer på kan findes hos Tegnestuen Tredje Natur, der er kendt for sine klimatilpasningsprojekter i Klimakvarteret på Østerbro, Enghaveparken og på Nørrebro. Partner Flemming Rafn taler på Main Stage om behovet for at gøre op med favoriseringen af bilerne i byerne.
- I København har kun 9% af byens borgere bil, alligevel optager bilerne op til 80% af byens arealer mange steder. Det er ikke repræsentativt. Vi kan sagtens gøre byen mere grøn ved at justere lidt på tingene. Vores undersøgelser i Klimakvarteret viste, at knap 20% af gadearealet ikke har nogen funktion. Vi omorganiserede gaderne og frigav kæmpe arealer til nye formål. Bare i Klimakvarteret fandt vi uudnyttet areal, der svarer til 5 rådhuspladser. Tænk hvordan vi kan omstille byens hverdagsrum, hvis vi får lov, siger Flemming Rafn.
Der er meget at tage fat på, hvis vi vil skabe bæredygtige bygninger og godt byliv. Derfor har Building Green også skruet op for eventet i år med endnu flere aktiviteter, så det er muligt at få en masse inspiration med hjem og møde andre folk fra branchen under nye former.
- Vi glæder os så meget til at invitere folk indenfor i Forum igen efter et år med online aktiviteter. Selvom det online format kan meget, så er det bare sjovere og mere inspirerende at møde hinanden fysisk og udveksle ideer. Derfor har vi givet den endnu mere gas med aktiviteter i Forum i år, så alle besøgende får en fest. Vi ses til november, slutter Sarah Elhauge.