
Rose Clair
Norðîc planter står for sunde klimatolerante planter
Klimatilpasning er en vigtig egenskab, når planterne skal klare ekstreme vejrsituationer. Tolerance overfor tørke, skybrud, hedebølger eller tocifrede frostgrader kan være vanskelig at definere på forhånd. Det har A-Plant Aps vovet at give et bud på. Planter, der sælges med varemærket Norðîc er alle gransket, defineret og afprøvet med henblik på deres sundhed og klimatolerance.
Norðîc® planterne kan kun produceres af de planteskoler i Danmark, som har indgået en aftale med A-Plant. Det sikrer planternes ægthed og sporbarhed.
Hvem er A-Plant 2000 ApS?
Tilbage i 1987 dannede en gruppe af 9 danske og 1 amerikansk planteskole et selskab. Formålet var at udvikle nye planter med fokus på plantens sundhed og klimatolerance.
Tidligere forsker, Poul Erik Brander, blev ansat i selskabet og arbejdede for planteskolerne i ca. 2 år, hvor han returnerede til sin forskerstilling ved Statens Planteavlsforsøg. Han forblev tilknyttet A-Plant som sekretær.

I år 2000 blev selskabet rekonstrueret. A-Plant medfinansierede nogle forskningsprojekter hos Statens Planteavlsforsøg, hvor man forsøgte at forædle planter af eks. Buxus.
Det største projekt var Ilex, hvor man ønskede at forædle lave, kompakte bærsættende planter. Dette projekt kører stadig videre i A-plant.
Midwest Groundcovers v. Peter Ørum og Christa Orum-Keller har været med i A-Plant tilbage fra 1987, og har gennem årene været med til at indsamle og teste en lang række planter, der er udvekslet på tværs af Atlanten.
Poul Erik Brander blev pensioneret i 2004 og indtrådte som medlem af A-Plant. Det er han stadig, og A-Plant har stor glæde af hans viden, arbejdsomhed og netværk. Poul Erik Brander har gennem årene samlet planter fra hans rejser, men også kåret og udvalgt danske planter i naturbevoksninger.
Nygaards Planteskole købte Anton Thomsens (tidl. Thomsens Planteskole) aktier i 2007, og i 2012 fik Birkholm Planteskole muligheden for at komme med. I 2013 overtog Marianne Bachmann Andersen sekretariatet.
For at udbrede produktionen og sortimentet, kan følgende planteskoler producere og sælge Norðîc planter:
- Højmose Planteskole
- Bønsdorff Planteskole
- Holm’s Planteskole
- Gunnar Christensens Planteskole
- Hennecke Stauder
- Staudegaarden
- Overdam Planteskole
Nye planter
Ét af A-Plant formål er, at udvikle, forbedre og introducere sorter af træer, buske, græsser og stauder til det danske klima. Virksomheden tilser, at sorterne produceres på en måde, der sikrer ægthed og en produktkvalitet, som fremmer god etablering.
Tillia
I dag har man 60 Norðîc planter, og sortimentet kan findes på hjemmesiden Alle planter er beskrevet og desuden vurderet for klimatolerance (frost, vind, skygge) samt jordbund.
Et eksempel på en ny Norðîc plante er Geranium oxonianum Norðîc ’Rose Clair’. Det er en dansk udvalgt klon af den meget kendte bunddækkende storkenæb, der med de små lyserøde blomster har god bunddækkende evne. Sorten er sund, ensartet og adskiller sig noget fra andre planter, der sælges under sortsnavnet ’Rose Clair’.
Produktion
Hos Nygaards Planteskole producerer de bl.a. Hedera. Her er sorten Norðîc ’Hestor’ en stor artikel. Planten stammer fra en indsamling på forsøgsstationen i Hornum, og bar i en årrække varemærket Dafo. Nygaards Planteskole passer godt på moderplanten og sikrer, at al produktion af Norðîc ’Hestor’ har samme udseende, sundhed og klimatolerance, som den altid har haft.
Hos Birkholm Planteskole har de bl.a. Tilia plat. Norðîc ’Gartner Ejnar’, som er et stort træ med kuppelformet krone og relativt tykke grene. De 10 – 20 cm store blade er karakteristiske for arten. ’Gartner Ejnar’ har stor klimatolerance overfor både stærk frost og vind. Den er meget sund. Navnet stammer fra den gartner, som boede på den ejendom i Hanherred, hvor sorten oprindeligt voksede.
Norðîc
Biodiversitet
Norðîc planter er først og fremmest udvalgt for deres robusthed og vedvarende styrke i plantningerne. Mange af planterne i programmet er kloner, og det kan måske godt opfattes som negativt i forhold til biodiversiteten. Dog har mange af planterne gode egenskaber, når det gælder om at give gode forhold til dyr og insekter både over og under jorden. Flere af planterne i sortimentet bidrager med nektar og pollen i større eller mindre omfang. Buske og træer er vigtige for mindre dyr at søge ly i, og planternes positive indvirkning på overophedning og skygge giver dyr og insekter bedre betingelser for at trives.