Jens Bertelsen
Jens Bertelsen fylder 70 år – fortsat med aftryk på kulturarven
Arkitekt Jens Bertelsen er en af de markante stemmer i dansk restaureringsarkitektur og står bag aktuelle restaureringsprojekter - fra Gammel Holtegaard til Karen Blixens hus i Kenya.
Arkitekt Jens Bertelsen fylder 70 år den 5. juli 2026. Gennem flere årtier har han markeret sig som en af de væsentlige profiler inden for dansk restaureringsarkitektur, hvor han har arbejdet med både fredede bygninger, kirker og nybyggeri i historiske miljøer. Samtidig har han virket som grafiker, forlægger og maler.
Hans arbejde er præget af en konsekvent tilgang til restaurering, hvor ambitionen er at fremhæve det væsentlige, forny det nødvendige og samtidig bevare bygningens identitet. Det kommer blandt andet til udtryk i den netop afsluttede restaurering af udstillingsstedet Gammel Holtegaard, hvor bygningens arkitektoniske kvaliteter er blevet styrket med respekt for den oprindelige helhed.
Restaurering som arkitektonisk fortolkning
Samme tilgang kendetegner den fem år lange restaurering af Sorø Klosterkirke. Her blev den senere, monumentale indgang fra restaureringen i 1860'erne fjernet, mens den oprindelige middelalderlige indgang blev genåbnet. Grebet har ændret både kirkens rumlige oplevelse og lysindfald, samtidig med at funktionaliteten er forbedret. Restaureringen omfattede desuden etableringen af et nyt blytag.
Et centralt princip i Jens Bertelsens arbejde er det, han betegner som det anerkendende princip. Restaurering handler efter hans opfattelse ikke alene om at afdække den oprindelige arkitektur, men også om at forstå de ideologiske og arkitektoniske idealer, som bygningen er skabt ud fra. Samtidig skal restaureringen fungere i nutidig anvendelse. Balancen mellem historisk indsigt og nutidig funktionalitet er afgørende for at undgå, at resultatet bliver musealt.
Læs også portrættet:
Transformation af det eksisterende er kernen hos Bertelsen & Scheving ArkitekterFra bygningsinspektør til ny tegnestue
Efter en række ansættelser og etableringen af forlaget Aristo grundlagde Jens Bertelsen sin egen arkitektvirksomhed i 2004. Tegnestuen voksede til 28 medarbejdere, inden en fusion førte til en ny start. I 2023 etablerede han på ny egen virksomhed, som i dag beskæftiger syv restaureringsarkitekter.
Den faglige anerkendelse har fulgt ham gennem karrieren. I 2012 blev han udnævnt til Kongelig Bygningsinspektør med ansvar for en betydelig del af statens fredede bygninger, herunder kongelige slotte og kirker. I dag indgår han i et Kongeligt Bygningsinspektorat med ansvar for kirkerne i Sønderjylland.
Han har gennem en årrække været medlem af Akademirådet og er i dag suppleant. Blandt hædersbevisningerne er K.V. Engelhardts Mindelegat, F. Hendriksen Medaljen, hæder ved MIPIM samt en nominering til Mies van der Rohe-prisen for restaureringen af Overformynderiets facader. I 2023 modtog han Akademirådets Eckersberg Medaille, hvor restaureringerne af Frits Schlegels Overformynderi fra 1937, Hans Hansens 4. Maj Kollegium fra 1952 og Knud Blach Petersens Glasalstrup fra 1966 blev fremhævet.
Nybyggeri i historiske rammer
Parallelt med restaureringsopgaverne har Jens Bertelsen arbejdet med nybyggeri i kulturhistoriske sammenhænge. Blandt projekterne er offentlige bygninger på Slotsholmen samt de karakteristiske røde og grønne træbygninger ved Vitskøl Kloster, der rummer skole- og opholdsfaciliteter.
Aktuelt arbejder tegnestuen blandt andet med restaureringen af Karen Blixens hus i Nairobi, Kenya.
Forlagsvirksomhed
Ved siden af arkitektvirksomheden driver Jens Bertelsen fortsat forlaget Aristo, som udgiver arkitekturfaglige værker om dansk arkitekturhistorie. Blandt de seneste udgivelser er Claus M. Smidts Thurah om Lauritz de Thurah, Hanne Raabyemagles Eigtved om Nicolai Eigtved samt en genudgivelse af Ole Meyers fotobog De Tavse Bygninger, der gennem årene har opnået kultstatus blandt yngre arkitekter både i Danmark og internationalt.
