Kristian Rasmussen er ny markedschef hos LINK Arkitektur.
LINK Arkitektur henter markedschef til by- og boligområdet
LINK Arkitektur udvider ledelsen med ansættelsen af arkitekt Kristian Rasmussen som ny markedschef, hvor han skal videreudvikle tegnestuens fokus på boliger og boligkvarterer.
Arkitekt Kristian Rasmussen rykker fra Sweco Architects til LINK Arkitektur, hvor han som ny markedschef bliver en del af tegnestuens ledelse og får ansvar for at videreudvikle en voksende projektportefølje, der omfatter både renovering og transformation af den eksisterende bygningsmasse samt udvikling af nye familieboliger og boligkvarterer.
Ifølge Kristina Jordt Adsersen, CEO for LINK Arkitektur i Danmark, skal ansættelsen understøtte tegnestuens strategiske fokus på fremtidens boligudvikling.
– Vi er i gang med en nødvendig udvikling af den måde, vi tænker boliger og byer på. Som arkitekter skal vi bruge viden og digitale og AI-baserede muligheder til både at udnytte ressourcerne i den eksisterende bygningsmasse og skabe nye boliger og byområder, der danner gode rammer om hverdagsliv og livskvalitet. Med Kristian får vi en erfaren arkitekt og leder, der styrker vores kompetencer og markedsfokus yderligere, siger Kristina Jordt Adsersen i en pressemeddelelse.
Boligudvikling og gode rammer for hjem
Kristian Rasmussen kommer fra stillingen som chef for Nybyg hos Sweco Architects. Gennem sin karriere har han arbejdet med blandt andet helhedsplaner, bofællesskaber, klimavenlige rækkehuse og komplekse etageboliger samt ledelse og projektudvikling. Han ser boligområdet som et centralt arkitekturfagligt fokus.
– Jeg har altid haft en særlig passion for boligområdet, hvor vi som arkitekter har et ansvar for at skabe gode rammer om menneskers hjem. Jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og videreudvikle by- og boligområdet sammen med kunder, samarbejdspartnere og kolleger, siger Kristian Rasmussen.
Bred erfaring fra flere tegnestuer
Kristian Rasmussen er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i 2003. Han har tidligere været ansat hos Arkitema, White Arkitekter, Mangor & Nagel, AART samt Årstiderne og Sweco. Hos Sweco Architects har han været teamleder for boligområdet og senest chef for Nybyg, hvor han også har arbejdet med projekter inden for sundhedsbyggeri, industri og forsvarsbyggeri.
LINK Arkitektur er blandt Skandinaviens største arkitektvirksomheder med mere end 500 medarbejdere fordelt på 17 kontorer i Danmark, Norge og Sverige. Tegnestuen arbejder med arkitektur, landskab, design og planlægning på tværs af en række markedsområder.
