Den ny opførte skole for byggeri, Valencia Construction Employment Foundation, der løb med dette års hovedpris i Tile of Spain. Foto af Mikel Muruzabal
Innovativ brug af keramiske fliser hyldet på Tile of Spain awards
For 20. gang har den spanske brancheorganisation ASCER uddelt en række priser, der har til formål at hylde brugen af fliser i almindelighed, og navnlig fremme brugen af spanske fliser i forskellige typer byggeri.
Tile of Spain-prisuddelingen i forsommeren fandt sted i Valencia, der er hjemsted for hele 90 % af den spanske fliseindustri.
Førstepræmien i hovedkategorien arkitektur gik til den østspanske arkitektstue MRM for det nye hovedsæde for skolen for byggeri, Valencia Construction Employment Foundation, lidt uden for Valencia, og med kreditering til arkitekterne Miguel Alonso Flamarique, Roberto Erviti Machain og Mamen Escorihuela Vitales.
Dommerkomiteen lovpriser især arkitekterne for brugen af et standardiseret produkt, den keramiske flise, i en industriel sammenhæng i store formater, og med et minimalt brug af ressourcer i et etplansbyggeri.
Brugen af den keramiske flise som et udpræget standardelement i skolebygningen skal ses som et hyldest til Valencia-regionens tradition for ler og fliser.
Hovedidémanden bag byggeriet, arkitekt Miguel Alonso Flamarique, fortæller til Byggeri + Arkitektur, at der i separat bygning nær skolebygningen er eksperimenteret med genbrug af flækkede fliser, der er skåret og presset sammen til at fungere som mursten.
Den eksperimentelle bygning består således næsten udelukkende af genbrugte fliser, og bygningen tjener i sig selv et uddannelsesformål i undervisningen i relation til bæredygtigt byggeri.
Arkitekt Miguel Alonso Flamarique fra den østspanske arkitektstue MRM vandt hovedprisen i kategorien arkitektur.
I kategorien indretning gik prisen til indretningsarkitekten Estudio Vilablanch for projektet Living in a Coderch
– et lejlighedsrenoveringsprojekt i Barcelonas ikoniske Banco Urquijo-bygning, som indkapsler essensen af arkitekturen som skabt af en Spaniens mest anerkendte arkitekter i efterkrigstiden, José Antonio Coderch.
I kategorien afgangsprojekt gik prisen til Gonzalo López Elorriaga fra arkitektskolen i Madrid for projektet Castilla La MaRcha
– et påtænkt ferie- og underholdningssted på en øde lokalitet i Peralvillo, hvor der er benyttet keramiske fliser i konventionelle formater, men på innovative måder.
Tile of Spain
Tile of Spain er en årligt tilbagevendende event i Valencia, arrangeret af brancheorganisationen ASCER, der tæller hele 125 keramiske fliseproducenter. ASCER uddeler hvert år en række priser, der har til formål at hylde brugen af fliser, og fremme brugen af spanske fliser i forskellige typer byggerier.