Håndværkskollegiet i Herning
Herning hædrer håndværk og hverdagsarkitektur
Håndværkskollegiet modtager Herning Kommunes Bygningspræmieringspris 2026 for et byggeri med træ, detaljering og håndværksfaglighed i centrum. Områdefornyelse Haderup får kommunens nye Hverdagsarkitekturpris.
Håndværkskollegiet i Herning og Områdefornyelse Haderup er årets modtagere af Herning Kommunes arkitekturpriser. Priserne blev uddelt på Arkitekturens Dag, hvor kommunen både hædrede et markant byggeri og for første gang uddelte Hverdagsarkitekturprisen, der retter opmærksomheden mod arkitektur og byrum, som skaber kvalitet i dagligdagen.
Herning Kommune har i mere end 30 år markeret Arkitekturens Dag med uddelingen af Bygningspræmieringsprisen. Prisen har siden 1991 været kommunens anerkendelse af arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet. I år er traditionen udvidet med Hverdagsarkitekturprisen, som fremhæver projekter, der skaber værdi i de fysiske omgivelser, hvor mennesker mødes, arbejder, lærer og lever. Den nye pris knytter samtidig an til Herning Byråds ambition om, at kommunen skal være ”verdensmestre i hverdagen”.
Håndværkskollegiet i Herning
Håndværkskollegiet i Herning
Håndværk og træ præger Håndværkskollegiet
Årets Bygningspræmieringspris går til Håndværkskollegiet i Herning, der danner ramme om hverdagen for 70 lærlinge fra forskellige håndværksfag. Prisen blev overrakt ved et arrangement på Herning Bibliotek.
– Med kompromisløshed og elegance formår projektet at sætte håndværksfaget i rampelyset og samtidig vise, hvad håndværksfaget kan i selve byggeriet, siger borgmester Dorte West i en pressemeddelelse.
Bedømmelsesudvalget fremhæver især byggeriets høje håndværksmæssige kvalitet og den konsekvente anvendelse af træ som bærende materiale.
Materialevalget og bearbejdningen af detaljerne er dermed ikke alene en del af bygningens konstruktion, men bidrager også til dens arkitektoniske identitet. Ifølge bedømmelsesudvalget understøtter løsningerne både funktion og æstetik og demonstrerer, hvordan moderne byggeri kan kombinere håndværksmæssig kvalitet med bæredygtighed.
At netop et kollegium for håndværkslærlinge præmieres for den udførte kvalitet, tilfører samtidig projektet et ekstra lag: De fag, som beboerne uddanner sig inden for, er synligt til stede i de fysiske rammer omkring deres hverdag.
Læs også:
BRFfondens andet håndværkskollegium i Herning bliver tegnet af Dorte Mandrup
Omradefornyelse i Haderup
En rød tråd gennem Haderup
Den nyoprettede Hverdagsarkitekturpris går til Områdefornyelse Haderup, hvor en række fysiske greb har styrket forbindelserne mellem byens centrale samlingssteder.
– At binde knudepunkterne sammen er en helt særlig måde at skabe fællesskaber og liv. Her kan mennesker mødes, og hverdagen udfolde sig i de fineste rammer, sagde Dorte West ved prisoverrækkelsen.
Hverdagsarkitekturprisen skal sætte fokus på projekter, der ikke nødvendigvis markerer sig gennem stor skala eller et spektakulært arkitektonisk udtryk, men som gennem konkrete fysiske forandringer bidrager til kvaliteten af menneskers daglige omgivelser.
Det er netop tilfældet i Haderup, hvor områdefornyelsen har arbejdet med forbindelsen mellem byens vigtigste mødesteder. Med projektet ”Den Røde Tråd” er centrale områder bundet sammen af en cirka kilometerlang rute, som leder borgere og besøgende gennem byen. Undervejs skaber ny beplantning, belægninger og opholdsmuligheder en sammenhængende struktur og nye rammer for ophold, møder og byliv.
Projektet viser dermed, hvordan relativt enkle landskabelige og byrumsarkitektoniske greb kan skabe større fysisk sammenhæng og tydeligere forbindelser i en mindre by.
Fire projekter nomineret til priserne
Bedømmelsesudvalget havde udvalgt to nominerede projekter i hver af årets kategorier.
Til Bygningspræmieringsprisen var Herningsholm Landbrugsskole nomineret sammen med Håndværkskollegiet, mens Lægeboligerne ved Herning+ var nomineret til Hverdagsarkitekturprisen sammen med Områdefornyelse Haderup.
Herning Kommunes Bygningspræmieringspris har været uddelt siden 1991, mens Hverdagsarkitekturprisen uddeles for første gang i 2026.
Læs flere artikler om arkitektur til uddannelsesmiljøer
