Stemningsbillede fra 2025
Har byggeriet nok øje for social bæredygtighed?
Byggebranchen er nået langt med klima og miljø, men halter fortsat på de sociale parametre. Det sætter Building Green fokus på under BG:VEST i Aarhus 22.-23. april
Byggebranchen har i de senere år opbygget et langt stærkere greb om den miljømæssige bæredygtighed. Anderledes ser det fortsat ud, når det gælder den sociale bæredygtighed, som endnu er vanskeligere at forankre i projekternes praksis, dokumentation og økonomi. Men samtidig vokser opmærksomheden generelt på, at sociale hensyn ikke alene handler om trivsel, men også om værdi, funktion og langsigtet holdbarhed i det byggede miljø.
Netop den problematik bliver taget op på Building Greens event BG:VEST, der afholdes den 22. og 23. april i Aarhus Congress Center. Her samles aktører fra hele byggeriets værdikæde til faglige oplæg, debatter og udstilling, og social bæredygtighed er blandt de centrale temaer på programmet.
På en af eventets tre scener sætter Byens Netværk fokus på, hvordan social bæredygtighed kan omsættes til en reel businesscase i byggeriet.
Lisbet Fibiger, programleder i Byens Netværk
Svært at måle det, der først viser sig i brugen
Lisbet Fibiger, der er programleder i Byens Netværk, ser en øget interesse for social bæredygtighed i branchen, men området er fortsat præget af metodiske og dokumentationsmæssige udfordringer.
– Vi oplever en branche, som i stigende grad interesserer sig for den sociale bæredygtighed i projekterne – selvfølgelig fordi vi bygger til og for mennesker, men også fordi der er en opmærksomhed på, at projekter ofte bliver en bedre business case, hvis der er arbejdet med de sociale dimensioner. Branchen er bredt set godt i gang med at mestre den miljømæssige bæredygtighed, men det er sværere at få greb om den sociale bæredygtighed, siger Lisbeth Fibiger i en pressemeddelelse.
En væsentlig del af udfordringen er, at sociale kvaliteter først rigtig kan aflæses, når byggeriet er taget i brug.
– Det er først, når menneskerne flytter ind, at social bæredygtighed for alvor bliver tydelig – og der har en stor del af værdikæden typisk allerede sluppet projektet. Samtidig er de sociale data stadig svære at omsætte til noget, der ligner en klassisk business case. Så vi har brug for mere viden og flere konkrete eksempler på, hvad social værdiskabelse egentlig er. Det vil vi gerne sætte fokus på, når vi inviterer til debat på årets BG:VEST, fortæller Fibiger.
Læs også:
Grønningen-Bispeparken, tegnet af SLA, vinder den prestigiøse Rosa Barba Landscape Prize 2025 for sin visionære sammenbinding af klimatilpasning, landskabsdesign og lokal medskabelse
Benedicte Faber Mygind, sociolog hos ERIK Arkitekter
Arkitektur skal bygge på viden om brugerne
Fra ERIK Arkitekter deltager sociolog Benedicte Faber Mygind også i debatten, og hun fortæller:
– Vi arbejder meget systematisk med at forstå mennesker og deres brug af steder og rum. Det gør vi både gennem forundersøgelser af målgrupper og gennem evalueringer af projekter, når de er taget i brug. Den viden bruger vi til løbende at kvalificere vores arkitektur og de sociale rammer, vi designer.
Ifølge Benedicte Faber Mygind opstår problemerne ofte, når sociale ambitioner ikke følges af tilsvarende indsigt i brugernes faktiske adfærd og behov.
– Det går ofte galt, når ambitionerne er høje, men viden om brugerne er begrænset. Sociale funktioner bliver nogle gange designet ud fra gode intentioner frem for konkrete indsigter i menneskers hverdag og vaner. Det kræver, at vi begynder at arbejde lige så systematisk med dokumentation af sociale forhold, som vi allerede gør med klima og teknik.
Hun peger samtidig på, at de nødvendige analyser typisk udgør en begrænset del af den samlede projektøkonomi, men kan få stor betydning for bygningens funktion i drift.
– De analyser, der skal til, fylder meget lidt i et byggeprojekts samlede økonomi, men kan være afgørende for, om et projekt fungerer i praksis. I sidste ende kan det spare både ressourcer og fejl, fordi man designer med udgangspunkt i menneskers faktiske liv, siger Benedicte Faber Mygind.
Oplev debatten ”Mennesket som målestok”
Debatten ”Mennesket som målestok – hvordan bliver social bæredygtighed til en god businesscase?” finder sted på BG:VEST den 22. april kl. 14.10. Lisbet Fibiger og Byens Netværk faciliterer samtalen, hvor panelet desuden består af Bente Lykke Sørensen, bystrategisk chef i Aarhus Kommune, og Peter Kallehave, byggeteknisk direktør i Bricks.
Om BG:VEST 2026
BG:VEST er det nye navn for det tidligere event Building Green Aarhus. Eventet afholdes den 22. og 23. april i Aarhus Congress Center, Margrethepladsen 1, 8000 Aarhus. Program og tilmelding findes via Building Green.
