Henrik Garver stopper som direktør i FRI
Efter et kvart århundrede i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, heraf 17 år som direktør, har Henrik Garver valgt at træde tilbage. Han vil fremover rådgive direkte i branchen.
Efter 25 år i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) – de seneste 17 som administrerende direktør – har Henrik Garver valgt at fratræde sin stilling. Han fortsætter dog i det byggede miljø som selvstændig strategisk rådgiver med fokus på rådgivende ingeniørvirksomheder og relaterede aktører.
- FRI har fyldt næsten halvdelen af mit liv, så det er en stor beslutning at sige farvel. Men tidspunktet er rigtigt. Mit 25-års jubilæum i november blev en anledning til at reflektere over mit fremtidige arbejdsliv, udtaler Henrik Garver i en pressemeddelelse.
Henrik Garver har i sin tid som direktør været en central stemme i udviklingen af rådgiverbranchen og dens rolle i samfundets større infrastruktur- og anlægsprojekter. Under hans ledelse har FRI markeret sig tydeligt i både den faglige og politiske debat om bæredygtighed, digitalisering og kapacitetsudfordringer i byggeriet.
- Jeg kommer fortsat til at arbejde tæt med branchen – blot i en anden rolle. Fremover bliver det som strategisk rådgiver for både eksisterende og nye FRI-medlemmer samt øvrige aktører i og omkring det byggede miljø, uddyber han.
Ny direktør skal tegne FRI’s næste kapitel
Processen med at finde en ny administrerende direktør for FRI er sat i gang og varetages af bestyrelsesledelsen i samarbejde med et eksternt rekrutteringsbureau. Garver fortsætter som direktør, indtil en afløser er fundet – forventeligt i løbet af første halvår 2026.
- Først og fremmest vil jeg sige stor tak til Henrik for mange års dedikeret indsats. Under hans ledelse har FRI vokset sig stærkere – både i omsætning, medarbejderantal og indflydelse. Det har været resultater, der har flyttet branchen. Henrik bliver ikke nem at erstatte, men vi ser frem til rekrutteringen af en ny direktør, som kan være med til at sætte retningen for næste fase, siger FRI’s bestyrelsesleder, Henrik Winther.
FRI melder ud, når der er fundet en afløser.
