
J & S Fugefri Industrigulve lægger gulvet inden fyraften
Arkitekter, entreprenører og bygherrer landet over har i stigende grad fået øjnene op for de væsentlige fordele, som de nye muligheder inden for gulvlægningsløsninger tilbyder. Med en totalhærdetid på kun to timer er der store besparelser at hente i omkostningerne til byggetid, produktionstab for industrien eller genhusninger af beboere.
Et stenkast fra Vestskoven i Albertslund ligger Morbærhaven, der er en samling af over 1000 ungdomsboliger opført i 1970. Her læser, hviler og hygger de studerende sig, når de ikke sidder på skolebænken i de omkringliggende skoler. Der er en tæt mennesketrafik på gange og fællesarealer især i morgen- og aftentimerne.
Derfor var det for bygherren vigtigt, at al arbejdet i forbindelse med en større renovering kunne foretages så effektivt og gnidningsfrit som muligt. Herunder var især gulvudlægning en høj prioritet, da man ikke ønskede at lukke ned for gangarealerne og derved skulle genhuse og forstyrre beboerne i længere tid. Det blev muligt med J & S Fugefri Industrigulve:
- I Morbærhaven har vi udført gulvlægning på otte gangarealer på omkring 600 m2. Gennem tæt dialog og samarbejde med bygherre og entreprenør har vi kunne planlægge arbejdet nøje på forhånd, fortæller ejer og projektleder Palle Olsen og peger på, at hærdetiden på kun to timer muliggør netop denne effektivitet.
Så usynlige som muligt
J & S Industrigulve arbejder med blandt andet AcryliCons langtidsholdbare, miljøvenlige og giftfrie gulvløsninger uden opløsningsmidler. De sikrer beboernes sundhed, sikkerhed og trivsel under og efter et udlægningsprojekt:
- Det lyder lidt pudsigt, men desto mindre man lægger mærke til os, desto bedre har vi gjort vores arbejde. I Morbærhaven havde vi et arbejdsvindue på seks timer. Inden for dette vindue fik vi afspærret, forarbejdet, udlagt gulve, rengjort og åbnet op igen. Ved fyraften de pågældende dage var gulvet fuldt ud brugbart, fortæller Palle Olsen.

Gnidningsfrie løsninger
Hærdetiden og kvaliteten har skabt opmærksomhed hos arkitekter og entreprenører, der ofte møder en bekymring om eksempelvis genhusning eller produktionstab. Konceptet har vundet indpas i mange andre lande som eksempelvis Norge, hvor man primært bruger disse løsninger. Men i Danmark begynder Palle Olsen nu altså også at se en stor interesse:
- Med produkter som AcryliCon Flake System, som har været anvendt i Morbærhaven, kan man formindske beboergener, byggetid og omkostninger drastisk. Det giver i øvrigt entreprenøren mulighed for at lade øvrige håndværkere og materialer komme til hurtigere. Det møder vi en stor interesse for - især i disse tider, hvor der bygges og renoveres løs landet over, afslutter Palle Olsen.
Udover beboelse peger han på butikker, supermarkeder, hospitaler, stadionfaciliteter og fødevareindustrien som nogle af de brancher, der i høj grad nyder godt af kortere hærdetid og produkternes høje slidstyrke.