Masu Planning udvider partnerkredsen, der nu består af Malin Blomqvist, stiftende partner, Sune Oslev, stiftende partner og Gauthier Durey (midten), Associeret partner og Head of Planning. Foto af MASU Planning.
MASU Planning udnævner ny partner
Med Gauthier Durey som associeret partner og Head of Planning styrker MASU Planning sit strategiske fokus på komplekse planlægningsopgaver i Danmark og udlandet.
MASU Planning modtog en delt andenplads for Fingerplan 2.0 konkurrencen. Illustration af MASU Planning.
Som led i en strategisk videreudvikling har den prisvindende landskabstegnestue MASU Planning udnævnt Gauthier Durey til associeret partner og Head of Planning. Udnævnelsen sker i takt med en stigende portefølje af komplekse opgaver og et øget behov for specialiseret ledelse inden for strategisk byudvikling og planlægning.
Gauthier Durey har siden 2020 været en central figur i MASU Plannings arbejde med urban og regional planlægning, hvor hans faglige tyngde og metodiske tilgang har præget både danske og internationale projekter. Med sin nye rolle får han ansvar for tegnestuens samlede planlægningsopgaver og konkurrenceafdeling.
Baggrund i europæisk byplanlægning
Durey er uddannet landskabsarkitekt fra Arkitektur- og designhøjskolen i Oslo og har desuden en kandidatgrad i arkitektur fra ENSAM i Montpellier. Før sin tilknytning til MASU Planning har han drevet egen praksis, arbejdet freelance og været ansat hos Transborder Studio. Derudover har han undervist i landskabsurbanisme i Oslo.
Han har blandt andet stået i spidsen for MASU Plannings bidrag til idékonkurrencen Fingerplan 2.0, arrangeret af Arkitektforeningen og Dreyers Fond, hvor tegnestuen opnåede en delt 2. plads. Durey har også bidraget til komplekse udviklingsopgaver som Rosendals Torv i Uppsala, byrum ved hovedbanegården i Helsinki samt planlægningen omkring Lillehammer Kunstmuseum.
MASU Planning er ansvarlige for transformationen af Rosendals Torv i Uppsala, hvor genanvendelse af byggematerialer er et afgørende tema. Illustration af MASU Planning.
Ledelsesstruktur med internationalt udsyn
Med udnævnelsen består MASU Plannings partnerkreds nu af Malin Blomqvist og Sune Oslev som partnere og stiftere, Gauthier Durey som associeret partner og Head of Planning samt Elina Kataja, der leder tegnestuens afdeling i Helsinki og indgår i den udvidede ledelsesgruppe.
- Vi har oplevet en markant vækst i både opgaver og medarbejdere, og vi har netop igangsat en større strategiproces. Derfor er det naturligt at styrke vores ledelsesstruktur. Gauthier har over fem år vist sin evne til at drive vores planlægningsfaglighed fremad, og vi ser frem til det videre samarbejde i nye organisatoriske rammer, siger Malin Blomqvist.
Planlægning med afsæt i landskabsarkitekturens potentiale
Gauthier Durey ser frem til at videreudvikle MASU Plannings strategiske planlægning:
- Landskabsarkitektur har en unik position i udviklingen af holistiske strategier, der både fremmer livskvalitet, klimatilpasning og biodiversitet. Jeg glæder mig til at fortsætte dette arbejde i tæt samarbejde med mine kolleger og bidrage til at styrke tegnestuens planlægningspraksis, siger han.
