Kontortårn skyder op ved Esbjerg Strand til Det Faglige Hus
Rudolf Lolk og Friis & Moltke har tegnet det nye 14 etager høje kontordomicil ved Esbjerg Strand til Det Faglige Hus. Højhuset runder mod vestenvinden og bliver næsten dobbelt så højt som Rundetårn.
Det Faglige Hus har underskrevet kontrakten med 5E Byg A/S, der skal stå for opførelsen af Esbjerg Business Park – Seaport, som med sine knap 20.000 m2 bliver det hidtil største kontordomicil i Sydvestjylland.
Kontorhuset på 14 etager bliver opført i den nordlige del af Esbjerg Havn og tæt på byens velkendte kæmpeskulptur De Hvide Mænd. Det nye kontordomicil er tegnet af arkitektfirmaer Rudolf Lolk A/S og Friis & Moltke.
1. spadestik forventes at bliver sat i jorden i januar 2025, og man ser frem til at kunne flytte ind i 2028. Domicilet skal blandt andet være hovedkvarter Det Faglige Hus og samle medarbejderne fra de forskellige afdelinger, der i dag bor på 7 adresser i byen.
- Vi glæder os allerede nu til at få samlet alle vores 330 medarbejdere under samme tag og få mulighed for at styrke og udvikle vores virksomhedskultur. Jeg ved, at der blandt kollegerne er et tilsvarende ønske. Vi får dog selv kun brug for at leje en del af lokaliteterne, og der vil således blive udlejet i alt 5.000 m2 til andre lejere, blandt andet fra 6. til 10. etage i den 14 etager høje del af domicilet, siger landsformand Johnny Nim, Det Faglige Hus, i en pressemeddelelse.
Faciliteter som i søsterdomicil
Det Faglige Hus ejer også Esbjerg Business Park – Airport på 8.500 m2, som i dag er udlejet til 15 virksomheder. Esbjerg Business Park – Seaport får lignende faciliteter i form af både fælles kantine, reception, mødelokaler og rengøring, så lejerne kun skal koncentrere sig om drift af virksomheden.
Læs også:
Friis & Moltke tegner Odder Sundhedshus
Udbygning på Esbjerg Brygge glæder borgmester
På Esbjerg Brygge vil det nye domicil blive det tredje af kontordomiciler. Her er allerede White House, ejet af Claus Sørensen Ejendomme og en naboejendom, ejet af PensionDanmark, hvor Semco Maritime er lejer.
Med opførelsen af Det Faglige Hus’ nye domicil vil 2/3 af byggefelterne på Esbjerg Brygge være bebygget. Det glæder borgmester Jesper Frost Rasmussen:
- Det Faglige Hus’ byggeri er endnu et vigtigt skridt i udviklingen af Esbjerg Strand-projektet. Med et højhus 14 etager får Esbjerg samtidig et nyt, markant vartegn, som jeg allerede nu glæder mig til at se rejse sig fra jorden, siger borgmesteren.
Entreprenøren 5E Byg har erfaringer fra flere domicilbyggerier blandet andet i hovedstadsområdet, Århus-området og Trekantsområdet, fortæller adm. direktør Per Jørgensen, 5E Byg A/S:
- Vi har gennem flere år haft stor opmærksomhed omkring de mange positive ting, der sker i byen. Der er gang i flere store byggerier, som vi også har budt ind på. Nu lykkes det så at få fodfæste i det sydvestjyske.
For Det Faglige Hus har det været vigtigt, at det lokale erhvervsliv i Esbjerg får mulighed for at byde ind på underentrepriser, og det passer som fod i hose til 5E Byg A/S, der ikke har egen håndværkerafdeling, men sender alle underentrepriser i udbud. Parterne har aftalt ikke at offentliggøre entreprisesummen.